Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eksperter og politikere rystede over luksus i Arena-selskab

På få år har ansatte i selskabet bag Københavns nye multiarena, Royal Arena, der åbner til februar, brugt millioner af kroner på bl.a. rejser, hoteller, luksusmiddage og repræsentation. Penge, der kommer fra skatteborgerne og en almennyttig forening. Eksperter taler om mandatsvig, og overborgmester Frank Jensen (S) vil nu have undersøgt, om regler er blevet brudt.

Royal Arena er ved at være færdig og klar til at huse koncerter og sportsbegivenheder.
Royal Arena er ved at være færdig og klar til at huse koncerter og sportsbegivenheder.

Italienske luksusvine, champagne i magnumflasker, rejser til USA og Fjernøsten og overnatninger på femstjernet hotel.

Chefer og ansatte i selskabet bag Københavns nye multiarena, Royal Arena, der åbner til februar, har på få år brugt millioner af kroner på bl.a. rejser, restaurantbesøg, personale­pleje og repræsentation. Det viser Berlingskes aktindsigt i næsten tusinde siders bilag fra selskabet Arena CPHX, der har haft ansvaret for byggeriet.

Udgifterne er »urimeligt høje,« mener lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, der har set en række af bilagene. Han vurderer, at der kan være tale om mandat­svig.

»Kernen er, at de bruger alt for mange penge på noget, de ikke har bemyndigelse til.«

Multiarenaen er primært finansieret af skatte­kroner fra Københavns Kommune og penge fra den almennyttige forening Real­dania. Siden selskabets etablering i 2011 er der brugt over to millioner kroner på bl.a. repræsentation, bespisning, rejser og teambuilding, viser Berlingskes gennemgang af bilagene.

Også Bente Hagelund, cand. jur. og ekspert i forvaltningsret, mener, at der er tale om så »ekstravagant luksus,« at der kan være tale om mandatsvig.

»De her udgifter er langt over, hvad man på nogen måde ville acceptere i det offentlige. De har brugt penge, der var øremærket opførelsen af en multiarena, på at fyre den af. Endda penge fra skatteborgerne og en almennyttig forening,« siger hun.

5.000 kr. i poolbaren og restauranten

Bilagene viser bl.a., hvordan selskabets tidligere administrerende direktør, Claus Wiegand Larsen, ene mand var til arkitekturkonference i Singapore for over 30.000 kroner. Heraf blev næsten 5.000 kroner brugt i poolbaren og restauranten på det femstjernede hotel, hvor han boede under den to dage lange konference.

Og ved en julefrokost på Københavns fashionable Café Victor spiste og drak 19 ansatte for over 42.000 kroner. På regningen var bl.a. 12 flasker Brunello-vin, syv magnumflasker champagne og 27 cocktails.

Desuden kostede det selskabet 200.000 kroner, at fem mand rejste rundt i USA for at se på arenaer. Undervejs blev der spist på luksus­restauranter og drukket fadøl klokken halv fem om morgenen på selskabets regning.

Så sent som i september sidste år var de ansatte på teambuilding på Kokkeakademiet i København for knap 28.000 kroner.

Claus Wiegand Larsen var adm. direktør i perioden med de største udgifter til repræsentation, rejser og middage. I 2014 blev han afskediget – officielt som led i en omorganisering af selskabet. I dag medgiver han,  at udgifterne i enkelte tilfælde kan »virke i overkanten,« men han fastholder, at rejserne og restaurant­besøgene var til gavn for arenaen.

»Det har været med til at skabe merværdi for projektet og for de mennesker, som har knoklet dag og nat for at bygge en international arena i klar verdensklasse. Der er ikke nogen, der har gjort det for egen vindings skyld. Det er en måde at motivere mennesker på,« siger Claus Wiegand Larsen, der også forsvarer sine egne hotel- og restaurantudgifter under turen til Singapore:

»Selve konferencen blev holdt på dét hotel, og restauranterne ligger helt oppe øverst ved poolside, så selvfølgelig spiste jeg med de andre delegerede deroppe. Det ville være unaturligt at bo et andet sted.«

Krav om redegørelse

Både fra selskabets bestyrelse samt fra Københavns Kommunes økonomiforvaltning lyder det, at man først blev bekendt med over­forbruget, da netmediet Dagens.dk søger aktindsigt i en række af bilagene tidligere i år. Flere medlemmer af Borgerrepræsentationen kræver nu en rede­gørelse:

»Det her er meget bekymrende, og nu vil jeg stille nogle kritiske spørgsmål til Frank Jensen (overborgmester, S, red.) om disse forhold, for vi skal være sikre på, at der ikke sker misbrug af offentlige midler i selskaber, som i den grad støttes af kommunale skattekroner,« siger Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti, mens Jakob Næsager fra Det Konservative Folkeparti siger:

»Frank Jensen har pligt til at føre tilsyn med det byggeri, fordi det sorterer under hans forvaltning. Vi skal vide, hvad han har kendt til denne sag.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen (S), men han oplyser via sin presseafdeling, at kommunen nu vil undersøge, om regler er blevet brudt i sagen.

Nedenfor kan du bladre rundt i nogle af de udvalgte bilag fra Arena CPHX.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.