Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Egenbetaling for dobbeltuddannelse: »Et minimalt plaster på et åbentstående benbrud«

Stop brugerbetaling på uddannelse forklædt som et kompromis, opfordrer Danske Studerendes Fællesråd. Uddannelsesminister Søren Pind (V) overvejer muligheden for at lade studerende selv betale for uddannelse nummer to.

Sofie Carsten Nielsen (R), Yasmin Davali fra Danske Studerendes Fællesråd og Jacob Mark (SF) er imod egenbetaling på videregående uddannelse nummer to.
Sofie Carsten Nielsen (R), Yasmin Davali fra Danske Studerendes Fællesråd og Jacob Mark (SF) er imod egenbetaling på videregående uddannelse nummer to.

Færre skal dobbeltuddanne sig for skattebetalte kroner, og det skal ikke være muligt at gribe til egen lomme for at gå i gang med et nyt studium, når man først har færdiggjort et andet.

Det var den oprindelige hensigt i lovforslaget, som den daværende Venstre-regering, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står bag, og som skal andenbehandles i Folketinget nu på fredag. Lovforslaget har medført et ramaskrig og fået 72.000 til at skrive under mod at begrænse adgangen til studie to.

Nu lyder der imidlertid nye takter fra den nye minister på området, Søren Pind (V).

Tirsdag tilkendegav han i et notat, at partierne bag lovforslaget er positivt indstillede over for at se på fordele og ulemper ved at give personer med en videregående uddannelse mulighed for at tage en ekstra heltidsuddannelse med egenbetaling, men vel at mærke kun på studier med ledige pladser.

»Jeg har fået en masse henvendelser fra studerende, der beder om muligheden for selv at kunne betale for en ekstra videregående uddannelse. Det kan de ikke i dag, og jeg er derfor villig til at se på, om de nuværende regler er for firkantede, og om vi kan åbne for den mulighed,« skriver Søren Pind i et svar til Berlingske:

»Det er fornuftigt, at staten ikke skal betale for, at folk dobbeltuddanner sig. Men jeg vil gerne undersøge fordele og ulemper ved at lade folk selv betale for uddannelse nummer to, hvis de ønsker at skifte karrierespor senere i livet,« lyder det fra ministeren.

Ifølge tal fra ministeriet var der i 2014 flere end 2.200 personer, der begyndte på en ny videregående uddannelse efter at have færdiggjort en i forvejen.

Brugerbetaling er et skred

​Men det er et skred, når det overhovedet kommer på tale at lade studerende betale selv, mener Danske Studerendes Fællesråd, DSF.

»Det er ret grundlæggende, at vi i Danmark har gratis uddannelse, og at man ikke skal tænke på penge, når man uddanner sig. Derfor synes jeg, at det er enormt bekymrende, at man bliver ved med at tage små skridt hen mod et brugerbetalt uddannelsessystem,« siger Yasmin Davali, formand i DSF.

Hun mener, at den nye melding fra partierne bag lovforslaget er et forsøg på at indføre brugerbetaling og få det til at ligne et kompromis.

»Det er skræmmende, hvis måden, man laver politik på, bliver sådan, at så længe man fremlægger noget, som er forfærdeligt nok i sig selv, så kan man slippe af sted med at indføre brugerbetaling som en form for kompromis,« siger Yasmin Davali.

Den udlægning bakker uddannelsesord­fører i SF, Jacob Mark op om.

»Det lugter langt væk af, at man ønsker, at der skal være mere brugerbetaling i det danske uddannelsessystem, når man først fjerner folks mulighed for at uddanne sig, og så siger: ’Nå, I kan faktisk godt få lov til at betale selv.’ Derfor kommer vi heller ikke til at stemme for lovforslaget,« siger Jacob Mark, som i stedet opfordrer til helt at skippe loftet.

Radikale Venstre er ligeledes imod egenbetaling og mener, at partierne bag lovforslaget i det mindste må skyde indfasningen et år, så personer, der har kalkuleret med de nuværende regler, ikke rammes.

»Det er et minimalt plaster på et åbentstående benbrud i det mindste at give de studerende lov til at betale selv, men samtidig kræver det så, at der er ledige pladser. Nu må vi se ministerens konkrete forslag, og så kan det være, at vi støtter det, hvis vi kan redde de mennesker, som lige nu er i klemme,« siger Sofie Carsten Nielsen (R).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.