Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

E-cigaretten sættes til salg i supermarkeder: »En bombe under sundheden«

Fra og med i dag er det muligt at købe væske med nikotin til e-cigaretten i danske supermarkeder. En bombe under sundheden, advares der.

Når du handler hos bl.a. Bilka og Føtex, kan du fra i dag lægge nikotinholdig væske til e-cigaretten i indkøbskurven.
Når du handler hos bl.a. Bilka og Føtex, kan du fra i dag lægge nikotinholdig væske til e-cigaretten i indkøbskurven.

Når du handler hos bl.a. Bilka og Føtex, kan du fra i dag lægge nikotinholdig væske til e-cigaretten i indkøbskurven. Det er nemlig blevet lovligt at sælge e-væske i Danmark, uden at producenten har fået en godkendelse fra Sundhedsstyrelsen som hidtil påkrævet. Det er et stort problem, mener bl.a. Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, der kalder det for »cigaretten om igen«.

»Der er i virkeligheden ikke nogen, der ved, hvad frigivelsen vil betyde for salget eller for helbredet. Man legaliserer det, før man kender konsekvenserne af produktet,« siger projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær.

Kravet om Sundhedsstyrelsens godkendelse har vist sig at være svær at opretholde, fordi specialbutikker enten solgte væsken ulovligt, gav den »gratis« væk ved køb af et andet produkt, eller fordi forbrugerne købte nikotinvæsken over nettet.

Derfor skal det bl.a. ifølge dansk lovgivning med afsæt i et EU-direktiv altså være muligt nu at købe nikotinvæsken i butikkerne lovligt, uden at den har været en tur forbi Sundhedsstyrelsen.

I stedet skal produktet anmeldes til Sikkerhedsstyrelsen, der foretager stikprøvekontroller af produkterne. Og det er stærkt bekymrende af flere årsager, mener organisationerne. Sikkerhedsanmeldelsen kan være en dyr omgang. Helt præcist koster det 36.900 kr., og det flytter salget fra specialbutikkerne og ind i supermarkedskæderne, hvilket ikke er ønskværdigt, mener projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær.

»Et salg i supermarkeder legitimerer e-cigaretten, og som konsekvens vil der komme mange flere forbrugere til. Argumentet om, at e-væske er mindre farligt end cigaretter, så det derfor er en positiv udvikling, holder ikke. Det er jo ikke givet, at det kun er cigaretrygere, som skifter over. Det kan lige så godt være folk, der ikke ryger i dag, der begynder med e-cigaretten,« siger han.

Efterspørgslen dikterer salget

Dansk Supermarked, som ejer Føtex og Bilka, henviser i en mail til myndighederne, hvad angår de sundhedsmæssige aspekter ved brug af e-cigaretter.

»Vi sælger varerne, fordi der er en efterspørgsel blandt vores kunder,« skriver kommunikationskonsulent Nanna Knudsen.

Hos Hjerteforeningen går man videre i kritikken af e-cigaretten. Forebyggelseschef Morten Ørsted-Rasmussen er alvorligt bekymret for risiciene ved e-cigaretten.

»Det er en potentiel bombe under sundheden at liberalisere markedet og gøre det nemmere at købe e-cigaretter. Vi ved simpelthen endnu ikke, hvad de præcise helbredsmæssige konsekvenser er,« siger han.

Forskningsoverlæge hos Rigshospitalet Charlotta Pisinger, der forsker i e-cigaretter, deler organisationernes bekymring. Hun fortæller, at man bl.a. har fundet kræftfremkaldende stoffer i væsken.

»Produkterne reklamerer desuden ofte med, at stofferne i væsken er godkendt som fødevare. Men der er altså meget stor forskel på, om du spiser noget eller inhalerer det i dine lunger,« siger hun. De stoffer kan i stedet have en ødelæggende og destruktiv virkning på lungerne og give KOL – en udbredt lungesygdom – eller fremkalde allergi. Derudover viser studier, at passiv dampere af den nikotinholdige væske, optager lige så meget nikotin i kroppen, som passive rygere gør.

Organisationerne så derfor gerne, at sundhedsministeren havde indført en lovgivning, der var mere restriktiv, end EU-direktivet lagde op til. Det kunne bl.a. være ved at indføre skrappere regler for, hvor man må ryge e-cigaretten, og at der samtidig var ens regler både for væksten med og uden nikotin. Det ville sende et signal om, at rygning – selv med e-cigaretter – ikke er sundt, påpeger Morten Ørsted-Rasmussen. Og det er et vigtigt signal at sende:

»Det skal ikke være almindeligt, at man ryger. Og det skal ikke være almindeligt at blive set i det offentlige rum med en e-cigaret,« siger han.

Sundhedsminister Sophie Løhde skriver i en skriftlig kommentar til Berlingske, at markedet for e-cigaretter i praksis har været overladt til det vilde vesten.

»Det er slut nu. Vi strammer bl.a. reglerne, så butikkerne ikke må sælge e-cigaretter til børn og unge under 18 år, og vi gør det ulovligt at bruge e-cigaretter i bl.a. busser og andre kollektive transportmidler og i børne­haver, skoler og andre steder, hvor børn opholder sig,« skriver sundhedsministeren og tilføjer, at hun har tillid til, at den enkelte arbejdsplads selv kan finde ud af at udarbejde en politik for brugen af e-cigaretter, hvilket vil betyde en sidestilling med rygeloven mange steder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.