En epoke er slut: EU er vågnet op efter euforien fra Murens fald

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det tager årtier at opbygge en drøm; men kun tre folkeafstemninger i rap – et nej, et nee og et altødelæggende no – at få den til at briste. Efterhånden som stemmerne blev talt op, og resultaterne strømmede ind fra hele det britiske kongerige natten til fredag, stod det ikke bare klart, at leave-fløjen havde vundet, men også at drømmen om Europa ikke ville blive den samme igen. Til nogens glæde og andres dybe sorg.

»Det er en generations projekt, der nu sættes stort spørgsmålstegn ved. Og det en afslutning på den politiske proces, der har været i gang siden Anden Verdenskrig. Spørgsmålet er, om der er et alternativ til den europæiske drøm,« siger professor ved CBS, Ove Kaj Pedersen.

Forestillingen om et stærkt, forenet Europa blev ikke mindst båret frem af store europæiske personligheder som Francois Mitterand og Helmuth Kohl. I dag findes den kun i fjerne afkroge af Bruxelles. Den 23. juni 2016 vil gå over i historien som den dag, en epoke i Europas historie sluttede.

Det europæiske samarbejde er ofte blevet sammenlignet med en cykel. Den skal være i fart for ikke at vælte. Hvis ikke unionen bevæger sig – som der står i EU-traktaten – mod en stadig snævrere union, så braser det hele sammen. Måske er det, hvad der er ved at ske nu. Cyklen, som for ikke så længe siden havde en voldsom fart, er væltet. Befolkningernes mistillid har som effektive bremseklodser bragt den til standsning, og uanset hvor stærke drømmene er, må unionen en tur i asfalten.

»Vi er så at sige vågnet af den europæiske drøm. Hvis den gik ud på, at vi sammen kan skabe vækst og velstand, og vi så samtidig ser, at Asien overhaler os, at vi ikke føder børn, og der er kæmpe ungdomsarbejdsløshed, så kan jeg da godt forstå, at man kigger sig rundt og spørger: Var der andre ideer, andre drømme?« siger Mikkel Vedby Rasmussen, professor i Statskundskab på Københavns Universitet.

Udvidelsen af EU med de øst- og centraleuropæiske lande satte reelt integrationen i EU i stå. Et forsøg på at etablere en egentlig europæisk forfatning i 2004 mislykkedes, da Frankrig og Holland sagde nej. Frygten for den vandrende polske blikkenslager spillede allerede dengang en stor rolle, men tilliden til EU var dog stadig relativt høj i årene efter. Først da den økonomiske krise satte ind i 2008, betød det begyndelsen til enden for det Europa, mange havde drømt om.

Berlinmurens fald, Tysklands genforening og Sovjetunionens sammenbrud skabte en eufori i Europa og en tro på fremtiden, som ikke havde været der i mange år. Da den stærke franske kommissionsformand Jacques Delors i 1995 gik af efter ti år, sagde han i sin tale:

»Europa er nødt til at være magtfuldt – magtfuldt for at kunne være generøst.« Og så tilføjede han: »Nationalisme betyder krig. Jeg vil gentage min tro på konkurrence, som stimulerer os, samarbejde, som styrker os, og solidaritet, som forener os.« Et par år forinden havde den tyske kansler Helmuth Kohl erklæret, at den tyske og den europæiske genforening var to sider af samme sag og kun kunne gennemføres i et stærkere og mere forenet Europa.

Og de havde travlt. I årene forinden havde EU-landene etableret det indre marked, Schengen-samarbejdet med åbne grænser og en europæisk union med fælles mønt, fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, fælles statsborgerskab og grundstenene til fælles retligt samarbejde, politi og en fælles hær. Alt, hvad der skulle til for at etablere noget, der til forveksling lignede en egentlig europæisk stat. Det skete alt sammen i løbet af et årti, og euforien var ikke mindre, da Anders Fogh Rasmussen i Bella Center i 2002 kunne færdiggøre udvidelsen af EU med ti nye lande i Øst- og Centraleuropa med ordene: »I sandhed en historisk dag.«

Så hvad gik der galt? Hvorfor brast drømmen om det stærke, forenede Europa på de britiske stemmesteder? En af forklaringerne – og der er mange – er, at det langt fra var den samme drøm, man drømte i øst og vest, syd og nord. Professor Uffe Østergaard fra CBS mener, at det først og fremmest er drømmen om Europas Forenede Stater, der er brast.

»Det har vist sig, at nationalstaterne og europæerne er langt mere forskellige, end man havde regnet med. Det tager meget længere tid at blive ens og etablere et tæt samarbejde,« siger han.

Og så har vi ifølge Østergaard været ofre for store, svulstige, sydeuropæiske ord, som fik os til at tro og drømme om det magiske Europa, mens der bag facaden stod alt andet end solidaritet og fællesskab på dagsordenen.

»Jo mere man undersøger det, des mere finder man ud af, at nationale interesser har stået enormt stærkt bag kulisserne. Man har samarbejdet for at få mere for sit eget land. Frankrig havde regnet med, at unionen ville blive et fransk projekt, tyskerne har været i det, fordi det var den eneste måde, hvorpå de kunne komme tilbage i det pæne selskab. Italienerne var med, fordi hvad som helst var bedre end at blive administreret fra Rom. Og sådan kan man blive ved,« siger Uffe Østergaard.

Han nævner blandt andet euroen, som skabte en masse problemer ikke mindst i Grækenland, fordi den blev etableret, uden at landene havde en fælles økonomi.

»Og hvorfor fik man mønten? Det er bevist nu, at det var den franske præsident Mitterands pris for at acceptere den tyske genforening i en tro på, at Frankrig kunne blive ved med at dominere Tyskland. Og det var dumt, for det var det modsatte, der kom ud af det. Tyskland kom til at styre,« siger Uffe Østergaard.

Og imens blev det hele garneret med store ord.

»Meget af det, briterne har reageret på, er i virkeligheden ord. Da Cameron kom hjem fra Bruxelles i februar og brystede sig af at have gjort op med traktatens formulering »en stadig snævrere union«, var det noget, som ingen regnede med, og som ikke betød noget som helst,« siger Uffe Østergaard.

Det paradoksale er, at det netop er euforien og Murens fald, der nu indhenter EU.

»Murens fald betød, at en række lande fik mulighed for at komme tilbage til det Europa, de hørte til. Men samtidig viste det sig, at de jo ikke var kommet tilbage for at miste den suverænitet, de lige havde erobret. Der var en særlig ånd efter Murens fald over at være kommet fri af kommunismens åg. Og så viser det sig, at det, der kommer ud af det, er en meget ekstrem populistisk nationalisme,« siger Uffe Østergaard.

Samtidig betød østudvidelsen, at arbejdskraft fra lavtlønslande frit kunne flyde ind i Vesteuropa og presse lønningerne.

»Vi er allesammen blevet meget mere nationale i hovederne af det her. Det er det overraskende resultat af EU. Det er i virkeligheden nationalstaterne, der har vundet,« siger Uffe Østergaard, som forudser et løsere europæiske samarbejde fremover, hvor nogle lande går sammen i flere forskellige cirkler.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller peger på, at EU ikke længere kan leve højt på det, man har opnået – freden i Europa, genforeningen, den økonomiske styrke.

»Det, der er sket, vejer ikke tungt længere. Man tænker, at sådan som det er nu, vil det blive ved med for evigt. NATO og EU har sikret en resistens over for forandringer. Men den vil være væk i det øjeblik, vi begynder at opløse EU. Det har de populistiske bevægelser ikke nogen fornemmelse for. Hvad er det, de vil have? Er det nationalstaten, som den var før, så skal de bare huske, at de levede i usikkerhed og skubbede arbejdsløsheden rundt mellem hinanden,« siger Per Stig Møller.

I stedet for en cykel vil han hellere sammenligne EU med et sæt legoklodser.

»Det har været overvurderet, hvad det fælles EU-projekt kunne. Man har lagt en klods, og så en ved siden af, og så har man forbundet de to med en tredje klods. Og så er der pludselig lagt en ovenpå, som betyder, at det økonomiske marked er blevet til et socialt marked. Så må man spørge: Var det det, vi ville? Og så måske fjerne klodsen igen,« siger Per Stig Møller.

Både tilblivelsen af den europæiske union og dens krise er blevet tilskrevet globaliseringen og de forandringer, den har ført med sig. Men ifølge Mikkel Vedby Rasmussen ligger der meget mere bag.

 

»Vi befinder os i en periode i menneskehedens historie, der minder om begyndelsen på 1900-tallet, hvor måden, vi arbejder, producerer, indretter samfundet og fører politik på, er i bevægelse på grund af en rivende teknologisk udvikling. Det skaber voldsomme brydninger, og samfund, som er i brydning, er lette ofre for nemme svar. Nigel Farage, Le Pen, Dansk Folkeparti og Donald Trump svarer på forskellige måder. Men alle har de nogle bud på måder at indrette samfundet på, som bryder væsentligt med en konsensus, der har været etableret længe,« siger Vedby Rasmussen og tilføjer.

»EU har kun det gode gamle – mere integration – som svar. EU siger, at man har et indre marked, og har lovet velstand. Og når den ikke er der mere, så kan det godt være, at det ikke er EUs skyld, men det var EU, der skulle gøre noget ved det. Og når de så ikke kan, så går man imod EU og skal vælge noget andet. Det kan så være nationalstaten.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.