Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DR-program puster liv i sugardating: »At folk hører om konceptet er nok til, at nye brugere strømmer ind«

Livet som sugardater er langtfra beskrevet som en dans på roser. Alligevel får det nye brugere til at »strømme ind« på datingsitet, når der bliver sat fokus på emnet i medierne.

Arkivfoto. En handikappet mand i 30erne mødte 19-årige tvillinger på Sugardaters.dk. Han håbede at få et forhold til pigerne, fortæller han, men de brændte ham af og udnyttede det til at få mere end 15.000 kroner ud af ham.
Arkivfoto. En handikappet mand i 30erne mødte 19-årige tvillinger på Sugardaters.dk. Han håbede at få et forhold til pigerne, fortæller han, men de brændte ham af og udnyttede det til at få mere end 15.000 kroner ud af ham.

Hver gang emnet »sugardating« blusser op i medierne, stiger antallet af brugere på Sugardaters.dk.

Det skriver Lasse, IT-administrator og supportmedarbejder på hjemmesiden, i en mail til Berlingske. Han ønsker ikke at stå frem med efternavn.

Lige nu har den kontroversielle datingside 78.000 profiler i Danmark. Da Berlingske sidste efterår skrev om hjemmesiden, var tallet 58.000.

Onsdag 4. oktober blev første afsnit af den nye serie »Gina Jacqueline – en sugardaters fortælling« sendt på DR3. Andet afsnit blev sendt i går, og serien skildrer hverdagen for 26-årige Gina Jacqueline, som dater velhavende mænd i bytte for penge, luksus og hotelophold gennem Sugardaters.dk.

Og det har folkene bag datingsiden godt kunnet mærke.

Nye brugere strømmer ind

»Vi oplevede en stigning af nye profiler og aktive brugere efter udsendelsen i onsdags. Det er altid en stigning i antallet af nye brugere i forbindelse med mediedækning uanset indholdet af dækningen. Folk hører om konceptet, og det er nok til, at nye brugere strømmer ind«, skriver Lasse i mailen.

Ifølge siden selv svinger antallet af nye profiler fra måned til måned, men typisk bliver der oprettet mellem 1.000 og 5.000 nye profiler månedligt, og det gennemsnitlige antal af nye brugere stiger støt.

I mailen til Berlingske skriver Sugardaters.dk, at de indtil videre i 2017 i gennemsnit har haft 1.850 nye tilmeldinger om måneden. Det er 150 flere end i 2016, hvor det gennnemsnitlige antal nye profiler per måned var 1.700, mens tallet i 2015 var 1.600.

Brugerne på Sugardaters.dk er som udgangspunkt inddelt i fire hovedkategorier. Der er »sugardaddies«, som er de velhavende mænd, der dater – som regel yngre – kvinder og sideløbende tilbyder dem økonomisk støtte. De yngre kvinder udgør den anden kategori, »sugarbabes«. Tredje kategori består af de såkaldte »boytoys«, som søger efter ældre, formuende dates, og så er der den mindste kategori af »sugarmamas« – den kvindelige pendant til sidens sugardaddies.

»Fordelingen er ca. 45 procent sugardaddies, 35 procent sugarbabes, 20 procent boytoys og fem procent Sugarmamas,« skriver Lasse i mailen og forklarer, at det er nye brugere i alle fire kategorier, der strømmer til efter et program som DR3’s.

Datingsiden har også homoseksuelle brugere, som i overvejende grad består af boytoy-profiler, som søger efter en Sugardaddy.

Grænsen mellem magt og afmagt

I programmet fortæller Gina Jaqueline om den glæde, hun føler, når hun er ude at spise med sin yndlings-sugardaddy, »Advokaten«. Hun fortæller også om sine tidlige seksuelt overskredne grænser som 15-årig og om, at hun sandsynligvis ikke ville være trådt ind i sugardaternes univers, hvis ikke hun havde oplevet nogle episoder i sin fortid, som havde ført hende hertil.

Berlingske har tidligere haft fokus på emnet sugardating, hvor en ung kvinde blandt andet fortalte, at hun får »et fix« ud af opmærksomheden, mens en anden sagde, at livet som sugardater har gjort, at »der er noget, der er bristet« inden i hende.

Når sugardating-universet stadig tiltrækker nye mænd og kvinder, skyldes det ifølge sexolog Jakob Olrik et grundlæggende spørgsmål om magt og afmagt.

»For begge parter er der tale om en verden, hvor de føler, at de har magten. Kvinden opretter en profil og får en masse tilbedere, som hun kan sidde og sortere i. Omvendt får manden en fornemmelse af at have magten, fordi han kan afskrive sig nogle følelsesmæssige forpligtelser efterfølgende, som han betaler sig fra, og som på forhånd er en del af aftalen,« siger han.

»På den anden side er de jo begge to faktisk meget afmægtige. Kvinden, der lige pludselig bliver efterladt og i bogstaveligste forstand skal samle sig selv sammen, må legitimere det over for sig selv med, at det bare var for at få råd til den her nye taske. Manden sidder også med en stor afmagt, fordi han et eller andet sted jo må mangle en eller anden formåen, enten i form af at tiltrække kvinder eller at kunne involvere sig følelsesmæssigt med mennesker.«

Ifølge Jakob Olrik er det nogle kønsbaserede normer i samfundet, der gør, at sugardatere ofte slår den alternative datingform hen som en forlængelse af gamle dyder, der er sat en smule på spidsen.

»Grunden til, at mange af pigerne ikke ser det som prostitution, handler i høj grad om tanken om, at manden traditionelt set er giveren. Det er ham, der som regel betaler middagen og drinksene i baren. Derfor kan det være svært at se tydeligt, hvori forskellen så ligger.«

Det faktum, at mange accepterer sugardating som en forlængelse af en gentleman-norm, i stedet for at se på den som et grænseland til prostitution, kan ifølge Jakob Olrik på sigt få tydelige konsekvenser.

»Det, der sker, når man lukker sine intuitioner, fornemmelser og sit følelsesregister ned - for det er nødvendigt som sugardater - er meget skadeligt for os mennesker. Det skaber en mistillid til en selv og til de fornemmelser, man får, fordi man pludselig ikke har sine følelser til at navigere i livet med. Dem har man øvet sig i at ignorere. Og hvad skal man så styre efter? Hvad betyder noget, hvad er vigtigt?« siger han.

»I værste konsekvens kan man opbygge en følelsesmæssig afstumpethed. Og følelsesmæssig afstumpethen læner sig jo faktisk op ad psykopati. Men det, der sker først, når man objektiviserer sig selv, er, at man omdanner kærlighedslivet til en form for materialisme. Og de to ting - kærlighed og materialisme - er jo ret modstridende.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.