Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Distortion på plejehjem: »Livet skal leves til den sidste dag«

Generationer blev forenet i ønsket om at lytte til god musik, da plejehjemmet Sølund på Nørrebro inviterede Distortion til havefest.

Onsdag d. 1. juni 2016 ramte Distortion København - og Sølund, et plejecenter for ældre på Nørrebro. Kirsten Hensel Nissen tog en svingom i haven med en af plejecentrets ansatte.
Onsdag d. 1. juni 2016 ramte Distortion København - og Sølund, et plejecenter for ældre på Nørrebro. Kirsten Hensel Nissen tog en svingom i haven med en af plejecentrets ansatte.

»Jeg skal bare lytte til musikken. For jeg kan jo ikke danse,« siger Uffe Aller og smiler.

Han sidder i sin kørestol på sit værelse på plejecentret Sølunds sjette sal. Værelset har udsigt til søerne, og fra vinduet strømmer bløde toner fra festen, der udspiller sig i plejehjemmets have.

Ligesom på resten af Nørrebro står denne onsdag i Distortions tegn. For første gang har Sølund nemlig inviteret til søfest i plejehjemmets have. Håbet er, at musikken kan virke som et bindeled mellem forskellige generationer, fortæller Sølunds centerchef, Jan Nybo Jensen.

»Det er vores opgave som plejehjem at vise beboerne, at de er en del af samfundet. At livet ikke skal være kedeligt, men leves til den sidste dag. For vi er en del af Nørrebro og en del af København, og vi vil gerne være en aktiv medspiller i det nørrebroske lokalsamfund,« siger han.

Musikken skal passe til rammerne

Nede i haven indfinder folk sig lidt efter lidt. Omkring runde borde pryder solhatte i mange farver og former gæsternes hoveder – fra en turkis bøllehat til en stråhat med sort bånd.

Fra en scene flyder musikken fra vinyler leveret af de tre dj’s Christian D’or, Cohnny Jazz og Diskant Lyd.Alle numrene kommer fra årgange før 1980, for musikken skal passe til dagens rammer, fortæller Christian D’or.

»Det er en gave at få mulighed for at spille noget helt andet, end det alle andre efterspørger,« siger han.

Christian D’or har spillet musik hvert eneste år på Distortion, og dagens arrangement er et tiltrængt pust til den populære festival, mener han.

»Distortion er gået i en lidt anden retning, end det var tiltænkt. Det er blevet meget voldsomt, men Distortion vil jo gerne alsidigheden. Derfor har Thomas Fleurquin også været glad for det her arrangement,« siger Christian D’or.

Mangfoldighed er godt

På græsset sætter gamle stuemøbler mærker under vægten af de besøgende. I en kurvestol sidder Nadja Christensen. Hun har en tatovering på underarmen og vugger en grøn barnevogn frem og tilbage.

Hun er her i dag, fordi kæresten Christian D’or skal spille, men også fordi det er en anden Distortion-oplevelse end den, der udspiller sig nogle gader væk.

»Det er rart med et sted, hvor unge og gamle kan mødes, og hvor ens ører bliver udfordret lidt,« siger hun.

På en bænk ved siden af boden, der langer dagens menu – kolde øl og hotdogs – over disken, sidder 23-årige Iben Stubgaard, 22-årige Morlin Simon og 23-årige Søren Hansen med øl i hånden og betragter havens liv.

Søren Hansen bor i ungdomsboligerne, der ligger ved siden af plejecentret, så han har lokket de andre med.

»Jeg synes, det er en god idé at gøre Distortion mere mangfoldig. Der bor jo også andre end unge i byen,« siger han.

Iben Stubgaard er enig.

»Her er der plads til alle,« siger hun.

De tre har lige været oppe på Dronning Louises Bro, hvor støjen fra menneskemylderet gør samtaler umulige. Derfor er havefesten en god kontrast til tunge basrytmer og glasskår, mener Morlin Simon.

Tæt ved de tre kører en mand rundt i en el-scooter med en cowboyhat i sort læder på hovedet. Han hedder Bjarne Brændeskov og bor lige om hjørnet på Rantzausgade. Det er hans første Distortion, og selvom musikken er lidt for høj, har han nydt havefesten.

»Det har været skægt,« siger han og triller videre ud på cykelstien, der skal føre ham gennem Distortions menneskemængde hjem til Rantzausgade.

Svingom i haven

Mellem stuemøblerne og den kvadratiske musikscene er et spontant dansegulv opstået. En lyshåret pige slår vejrmøller, mens en kvinde i farvestrålende buksedragt danser med en baby på armen.

Og alder holder ingen tilbage i dag. En ældre herre med rød hat får en svingom med plejecentrets musikterapeut, UIla Hyldgaard. Og Kirsten Hensel Nissen danser med en af Sølunds medarbejdere.

Da hun er færdig med at danse, går turen mod Sølunds elevator, der skal fragte hende op på værelset. Musikken er meget vigtig for Kirsten Hensel Nissen, der tidligere har spillet klaver og nu synger i plejehjemmets kor.

»Det har været meget fint i dag,« siger hun og ruller ind i elevatoren.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.