Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En flydende forsvarer af friheden

De 430 besætningsmedlemmer er på verdenshavene i måneder ad gangen. Det kræver sort humor og i visse tilfælde et billede af en blød hund for ikke at miste fatningen. Berlingske er med om bord på »USS Carter Hall« under den årlige NATO-øvelse i Østersøen.

"USS Carter Hal" og dets 430 mand store besætning har deltaget i NATO-øvelsen BALTOPS i Østersøen. Foto: Sara Gangsted
"USS Carter Hal" og dets 430 mand store besætning har deltaget i NATO-øvelsen BALTOPS i Østersøen. Foto: Sara Gangsted

Med ansigtet og tøj dækket af sand, støv og havvand går avisens udsendte om bord på det amerikanske krigsskib »USS Carter Hall«. Når et svævefartøj lægger fra land, skaber det nemlig hvirvelvinde af orkanstyrke, som sender skyer af snavs og vand mod nysgerrige tilskuere.

Besætningen har taget Berlingske med om bord under NATOs årlige BALTOPS-øvelse på turen fra Sverige til Polen og den sidste del af den internationale flådeøvelse, der afsluttes med en stor militæropvisning.

Maskindækket på det 185 m lange fartøj er pakket med kampvogne og de to brede svævefartøjer med luftpuderne, som er de sidste, der bliver lastet. Marinesoldater og sømænd arbejder på højtryk for at søsikre køretøjerne efter dagens øvelse. Som gæster på et amerikansk krigsskib skal vi »af sikkerhedsgrunde« på alle tidspunkter eskorteres rundt på fartøjet, og en Public Affairs-officer følger os op til kahytterne, hvor vi smider vores tasker.

Man bliver sulten efter en lang dag i skudlinjen på den svenske skærgårdsperle, Utö, hvor de amerikanske soldater sammen med kolleger fra Sverige, Tyskland og England demonstrerede deres evner til at invadere og befri en ø besat af irregulære styrker. I officersmessen er der hjælp at hente med svinekoteletter, bønner og en All American-klassiker, macaroni and cheese, på menuen.

Efter en gang tidlig aftensmad viser Chris Giglio rundt på »USS Carter Hall«. Han er underofficer og tredje generation af familien, som gør flådetjeneste. Hans italienske bedstefar var med under Første Verdenskrig. Den 32-årige sømand er oprindeligt fra Boston, men hans kone venter på ham hjemme i Norfolk, Virginia, hvor også »USS Carter Hall« og størstedelen af den amerikanske flåde i øvrigt har hjemstavn.

»Det eneste dårlige ved at være sømand er, at man savner sin familie. Derudover er det fantastisk – du får en chance for at se verden,« siger Chris Giglio.

Samme svar giver flere af søfolkene og soldaterne om bord, når man spørger dem, hvorfor de meldte sig til flåden eller marinekorpset. Med kaptajn Christina Dalmaus ord er den amerikanske flådes overordnede mission, »at beskytte friheden til at navigere og færdes på verdenshavene«, men på det personlige plan er det nærmere rejselyst, der får unge amerikanere til at stikke til søs.

Indtil videre har besætningen på »USS Carter Hall« på denne tur dog kun haft mulighed for at gå i land en enkelt gang, og flere i besætningen taler stadig om de estiske Saku-øl i Tallinn, som faldt på et tørt sted.

Et grin hjælper på savnet

Næste landgang bliver i Amsterdam, hvor fartøjet lægger til en lille uges tid, og derefter går turen til Norge og Island, før kursen bliver sat tilbage over Atlanten. Men ikke alle får lov til at gå i land i de fremmede havne. Aldersgrænsen for at drikke alkohol i USA er 21 år, og da en stor del af søfolkene og soldaterne er yngre, sker det, at de ikke kan styre indtaget i de europæiske havne. Af samme grund må en håndfuld besætningsmedlemmer en tur forbi kaptajnens kontor under Berlingskes besøg.

Hvis et besætningsmedlem træder ved siden af, bryder skibets regler eller går imod en ordre, har kaptajnen myndighed til at trække dem op til halvdelen af deres løn i to måneder, inddrage deres landgang, degradere dem eller give dem straffearbejde.

Som det hedder sig i de ældre søfolks – the chiefs – kantine, hører det med til livstilen. »Sådan er det bare,« siger Harris – en sømand med muskuløse underarme – senere: »vi har allesammen været der.«

The chiefs er de ikke-universitetsuddannede søfolk, som har arbejdet sig op gennem hierakiet og opnået en højere rang. Humoren er grovkornet og kulsort, men tonen er hele tiden munter, og vittighederne falder i et imponerende tempo.

»Vi griner og fjoller rundt. Det er vi nødt til, ellers ville vi jo blive sindssyge,« siger Harris og forklarer, at en useriøs tone hjælper, når man er til søs i månedsvis og savner det derhjemme.

For Harris’ vedkommende er planlægningsmøderne det, der oftest sætter hans tålmodighed på prøve om bord, og pludselig rejser han sig op med et sæt.

»Vent her, jeg skal lige vise jer noget.« Et øjeblik efter er han tilbage med en lædermappe med mødepapirer. Indvendig sidder et billede af en lille, hvid hund. Når møderne bliver for meget, og han kan mærke, han er ved at blive vred, kigger han på billede og falder ned igen:

»Det er det eneste, der virker for mig. For der er ingen bløde hunde herude.«

En fornemmelse af Rambo

Chris Giglios rundvisning på »USS Carter Hall« er nået til maskindækket, hvor vi tidligere på dagen lettere omtumlede væltede ud af et af svævefartøjerne.

En deling på omkring 30 marineinfanterister er ved at rense deres våben og tælle op, at de ikke har mistet et kikkertsigte eller et nødblus. Det er vigtigt, for hvis noget er væk, bliver det trukket fra soldatens løn.

»Og det er der ikke nogen, som gider,« som menig Palmer siger.

Han er en ung og bredskuldret fyr med trimmet overskæg, og efter tre et halvt år i marineinfanteriet håndterer han hjemmevant det ca. 15 kilo tunge M240 maskingevær, der har en en rækkevidde på 600 meter, »hvis du bare skal give spredt dækningsild«.

»Vil du prøve at holde det? Kom nu,« siger han og viser med et bredt grin, at der ikke er patroner i. »Se selv.«

Et M240-gevær ligner til forveksling det, som John Rambo i en af filmene af samme navn fyrer af med én hånd, fråde om munden og patronhylstre sprøjtende ud fra siden, mens han med den anden holder styr på det bælte af ammunition, som geværet tygger sig igennem.

Menig Palmer forklarer, at han som regel i stedet monterer det på toppen af den pansrede AAV (Amphibious Assault Vehicle, red.). I øvrigt går vi ifølge marinesoldaten glip af noget, hvis ikke vi prøver at blive landsat i en af de sejlende kampvogne, som i de meniges slang kun omtales som tracks, eller bæltekøretøjer på dansk.

»You gotta try tracks,« siger han. Avisens udsendte smager på ideen.

  • Dette er 2. kapitel i Berlingskes serie fra BALTOPS-øvelsen i Østersøen.
  • 1. kapitel blev bragt fredag.
  • 3. og sidste kapitel På udkig efter fjenden bringes i morgen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.