Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Efter store forsinkelser: På Papirøen har de lært at klare sig uden broen

Kreativiteten blomstrer på Papirøen, hvor de ikke længere gider vente på den forsinkede Inderhavnsbro.

Rita Christina Biza står bag Rita Blå's Lopper, der holder arrangementer hver søndag frem til jul på Papirøen i København.
Rita Christina Biza står bag Rita Blå's Lopper, der holder arrangementer hver søndag frem til jul på Papirøen i København.

Strøget vrimler med mennesker tredje søndag i advent, og Nyhavn er lige så tæt pakket. Det ville tage fem minutter at krydse vandet til Papirøen, men åbningen af Inderhavnsbroen er endnu en gang udskudt, denne gang til et ikke nærmere præciseret tidspunkt i 2016. Den 180 meter lange cykel- og gangbro har allerede taget længere tid at bygge end Lillebæltsbroen.

På Papirøen har de lært at klare sig uden broen. Folk kommer hertil i bil, på cykel eller tager den lange gåtur via Strandgade og Holmen. Hos designer Henrik Vibskov er der søndag formiddag kunder både i kaffebaren Den Plettede Gris og i tøjudsalget ved siden af. Experimentarium City fik lovning på broforbindelse, da de åbnede i starten af 2014, men har indtil videre udvist overbærenhed og formår da også at tiltrække besøgende til deres pt. tre særudstillinger.

I den store hal ved siden af holder Copenhagen Street Food til med 35 food trucks, der byder på alt fra god kaffe og pulled duck til indisk gademad og majsmeltortillas med spiselige kaktusser. Hos Brasa serverer de brasiliansk grill, hvor chimichurri og salat med ananas og tørret papaya hjælper en med at fordøje en overdådig cocktail af svin, kylling og chorizo, der kan dække ens proteinbehov for resten af året.

Siden midt-november har der hver søndag også været Rita Blå's Julelopper i hallen. Arrangøren Rita Christina Biza synes, at folk trods manglende bro er gode til at finde ud til Papirøen – men mest når vejret er godt som denne solfyldte søndag.

»Det er lidt af et projekt at komme herud. Når vejret er dårligt, er der mange, der finder på noget andet, hvor det f.eks. er lettere at trække folk til på Vesterbro. Inderhavnsbroen vil gøre øen mere tilgængelig, både for københavnere og for turister. Der er allerede en del udlændinge herude, for mange københavnerguides skriver om Papirøen, men det er klart, at det vil hjælpe at binde byens turistknudepunkter bedre sammen,« forklarer Rita Christina Biza, da markedet er ved at åbne.

Og mens dj Christian d'Or sætter nålen i en sjælden Gert Thrue-lp og lægger ud med blide kosmiske toner, begynder folk at strømme til boderne. Han spiller sammen med Anders Arentoft alias DJ Curious, der har bod foran dj-pulten, og denne dag forener sine to interesser, nemlig at vende plader og være "krejler". Han sælger alt fra originale frisbeer fra 80erne og 70er-legetøj i originalemballage til gamle filmplakater, en stor rulle stof med Skipper Skræk-print og gamle Super 8-pornofilm fra hedengangne Blue Movie på Vesterbrogade.

»Papirøen er et hyggeligt sted med en mere afslappet vibe end f.eks. Torvehallerne. Jeg har haft alt med herude fra en date til mine forældre, og det har virket det hele. Folk kan godt finde herud, men broen bliver en stor hjælp,« mener han.

I en anden bod skyder designer Sonja Christensen kollektionsprøver af fra sit online-lingerifirma Viola Sky. Rune Rex, der til daglig arbejder på Teknologisk Institut, sælger firkantede maskuline cykelkurve fra sit hobbyfirma MAIK. Her er gammelt dansk keramik, prints fra københavnske kunstnere og illustratorer og unge kvinder, der sælger ud af deres mærkevaretøj.

Udvalget er primært ungt, men publikum er blandet. I midten af hallen er der et stort spiseareal med borde og bænke, og ved et af bordene sidder to kvinder i tresserne over en gang fish'n'chips med kolde fadøl til. Helle Lassen fra Ballerup kender til Papirøen gennem sine børn, mens Sylvia Mortensen fra Jyllinge hørte om "Paper Island" fra sin veninde fra England, der var på besøg i sommer og havde klippet en artikel ud fra en en engelsk avis, hvor "Forbrydelsen"-stjernen Sofie Gråbøl guidede rundt i "My Copenhagen". De to veninder har kombineret dagens besøg på Papirøen med et besøg på Christianias julemarked.

Rita Blå's Julelopper holder marked for sidste gang i år næste søndag den 20.12 kl. 12-17.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.