Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ekspert om barnebruds-gate: En minister har ikke pligt til at adlyde sine embedsmænd

Sagen om de adskilte unge ægtepar på asylcentre viser i substansen, at systemet virker, siger ekspert i statskundskab. Adskillelsen var ulovlig, men Støjberg rettede ind, så snart ombudsmanden rynkede brynene.

Inger Støjberg var torsdag i samråd om beslutningen om at adskille ægtepar på asylcentre, hvis den ene ægtefælle er under 18 år. Foto: Liselotte Sabroe
Inger Støjberg var torsdag i samråd om beslutningen om at adskille ægtepar på asylcentre, hvis den ene ægtefælle er under 18 år. Foto: Liselotte Sabroe

Stormvejret fortsætter om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs tvungne adskillelse af asylansøgende »barnebrude« fra deres ægtefæller. Efter samråd med Folketinget siger oppositionspolitikere nu, at enten løj Støjberg i et svar til Folketinget sidste år, eller også løj hun i samrådet torsdag.

Men der er tale om et rent politisk stormvejr. I substansen er der ikke noget at komme efter, mener ekspert i statskundskab.

»Det korte af det lange er, at Støjberg og hendes ministerium rettede ind, så snart de blev klar over, at ombudsmanden så et problem i adskillelsen. Al palaveren bagefter handler i forbløffende ringe grad om den faktiske behandling af de unge asylansøgere. Det er en blanding af sproglige og politiske finurligheder, som ikke har noget at gøre med substansen: Hvordan blev der rent faktisk forvaltet. Der er sket krænkelser i meget beskedent omfang af de unge par,« siger professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen.

Kan man adskille et ægtepar

Balladen startede 10. februar sidste år, da Inger Støjberg – på baggrund af blandt andet artikler i Berlingske om barnebrude – meldte ud, at mindreårige asylansøgere ikke længere måtte bo sammen med deres ægtefæller eller samlevere på asylcentrene. En måned senere klagede et syrisk ægtepar på 17 og 26 år over at blive adskilt, og 1. juli ændrede Udlændingestyrelsen retningslinjer, så parrene nu skulle have en individuel behandling.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen afgjorde i marts i år, at det var ulovligt at adskille de unge par uden individuel behandling. Af hans rapport fremgår det, at fra 10. februar til 2. november 2016 faldt 34 asylansøgende par ind under reglen om adskillelse. 23 par blev adskilt efter instruksen. Seks par blev ikke adskilt. To par blev adskilt efter ønske fra den mindreårige kvinde. Tre par blev adskilt af andre grunde.

Den politiske blæst om barnebrudsinstruksen brød dog først for alvor ud, da Politiken på baggrund af anonyme kilder skrev, at Støjberg var advaret af embedsmænd om, at parrene havde krav på individuel behandling. Hun var med andre ord ikke i god tro, da hun overtrådte loven. Men sådan fungerer systemet ikke, forklarer statskundskabsprofessoren.

»Embedsmændene skal rådgive deres minister; det er embedsmændenes opgave. Men en minister har ikke pligt til at adlyde sine embedsmænd. Hun er deres politiske chef og er ikke underlagt deres kommando. Systemet giver ret til, at en minister prøver af, hvor grænsen helt præcist ligger. Og så er der tjekmekanismer som ombudsmanden til at gribe ind,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, der dog også påpeger, at en minister selvfølgelig ikke må gå over grænsen.

Instruks eller hensigtserklæring

Indtil videre er der ikke offentliggjort skriftlige beviser på, hvordan embedsmændene rådgav ministeren inden barnebrudsinstruksen. Centralt i sagen står en mail fra 9. februar sidste år med »retlige overvejelser« fra ministeriet til ministeren. Den mail kræver oppositionen udleveret, hvilket Støjberg med samme ildhu nægter, fordi mailen er intern.

Torsdag var Inger Støjberg kaldt i samråd af Folketinget og forklarer nu, at hendes udmelding den 10. februar sidste år ikke var en instruks, men en politisk tilkendegivelse. En gådefuld kovending, for uanset om der var tale om instruks eller ej, var praksis med adskillelse uden individuel behandling ulovlig. Det har ombudsmanden afgjort, og det har ingen betvivlet.

S og EL: Det er vildledning

Desuden brugte Støjberg selv ordet instruks få uger efter sin udmelding i et svar til Folketinget, skriver dagbladet Information lørdag. Hun gentog dengang, at »ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever«.

I samrådet torsdag forklarede hun dog, at embedsmændene allerede sidste år vurderede, at der skulle gøres undtagelser i særlige tilfælde.

Mathias Tesfaye (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) kalder det bevis på, at Støjberg har vildledt Folketinget.

»Jeg kan jo ikke vide, hvilket af svarene der er det sande, men de kan ikke begge to være det. Og dermed har Inger Støjberg brudt minister­ansvarsloven,« siger Tesfaye til Information.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.