Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DSB skal køre på Kystbanen i ti år

Pendlerne på Kystbanen gyser ved tanken om en ny lang periode som kunder hos DSB. Melding skaber undren før forhandlingerne mellem regeringen og de borgerlige om fremtidens togkørsel og udbud.

Pendlerne på Kystbanen skal tilsyneladende transporteres af det udskældte DSB i endnu ti år, inden et udbud af ruten kan komme på tale.
Pendlerne på Kystbanen skal tilsyneladende transporteres af det udskældte DSB i endnu ti år, inden et udbud af ruten kan komme på tale.

DSB skal køre togene på Kystbanen i de næste ti år, og der skal ikke gennemføres et udbud forinden.

Det har Transportministeriet varslet over for EU. Ifølge meddelelsen skal DSB fortsat køre togene mellem Helsingør, København, Københavns Lufthavn og landegrænsen til Sverige.

Tildelingen af kørslen på Kystbanen til DSB skuffer pendlertalsmand på Kystbanen Michael Randropp.

»Hvis man vil ødelægge Danmarks hidtil mest trafikerede togstrækning, så skal man da bare fortsætte som hidtil,« siger han. »DSB mangler togsæt og har ikke fokus på kunderne på Kystbanen,« tilføjer han.

Meddelelsen om regeringens hensigt om yderligere ti år med DSB på Kystbanen har fået Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til skriftligt at bede transportminister Magnus Heunicke (S) om en forklaring. I brevet konstaterer Kristian Pihl Lorentzen, at konkurrenceudsættelse og udbud er blandt de væsentligste temaer i de netop indledte forhandlinger om togkørslen i Danmark, og han undrer sig meget over, at DSB »uden nogen form for forudgående politisk forhandling eller udbudsproces« er blevet tildelt togkørslen på Kystbanen. »Jeg vil gerne vide, om du mener, at denne fremgangsmåde er en hensigtsmæssig og tillidsfremmende måde at indlede vigtige politiske forhandlinger på,« skriver Kristian Pihl Lorentzen, der beder om svar inden næste forhandlingsmøde.

»Vi er netop gået i gang med historiske forhandlinger om udbud i Danmark, og så er det da utroligt, at man uden videre lægger sig fast på, at DSB skal køre trafikken på Kystbanen,« tilføjer Kristian Pihl Lorentzen over for Berlingske.

Regeringens hensigter om at lade DSB fortsætte på Kystbanen uden udbud er ikke nogen uventet oplysning. I et brev til Folketingets transportudvalg den 17. december sidste år oplyste daværende transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), at Kystbanen ikke skulle udbydes, før det bliver muligt at adskille driften på Kystbanen fra Øresunds-trafikken til Sverige. Og det kan først lade sig gøre, når flere sjællandske banestrækninger er blevet elektrificeret, så eltog kan køre i pendulfart mellem eksempelvis Nykøbing F. og Helsingør, hvilket i praksis først vil være gennemført efter 2020.

Nødvendig besked til EU

Transportministeriet oplyser, at hensigten med at overdrage kørslen på Kystbanen til DSB frem til 2024 skal meddeles til EU et år forinden, hvilket altså er gjort nu, så overdragelsen kan ske pr. 13. december 2015 for en niårig periode. Ifølge ministeriet kan overdragelsen ændres senere, men meddelelsen til EU er et »klart signal« til markedet om regeringens hensigt.

Transportminister Magnus Heunicke afviser Venstres kritik. »Det her handler om at få ryddet op i et fejlslagent udbud, ikke om modstand mod udbud generelt, hvilket jeg har slået fast flere gange. Hver tredje forsinkelse skyldes hændelser i Sverige, og derfor skal trafikken omlægges, så Kystbanen skilles fra den svenske trafik. Den omlægning tager nogle år at gennemføre, og i den periode vil det ikke være smart at udbyde trafikken,« siger han.

For mange tog på værksted

Transportministeren har tidligere oplyst, at regeringen i forhandlingerne med Folketingets partier går efter at indgå en tiårig aftale om jernbanekørslen i hele Danmark. Magnus Heunicke lægger således op til, at kørslen på såvel Kystbanen som i resten af landet tidsmæssigt skal følges ad.

DSB Øresund har i flere år været plaget af forsinkelser, aflysninger og for korte og derfor overfyldte tog. Ifølge DSBs netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal i år er antallet af rejser på Kystbanen stagneret sammenlignet med sidste år, mens trafikken på den øvrige del af fjernbanen er steget med omkring tre procent.

Rettidigheden på Kystbanen faldt hen over sommeren drastisk, til 82-85 procent, hvor kravet lyder på 90 procent tog til tiden. Samtidig viste tal til Folketingets transportudvalg, at antallet af togsæt, der befinder sig på værksted frem for på Kystbanen, stadig er langt større end aftalt. Ifølge DSB Øresunds kontrakt må højst seks togsæt befinde sig på værksted, og i et forsøg på at tvinge DSB til at overholde aftalen indførte daværende transportminister Pia Olsen Dyhr i august sidste år en månedlig bøde, når DSB ikke leverer varen. Men uanset bøden er problemerne med manglende togsæt fortsat. Antallet af togsæt på værksted svinger typisk mellem 11 og 14, hvilket koster DSB Øresund omkring en halv million kroner om måneden i bøder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.