Donorerne

Døden er det individuelle tabu. Den er frygten for at miste eller mangle. For de aldrende tegn, der baner sig i din hud eller for kroppen og hovedet, der svækkes og sætter ud. Eller for den usikkerhed og uvidenhed døden gemmer på. At skulle tage stilling til døden, lang tid før den indtræffer, kan i sig selv være et tabu. Ikke desto mindre kan kroppen stadig bruges efter døden. Berlingske har mødt seks mennesker, der har valgt at underskrive en erklæring om, at deres krop efter døden skal doneres til gavn for videnskab og uddannelse.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lisbeth Abildstrøm, 52 år. Underskrev 11. marts 2005. Projektchef i Bane Danmark. Også organdonor.

Portrætserie om kropsdonation. Her er det Lisbeth Abildstrøm. marts 2016.
Portrætserie om kropsdonation. Her er det Lisbeth Abildstrøm. marts 2016.

Min far sagde altid: »Der er ikke noget mere ultimativt, når man er død, end at blive skåret i af en ung, smuk lægestuderende – så er min krop ikke spildt«. Det er genbrug i yderste konsekvens.

Jeg har svært ved at forstille mig, at man ville uddanne mekanikere, uden at de har en eller anden gammel bil at stå og skrue på – på samme måde tror jeg, det er svært at uddanne læger, hvis de ikke har noget at skære i for at se, hvordan tingene ser ud.

Jeg har det også sådan, at man kan ikke gerne ville have, hvis man ikke også vil give.

Man skal sikre, at ens pårørende er informeret og gøre op med sig selv, om man vil bryde sig om tanken om at blive skåret i. Jeg mener, det er en illusion, at det skulle have nogen betydning at blive begravet uden sine hornhinder.

Man ved dog ikke på forhånd, om man bliver lavet til præparater i sprit, eller om de kun piller tænderne ud til tandlægestuderende.

Da jeg var 26-27 år, mistede jeg min jævnaldrende fætter, og jeg fulgte ham meget tæt indtil hans død – det har gjort, at jeg har reflekteret meget over de ting, jeg gerne vil nå i mit liv. Der er ikke nogen garanti for, at man bliver gammel.

Anja Michaelsen, 46 år. Underskrev marts 2016. Lægesekretær. Også organdonor.

BMSOLO - Portrætserie om kropsdonation. Her er det Anja Michaelsen. marts 2016.
BMSOLO - Portrætserie om kropsdonation. Her er det Anja Michaelsen. marts 2016.

Jeg har været med til en enkelt obduktion, da jeg var ansat som kontorassistent på Slagelse Sygehus.

Det var af nysgerrighed – der ligger noget spændende i at se det indre af et menneske.

For nogle tror jeg, at det at skulle donere sin krop væk måske er tanken om, at ens krop bliver skamferet, eller at du måske bliver delt op i bidder – det kan godt virke makabert for nogle.

Men jeg forstår ikke, hvorfor det er svært at tage stilling til, for mig er det ligesom organdonation; Enten siger du ja til det, eller også siger du nej til det. Som minimum burde alle tage stilling.

Jeg har ikke noget problem med det, fordi jeg ved, det er til videnskaben – der er jo ikke tale om en seriemorder, der er gået amok med en motorsav.

Der ligger noget vigtigt i at have været med til at uddanne nogle mennesker. Det er ikke, fordi jeg synes, jeg og min krop er specielt interessant, men det kunne jo være, de fandt noget, de kunne bruge.

Bagefter skal jeg brændes, og så vil jeg gerne have spredt min aske udover Storebælt. I min forskruede ADHD-hjerne har jeg en idé om, at hvis jeg bliver spredt i havet, bliver det spredt tilpas meget til, at med en lille smule held kan jeg faktisk nå hele vejen rundt – så uanset hvor i verden mine pårørende efterfølgende befinder sig i verden, så vil de altid være i nærheden af mit gravsted.

Erik Raymond Thorfelt-Schmidt, 78 år. Underskrev i midten af 60erne. Pensionist, tidligere speditør. Også organdonor.

Portrætserie om kropsdonation. Her er det Erik Raymond Thorfelt-Schmidt. marts 2016.
Portrætserie om kropsdonation. Her er det Erik Raymond Thorfelt-Schmidt. marts 2016.

Da jeg startede som bloddonor i 1957, var det med tanken om, at jeg selv ville være meget afhængig af, at de andre fire procent med samme blodtype som mig ville donere noget, hvis jeg manglede. For mig er det en almindelig medmenneskelig handling.

I midten af 60erne havde logen (Erik Raymon Thorfelt-Schmidt er medlem af logen Serapions ordenen, red.) et arrangement på anatomisk institut, hvor vi blev vist rundt, og de fortalte om, hvad de lavede. De er meget afhængige af, at folk donerer deres kroppe. Der besluttede jeg mig for, at det måtte jeg gøre.

Jeg hører tit, »det burde man jo nok gøre« – og jeg prøver stadig at lave reklame for det i logen – som logebror har man en forpligtigelse til at stille sig til rådighed. Det er der meget delte meninger om.

Nogle er kristne, og de mener, det er naturstridigt – for vi skal jo genopstå. Det må man respektere, dem skal man ikke prøve at overtale. Det er ikke noget, jeg går og diskuterer med alle mulige mennesker, men jeg prøver da, om jeg ikke kan få nogle flere til at melde sig – især som organdonorer.

Jeg plejede at joke med mine børn, at når jeg dør, bliver jeg skåret i tynde skiver og brugt som lysbilleder. Jeg synes, det er vigtigt. Og det er så nemt at lade være.

Sabine Lund Langenbach, 27 år. Underskrev 24. marts 2015. Lægesekretærelev. Gravid. Også organdonor.

Portrætserie om kropsdonation. Her er det Sabine Lund Langenbach. marts 2016.
Portrætserie om kropsdonation. Her er det Sabine Lund Langenbach. marts 2016.

Der er ikke nogen af os herhjemme, der er i tvivl om, hvad der skal ske, når en af os dør.

For os er det naturligt at vide det. Du står med en sorg over at have mistet en, du elsker højt, men hvis du også skal tage stilling på den andens vegne om noget, du ikke ved så meget om, så har man lettet noget af byrden og noget af alt det administrative, der ligger i en begravelse.

Jeg bliver meget mødt med: »Nå, du er organdonor – ej, du er et godt menneske«. Og når jeg fortæller, at jeg også er legemesdonor, bliver der kigget på mig, som om det er noget meget underligt. Organdonation er noget meget håndterbart og accepteret, men at være legemesdonor er lidt underligt. Der er ikke meget oplysning om det.

Vi venter et barn til sommer, og hvis han vokser op og siger: »Det, synes jeg, er en dårlig idé«, så er det helt fair, men det er ikke ham, der bestemmer, han får sin egen krop at bestemme over.

Måske bliver legemesdonation det samme som organdonation på et tidspunkt. Men lige nu virker det nok meget voldsommere, blandt andet fordi du ikke får den døde udleveret med det samme. Der kan gå op til to år.

Men hvis der er noget, der kommer videre, så er det sjælen, og den er der ikke nogen, der rører ved på noget tidspunkt. Og jeg synes, man har et lige så stort ansvar for sin død, som man har for sit liv. For nogen skal leve videre med, at du er død.

Niels Henrik Lund, 62 år og Britta Manly Lund, 64 år. Beggge underskrev 14. marts 2015. Gift i 30 år. Niels Henrik Lund er på efterløn, Britta Manly Lund er senior project manager hos Novozymes. Også organdonorer

Portrætserie om kropsdonation. Her er det Niels Henrik Lund og Britta Manly Lund. marts 2016.
Portrætserie om kropsdonation. Her er det Niels Henrik Lund og Britta Manly Lund. marts 2016.

Vi udvekslede nok højest ti ord omkring det, vi kiggede på hinanden og sagde: »Det gør vi bare, henter du frimærkerne.«

Det er rart at have planlagt. Vi har også begge lavet vores begravelsesønsker. Det er rart at have på plads, hvad der skal ske.

Det er ikke noget tabu, men det er heller ikke noget »kald«. Der er ikke de store tanker bag, andre end at hvis de kan bruge os til noget fornuftigt, ville det være fint. Og kan de bruge det til nogle lægestuderende, der kan lære at skære i andet end døde grise, er det dejligt.

Vi har egentlig ikke tænkt over, at det var noget, vi skulle fortælle andre, men det er heller ikke noget, vi holder hemmeligt. Det er nok nærmere noget, vi nævner, hvis man taler om døden og om holdninger til den. Så kommer vi ind på det.

Niels Henrik: Jeg synes, det er en naturlig ting at gøre, men det er noget, folk selv må forholde sig til. Men hvis nogen spurgte mig til råds om det, ville jeg sige: »Ja, for helvede, bare kom i gang«.

Jeg har det fint med, at de skal skære i mig, bare de er sikre på, jeg er stået af inden.

Britta: Min første tanke var umiddelbart, at det var lidt underligt, men det tog mig ikke mange sekunder at sige; Det er fint. Man skal nok bare vænne sig til tanken, netop fordi det er noget, du skal gøre op med dig selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.