Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Droner får flyveforbud ved Møns Klint

Et forbud mod opsætning af droner ved Møns Klint skal sikre den sjældne vandrefalks fremtidige eksistens i området og forbedre naturoplevelsen for turisterne.

Naturstyrelsen udesteder nu forbud mod droneflyvning ved Møns Klint i perioden 1. februar til 1. september for at beskytte den sjældne vandrefalk, som yngler i området.
Naturstyrelsen udesteder nu forbud mod droneflyvning ved Møns Klint i perioden 1. februar til 1. september for at beskytte den sjældne vandrefalk, som yngler i området.

Droner bliver nu forvist fra luften over Møns Klint, så den sjældne vandrefalk kan få fred til at yngle og fange føde. Naturstyrelsen har netop udstedt et forbud mod opsætning af droner i et areal på 307 hektar, som gælder fra 1. februar til 1. september. Det sker for at sikre vandrefalkens fremtid i området.

I slutningen af maj var der registreret tre kuld unger ved Store Klint på Møn, hvor vandrefalken ynder at slå sig ned i en naturlig grotte eller på en pynt på de stejle kridtklinter med udsigt over Østersøen.

Ungerne er særligt udsatte i denne tid på året, når ungerne er på redestedet, og forældrefalkene skal fouragere, forklarer skovfoged Hans Christian Gravesen fra Naturstyrelsen.

»De flyver langt væk fra redestedet for at finde føde, og hvis de bliver forstyrret af en drone i luften, kan de være væk i lang tid og risikerer at komme hjem til et kuld unger, der er døde af sult,« siger han.

Men også de store, flyvefærdige falke er truede af de små fjernstyrede fly. Sidste år fandt man en død vandrefalk med sår, der kunne tyde på, at den var kommet i karambolage med en drone. Et af argumenterne for forbuddet lyder derfor, at Naturstyrelsen vil undgå lignende ulykker.

»Vandrefalken hævder sit territorium. Den kan finde på at gå til angreb på en drone, hvis den kommer for tæt på, og det kan være fatalt for fuglen,« siger Hans Christian Gravesen.

Den truede vandrefalk skal have fred fra droner ved Møns Klint.
Den truede vandrefalk skal have fred fra droner ved Møns Klint.

Skal også beskytte turister

Forbuddet tjener dog andre formål end falkebeskyttelse. Sommeren er højsæson for såvel droneflyvning som turistbesøg på Møns Klint. To ting, der ifølge Naturstyrelsen ikke harmonerer helt så heldigt.

»Det skal være en god oplevelse at besøge Møns Klint, men det er temmelig generende at have en droneflyver om ørene, når man vil stå i ro og mag og se på den skønne natur,« siger Hans Christian Gravesen.

»Så vi tager to hensyn her.«

Forbuddet er ikke enestående. Statens Luftfartsvæsen har bandlyst droneflyvning flere andre steder i landet, såsom luften over havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund, havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde samt Smålandsfarvandet nord for Lolland.

Håbet er, at forbuddet ved Møns Klint kan holde på vandrefalken, så den ikke forsvinder som ynglefugl i Danmark, som den gjorde i 28 år fra 1973 til 2001. Siden har tre ynglende par ifølge Naturstyrelsen tilsammen fået 29 unger på vingerne, og den fremgang ser Hans Christian Gravesen gerne fortsætte.

»Vi håber, at forbuddet bliver kendt og respekteret, så Møns Klint bliver et godt og trygt sted for vandrefalken at yngle og et godt sted for turisterne at opleve den flotte fugl,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.