Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dronningen om sin store dag: »Kun savner jeg at have min mand ved min side«

Dronning Margrethe blev både hyldet udenfor og indenfor på Rådhuset. Og så modtog hun endelig sin fødselsdagsgave - 60 kaffekopper med guldkant.

Dronning Margrethe bliver modtaget på Københavns Rådhus, hvor der afholdes frokostreception i anledning af hendes fødselsdag, torsdag den 16. April 2015.
Dronning Margrethe bliver modtaget på Københavns Rådhus, hvor der afholdes frokostreception i anledning af hendes fødselsdag, torsdag den 16. April 2015.

6.000 mennesker jublede foran Københavns Rådhus, da Dronningen trådte ud på balkonen klokken 14:00 torsdag eftermiddag.

En overflod af pift og klapsalver mødte Hendes Majestæt fra de fremmødte gratulanter. Straks efter gjorde Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), hende selskab og udbragte et leve for Dronningen sammen med de mange tilskuere.

»Hendes Majestæt Dronning Margrethe - længe leve,« lød det fra overborgmesteren.

Dronningen måtte holde godt fast i sin turkise hat, da blæsten tog fat i hende, og hun vendte hurtigt tilbage til frokostreceptionen indendørs. Adskillige fremmødte viftede Dannebrogsflag fra side til side nede på pladsen, hvor en hvid storskærm var opstillet, så alle de vindblæste danskere kunne følge med i de begivenheder, der fandt sted inde på Rådhuset.

En underholdt dronning

Allerede klokken 13:00 var dronning Margrethe ankommet til frokostreception på rådhuset. Forinden havde toppolitikere og royale gæster i formelt, farverigt tøj fundet plads i Rådhushallen, mens en travl rengøringsdame hurtigt, men grundigt støvsugede de sidste fodaftryk på den røde løber af.

Med Frank Jensen ved sin side, gik Dronningen ind i Rådhushallen ad den røde løber og satte sig på en ensom stol placeret allerforrest i lokalet med sine børn og svigerbørn siddende bag sig.

Københavns Kommunes Skoleorkester lagde ud med at spille for Dronningen. Den heftige vind udefra gjorde sig bemærket helt inde i salen, hvor et draperet, grønt gardin, der skulle dække den tårnhøje bueindgang til salen, blæste sig op sammen med musikken.

Rådhushallen var pyntet op med 16 store Dannebrogsflag, der hilsende hang fra væggen højt over Dronningen. Hvis man vendte hovedet helt op mod Rådhushallens glasloft, kunne man se en masse nysgerrige ansigter trykke næserne flade mod glasdørene på den øverste etage.

Den store hal gav musikken mulighed for at klinge helt særligt, og som tilskuer kunne man ikke lade være med at rette ryggen ekstra meget for at passe bedre ind i den formelle forsamling. Gennem hele seancen med både musik og dans havde dronning Margrethe et fast blik rettet mod de optrædende og et stort smil på læben.

60 kaffekopper til Dronningen

Efter godt en halv time sluttede underholdningen, og Dronningen rejste sig og vinkede rundt til de fremmødte, før hun bevægede sig op ad trapperne efter de andre gæster.

Ovenpå i rådhusets festsal var der dækket fint op til frokost ved runde borde. Men før de inviterede kunne sætte sig til bords, holdt Frank Jensen en kort tale for Dronningen. Han mindede gæsterne om, at dronning Margrethe tidligere har sagt, at hun vil huskes for at have gjort sig umage. For at have battet noget.

»I dag på Deres 75 års fødselsdag kan vi konstatere, at De har gjort Dem umage. De har battet noget. Se blot på Deres og kongehusets popularitet i befolkningen,« forsikrede overborgmesteren.

»I dag er der fest i Danmark. Byen er pyntet. Alle vil gerne lykønske Dem. De er nemlig ikke bare hele Danmarks dronning, De er hver enkelt danskers dronning.«

Som afslutning på talen overrakte Frank Jensen Københavns 75-års fødselsdagsgave til Dronningen: 60 hvide porcelænskaffekopper med dobbelbelagt guldkant, der er produceret af den kongelige porcelænsfabrik til Christiansborg Slot.

Da dronning Margrethe fyldte 70 år gav Københavns Kommune hende 230.000 kroner til at renovere de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg. Om Dronningen mangler kaffekopper vides ikke, men i hvert fald smilede hun stort, da hun sagde tak.

»Den smukke gave bliver et godt minde om denne dag. Og det er en meget praktisk gave, for vi vil jo gerne se gæster,« sagde hun, mens gæsterne smålo.

Alt i alt var det en taknemmelig dronning, der lod sig hylde af københavnerne.

»Det var en ganske særlig oplevelse at køre igennem byen i dag. Kun savnede jeg at have min mand ved min side. Jeg skulle hilse mange gange,« lød det fra fødselaren.

Torsdag aften er Dronningen vært for en privat fødselsdagsmiddag på Fredensborg Slot klokken 20:00.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.