Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Eksamensbommert på Aarhus Universitet: Alle fik 12 - på nær én

156 ud af 157 lægestuderende fik topkarakteren 12 under en eksamen på Aarhus Universitet. De måtte nemlig have svarene med ind i eksamenslokalet.

ARKIVFOTO. Aarhus Universitet
ARKIVFOTO. Aarhus Universitet

De kommende læger på Aarhus Universitet var fredag oppe til en hjerte-lunge-kar-eksamen. Men eksaminanderne fik en måske lidt for hjælpende hånd af universitetet, for eksamenen var nemlig hverken spritny eller ukendt for de studerende, skriver BT.

Den var sammensat af spørgsmål fra fire tidligere eksaminer, som de medicinstuderende ikke alene kendte, men endda måtte have med ind i eksamenslokalet: inklusiv de korrekte svar. Det betød ifølge en resultatoversigt, som BT er kommet i besiddelse af, at alle bortset fra én af de 157 studerende fik karakteren 12. Den sidste måtte »nøjes« med et 10-tal.

På Aarhus Universitet bekræfter institutleder på Institut for Klinisk Medicin Kristjar Skajaa resultatet og kalder det en »bommert«, at de studerende fik genbrugte spørgsmål.

»Vi skal offentliggøre de tidligere eksamenssæt, så der er ikke noget forkert i, at de studerende havde dem med ind. De må have alle hjælpemidler med ind,« siger han og fortsætter:

»Men som jeg skrev i en mail til eleverne, hvor jeg undskyldte, er det helt åbenlyst, at der er sket en fejl hos os. Vi kom til at genbruge nogle tidligere eksamensspørgsmål, som vi ikke skulle have gjort,« siger han.

Kristjar Skajaa forklarer, at man normalt først må begynde at genbruge eksamensspørgsmål, når man har en database med mindst 10.000 af slagsen. Op til eksamenen i fredags havde instituttet kun cirka 400.

De medicinstuderende, der var til eksamenen, får dog lov til at beholde deres karakterer, for som han siger:

»De har jo ikke gjort noget forkert.«

Men selv om de studerende ikke fik testet deres kundskaber under ordentlige forhold, mener han dog, at man ikke kan tillade sig at tvivle på de kommende lægers evner.

»Resultatet her er en kombination af, at de studerende har været velforberedte og lynhurtigt kan genkende spørgsmålene. Så det er helt hen i vejret at sige, at de ikke kan deres stof,« siger Kristjar Skajaa.

»Under normale omstændigheder ville karaktererne bare have fordelt sig i en normal fordelingskurve. Der ville stadig være en del, der havde fået topkarakterer, og selvfølgelig nogen, der havde noget lavere karakterer, men formentlig ville ingen være dumpet,« siger institutlederen med henvisning til tidligere års eksaminer.

Kristjar Skajaa fortæller, at man nu vil lave nye, unikke spørgsmål til de kommende eksaminer, så »bommerten« ikke vil gentage sig.

BT har været i kontakt med flere studerende, der var oppe til den pågældende eksamen, men som ikke ønsker at stå frem. Nogle af frygt for at det vil skade deres ry på universitetet og måske svække deres chancer for at få et arbejde senere.

Det afviser Kristjar Skajaa imidlertid.

»Frygten er helt ubegrundet. Tværtimod vil vi meget gerne høre de studerendes holdning og konstruktive input for at kunne gøre tingene bedre,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.