Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ekspert: Derfor kan syrienskrigere få førtidspension

Det kan godt være korrekt at give en person førtidspension, selvom modtageren ender med at drage i krig i Syrien, mener ekspert.

Danskere rejser til Syrien for at gå i krig med en førtidspension i baggagen. Men det er ikke nødvendigvis forkert, at de får førtidspension, mener ekspert. Foto: STRINGER/Scanpix 2017
Danskere rejser til Syrien for at gå i krig med en førtidspension i baggagen. Men det er ikke nødvendigvis forkert, at de får førtidspension, mener ekspert. Foto: STRINGER/Scanpix 2017

Danske syrienskrigere har modtaget førtidspension eller sygedagpenge, mens de har deltaget i væbnet kamp for IS. Det skriver BT.

Men det er ikke nødvendigvis en forkert beslutning, når de danske krigere tidligere er blevet tilkendt en førtidspension.

»Man er ikke nødvendigvis rask nok til at arbejde, bare fordi man kan deltage i en krig. Det kræver nogle andre ting at fungere på et arbejdsmarked end at kæmpe i en krig. Man kan eksempelvis være psykisk syg,« siger lektor i socialret ved AAU Nina Von Hielmcrone.

Det er ulovligt for folk, der bor i Danmark, at rejse til Syrien for at gå i krig.

Men det er ikke i sig selv ulovligt at rejse til udlandet mens man får førtidspension. Tingene skal skilles ad, mener Nina von Hielmcrone.

»Man skal holde det at deltage i krigen i Syrien og det at modtage førtidspension adskilt. Jeg forstår udmærket hvis det undrer folk, at man kan få sociale ydelser mens man deltager i en krig. Men man bør slet ikke diskutere de to ting i sammenhæng,« siger hun.

I dagens artikel i BT siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at han nu vil undersøge lægeerklæringerne, »der er et vigtigt element, når vi snakker førtidspension«. Men det er en misforståelse, mener Nina Von Hielmcrone.

»Det er en snæver måde at se på tildelingen af førtidspension. Det er ikke kun fysiske lidelser, der ligger til grund for en førtidspension. Det kan også være psykiske. Der er ikke noget i vejen for, at man kan tage en flyver og drage i krig med en psykisk sygdom,« siger hun.

Tilkendelsen af førtidspension skal ses isoleret, mener hun. Og selve tilkendelsen kan godt være korrekt, selvom vedkommende ender med at drage i krig.

»Man skal huske, at det er svært at få førtidspension. Det er ikke bare en lægeerklæring. Det skal være sådan, at man ikke på nogen måde kan varetage et arbejde. Det er en meget lang proces, hvor man skal igennem kommunernes rehabiliteringsteams,« siger hun.

Udbetaling Danmark oplyser, at de har modtaget ganske få henvendelser fra PET om enkeltpersoner, der kunne modtage sociale ydelser. Disse henvendelser betyder dog ikke nødvendigvis, at ydelsen har været uberettiget. Lovgivningen giver i dag ikke mulighed for at stoppe udbetaling af førtidspension fordi vedkommende deltager i krig i Syrien, siger de.

Baggrunden for sagen er oplysninger fra PET, der er kommet frem i forbindelse med et nyt lovforslag, der skal forhindre at syrienskrigere kæmper mod danske interesser, samtidig med at de bliver finansieret af den danske stat. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger til BT, at de nye oplysninger vil indgå i arbejdet med den endelige lovtekst.

»Vi bliver nødt til at analysere, om der er mulighed for at revurdere sager, hvor folk har været på førtidspension i Aleppo eller andre steder. Der er mulighed for at genoptage nogle førtidspensionssager. Det skylder vi at gøre. For en førtidspensionist, som tager til Syrien og deltager sammen med IS, det er én for meget. Det kan vi ikke acceptere,« siger han.

Som loven er nu, risikerer man kun at miste sin førtidspension, hvis man kommer tilbage til Danmark. Det er ulovligt at deltage i krigen i Syrien og derfor kan man ende i fængsel. Hvis man kommer i fængsel, mister man sin førtidspension. Ihvertfald mens man sidder i fængsel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.