Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Efter nyt vidne har meldt sig: Sådan står sagen om drabet på Emilie Meng

Der er kommet nye oplysninger i sagen om drabet på Emilie Meng, efter et vidne har kontaktet politiet.

Nye oplysninger i sagen om Emilie Meng (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Nye oplysninger i sagen om Emilie Meng (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)

Søndag morgen. Den 10. juli i 2016. Den 17-årige Emilie Meng forsvinder. Kun få timer efter Emilie Meng forsvinder i Korsør, kommer en kvinde kørende ved Vestre Ringvej ved nedkørslen til Regnemarks Bakke i Borup på Sjælland. Hun kører bag en traktor, og der er en anden bil tæt på hende.

Hun ser noget:

»En mindre eller mellemstor lys bil, som var parkeret og havde bagklappen åben. Ved siden af bilen stod en mand, og det så ud, som om han løftede på en tung genstand.« Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse om det nyeste spor i sagen om Emilie Meng.

Da Emilie Meng ikke kom hjem, begyndte folk i hele lokalområdet at lede efter hende. Hun blev sidst set i live på overvågningskameraer omkring klokken 04.00 søndag den 10. juli i 2016 på Korsør Station. Hun havde været til fest i Slagelse, og da hun og hendes veninder stod af i Korsør, valgte hun at gå hjem, mens veninderne tog en taxi.

Men de fandt hende aldrig. I stedet måtte forældrene vente i et halvt år på afklaring. Omtrent 60 kilometer fra Korsør ved Regnemarks Bakke, blev hendes lig fundet. Juleaftensdag, 2016. Regnemarks Bakke er samme sted, som det nye vidne har forklaret, at vedkommende så den hvide bil.

Og siden juli i år har en hvid bil - sandsynligvis en Hyundai i30 fra 2011-16 -  været efterlyst af politiet. Den blev set på overvågningskameraer fra stationen.

Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger til Berlingske, at politiet stadig mangler et gennembrud i forhold til at finde frem til gerningsmanden. De håber, at offentligheden kan bringe dem nærmere. Han siger desuden:

»Sådan som jeg vurderer det, er det her en væsentlig iagttagelse, som vi skal prøve at få udbygget. Det, vi har gjort, inden vi meldte det her ud, er, at vi har prøvet at kvalificere det, vidnet så, qua den viden, vi har allerede har. Der kan man sige, at vi kan underbygge, at vidnet har været på pågældende tidspunkt på pågældende sted,« siger han.

Bilen, som hun så, stemmer den overens med den bil, I har efterlyst tidligere?

»Jeg tror, det er vigtigt at sige, at vi ikke begrænser os. Vi siger, det var en lys bil, der blev set i Korsør, og det er en lys bil, der blev set af vidnet. Men at sige det er den samme bil, er at drage forhastede konklusioner, og det synes jeg ikke, vi skal gøre.«

Mens gerningsmanden endnu ikke er fundet, har politiet modtaget over tusinde henvendelser fra borgere.

Afgørende nedslag i sagen om Emilie Meng

Emilie Meng ankom til Korsør Station med sine to veninder. De havde været til fest i Slagelse, og mens veninderne tog en taxi fra stationen, besluttede Emilie Meng sig for at gå turen hjem til hendes forældres hus. Veninderne sagde farvel til hinanden omkring klokken 04.00 om morgenen. Videoovervågning fra Korsør station har bekræftet, at Emilie Meng forlod stationen til fods omkring kl. 04.00.

Klokken 15.39 Juleaftensdag i 2016 fik politiet en anmeldelse. En hundeejer, der var ude at gå tur fandt et lig, og dagen efter bekræftede politiet, at det var Emilie Meng. Politiet bekræftede, at vart tale om en forbrydelse, men har ikke villet komme nærmere ind på detaljerne. Liget blev fundet ved Regnemarks Bakke.

Den 20. juli 2017 blev en hvid bil - formentlig en Hyundai i30 fra 2011-16 - efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Den blev opfanget af overvågningskameraer på samme station, samme morgen, som Emilie Meng forsvandt i Korsør. Bilen blev set køre rundt foran stationen klokken 04.07 den 10. juli 2016. Billederne af bilen var indtil juli i år for grynede til at bestemme, hvilken biltype, der var tale om. Politiet brugte et år på at analysere dem.

I dag har politiet offentliggjort, at et nyt vidne er stået frem. Vidnet, en kvinde, har fortalt, at hun samme morgen som Emilie Meng forsvandt, så en hvid bil omtrent samme sted, som Emilie Mengs lig blev fundet flere måneder senere. Ved Regnemarks Bakke. Hun så en mand løfte »på en tung genstand«. Bagklappen på bilen var åben. Vidnet kørte bag en traktor, ligesom der var en anden bil på vejen. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder nu alle, der har kørt ved Regnemarks Bakke mellem klokken syv og ni den 10. juli 2016 om at tage kontakt til dem.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.