Det sociale drab

Drabet var slemt nok i sig selv – en 19-årig pige blev brændt levende – men sagen er blevet så meget værre af amatørdetektiver på Facebook.

I serien »Twin Peaks« ankommer en FBI-agent – og millioner af seere verden over – til en lille by i det nordvestlige Washington, og de tror, at de ankommer til et forholdsvist simpelt plot:

Laura Palmer var en god pige fra en god familie, en blond skønhed, vellidt og empatisk, og nu var hun død. Hun blev fundet nøgen ved en flodbred, og byen udtalte et kollektivt »gisp!«

Det kunne have været en træt handlingsgang fra en victoriansk detektivroman, men TV-serien ville det anderledes; Alle begyndte at efterforske alle, og alle viste sig at have en hemmelighed, ikke mindst Laura Palmer, og »Twin Peaks« afblomstrede og blev – som by og serie – til en mørk eksercits i absurdisme.

Klokken 20.09 ringede en bilist til alarmcentralen. På Herron Road i Courtland, en lille by i det nordvestlige Mississippi, stod en bil i brand. De frivillige brandfolk rykkede ud, og bilen var – viste det sig – den mindste del af problemet. Lidt væk derfra fandt de den 19-årige Jessica Chambers. Hun var forbrændt på 98 pct. af kroppen og vaklede rundt i blinde, som lokalavisen, The Commercial Appeal, har beskrevet.

Hun blev fløjet til et specialsygehus i Memphis, og undervejs forsøgte hun at fortælle omverdenen noget. Hendes stemmebånd var brændt, og ordene var utydelige, men ifølge magasinet People sagde hun enten »Eric« eller »Derrick.« Jessica Chambers døde, og hendes historie blev i de følgende dage fortalt i de lokale medier: En ung skønhed, blond, blåøjet, cheerleader, dimmiteret og fra Courtland, hvor de 500 beboere talte om hendes blide væsen og hjælpsomhed og om det chok, som drabet havde hensat byen i.

»Her? Af alle steder i verden – her?«

I sidste uge ville Jessica Chambers være fyldt 21 år, og på hendes mindeside på Facebook blev fødselsdagen fejret med virtuelle balloner og festhatte.

Jessica Chambers blev myrdet i 2014. I sidste uge kunne hun være fyldt 21 år. Mordet er stadig uopklaret. Foto offentliggjort af politiet
Jessica Chambers blev myrdet i 2014. I sidste uge kunne hun være fyldt 21 år. Mordet er stadig uopklaret. Foto offentliggjort af politiet

Her er hun stadig den samme, og det samme er status quo. Morderen er endnu ikke fanget.

Men resten er det modsatte af det samme. For en selvbestaltet hær af amatørdetektiver har på blogs og Facebook endevendt Courtland, gravet hvert et snusket rygte frem, luftet hver en febril mistanke, og resultatet er brutalt.

Internetmediet Buzzfeed har i en dybdeborende artikel blotlagt, hvordan utrænede og umanerlige klikkere og trolls har gjort Courtland til Twin Peaks: Jessica Chambers’ mor? Hvidt skidt, som behandlede Jessica som skidt. Faderen? En tidligere producent af methamfetamin. Naboen? En narkoman på afvænning. Den anden nabo? Skudt foran sit hus. Ekskæresten? Jaloux slagsbror. Stedbroderen? Døde for tre år siden ved en mystisk ulykke, en kendt lokal gangster? Hvor var han på gerningstidspunktet? Tankpasseren med det arabiske navn? Sikkert medlem af Islamisk Stat. Terror.

Alle de nævnte og mange flere er med navn og adresse hængt ud som Jessicas mordere og baseret på en velkendt socialmedial dialektik: En eller anden har skrevet ét på Facebook, en anden har skrevet noget andet, og – summa summarum – må en vilkårlig slutning af noget tredje være rigtig.

En amatørdetektiv fandt ud af, at faderen for ti år siden fik en narkodom. En anden fandt ud af, at hans søn døde for tre år siden ved en trafikulykke, og – summa summarum – må faderen have dræbt sine børn, fordi de ville sladre om hans narkogesjæft. Det er en konklusion funderet i tilfældige kendsgerninger, men når kompetence bliver målt i klik og ikke i logik, er den slags konklusioner konge.

»Det gør ondt ud over enhver grænse at læse den slags,« siger faderen til Buzzfeed.

Og Jessica Chambers er formentlig den, som har lidt mest socialmedial overlast. Hun er ikke længere den blide og skælmske student; I stedet er hun blevet til en grov allemandspige, som løb efter sorte gangstere.

Som Buzzfeed har beskrevet: I gymnasiet kom Jessica sammen med Bryan, men slog op med ham. Amatørdetektiverne fandt et gammelt billede af ham, hvor han gjorde et bandetegn med fingrene, og betød det ikke, at han var forbrydermateriale – og at han dræbte Jessica i jalousi? Efter Bryan kom Jessica sammen med en anden ung sort mand, som senere blev anholdt for en forbrydelse. Han kunne have gjort det, han havde det i sig, og så var der bandelederen »Boone,« som ifølge amatørerne havde en affære med Jessica og ville skaffe hende af vejen, fordi hun vidste for meget.

Alle anklager fremsat uden dokumentation, og det er endt med den samme eksercits i absurdisme og med et lokalsamfund i en bitter social borgerkrig. Og ingen morder.

Courtland illustrerer vrangsiden af samspillet mellem politiet og offentligheden. Byen viser, hvad der sker, når offentligheden går selv og går galt.

Men det behøver ikke være sådan.

En nylig opgørelse fra den nordamerikanske sammenslutning af politichefer viser, at 96 pct. af alle politikredse i USA bruger sociale medier i deres arbejde, og at 88 pct. bruger dem i kriminalsager. Og de kan være effektive. Efter en tabt ishockeykamp i 2011 gik fans amok i Vancouver og ødelagde biler og knuste butiksruder, og politiet offentliggjorde på sociale medier billeder af gerningsmændene. Offentligheden identificerede dem. I Philadelphia i 2014 overfaldt en gruppe velklædte unge et homoseksuelt par, politiet bad om hjælp, og ved at gennemtrawle billeder og opslag på Facebook fandt offentligheden frem til gerningsmændene.

De sociale medier er tydeligvis næste skridt i udviklingen af politiarbejde til informationsarbejde, som amerikanske kriminologer skriver i den seneste udgave af British Journal of Criminology. Men problemet opstår, når offentligheden gør sig selv til politi uden om politiet.

Efter bombeangrebet i Boston i 2013 bad politiet om hjælp til at identificere personer på en række billeder, men grupper på Reddit, der er et socialt nyheds- og underholdningssite, gik videre og foretog sin egen efterforskning og identificerede og navngav fire uskyldige som terrorister. Under optøjerne i Ferguson i 2014 forsøgte Anonymous at finde navnet på den hvide betjent, som havde skudt den sorte Michael Brown. Gruppen offentliggjorde navn og adresse på den forkerte mand.

Forskerne kalder den slags »digilantisme« – en ordsammentrækning, som rummer elementer af de engelske ord for digital, selvtægt og dilettanteri – og Courtland er et eksempel i en glaskolbe. Berlingske har fundet, hvad der ligner et typisk eksempel på amatørefterforskningen i sagen – og vi har fundet det på en blog, som vi af hensyn til de involverede ikke navngiver. Politiet har tidligere oplyst, at en støjende pick-up truck blev set og hørt ved gerningsstedet, og bloggen bringer et Facebook-billede af en lokal pick-up med et »massivt, 4-tommer tykt udstødningsrør.« Ejeren er en navngivet »mulat,« som bor i et hus, der er for dyrt til hans socioøkonomiske stade, og han går i tøj, der signalerer et »højt niveau af testosteron,« fremgår det.

Sådan går det på bloggen og på Facebookgrupper, person for person, rygte for rygte, mistanke for mistanke, og uden at det fører til andet end ondsindethed og falske anklager.

Mistanker presses ned i fast skabelon

Men hvorfor er offentligheden så god til at finde de forkerte? Forfatteren Dorothy Burk kom efter bombeangrebet i Boston med en forklaring, som formentlig stadig er den mest plausible – og som viser et afgørende problem med offentligheden som politimand. En amatørdetektiv projicerer instinktivt sine forestillinger over på sagen, f.eks. fra film, kriminalserier og nyheder, og det er ikke et tilfælde, at Reddit efter bombeangrebet i 2013 udelukkende fandt frem til mørklødede mænd med ikke-engelske navne og store rygsække.

Det samme i Courtland. Det er heller ikke et tilfælde, at amatørdetektiverne forsøger at presse mistankerne ned i en fast skabelon fra fantasiens sydstatsfilm, med vilde og kriminelle sorte, fattige og tandløse hvide, en promiskuøs trailerdatter, og vi mangler bare en »onkel Tom« med majspibe og en indavlet mand med banjo for at få pladen fuld.

Betjente og anklagere er naturligvis også fulde af fordomme, men i modsætning til amatørerne skal de leve op til beviskrav. De skal stå til regnskab foran domstole og ikke blot i et anonymt univers af likes og retweets. Det er gratis bag et pseudonym på Facebook fejlagtigt at anklage Jessicas far for mord, men for myndighederne vil det koste kassen og karrieren.

Efter balladen i Boston diskuterede eksperter og politikere, hvordan man kunne regulere eller forbyde amatørdetektivisme. Men det er ikke løsningen, skriver tre amerikanske sociologer i en rapport til en nylig digital beredskabskonference. Offentligheden vil ofte rumme ekspertise og vinkler, som politiet ikke rummer, og nøglen er at ignorere de håbløse vildskud og tage de få gode input til sig, og det samme gælder for de etablerede medier, skriver de i rapporten »Run Amok.«

Problemet i Boston var ikke i sig selv, at Reddit hængte fire uskyldige til tørre, for i den store sammenhæng følger kun få mennesker Reddit, og meget færre tror på Reddit; Problemet var derimod, at en række etablerede medier bragte oplysningerne videre, og at FBI blev tvunget til at tage stilling til rygterne og tilrettelægge sin efterforskning efter dem.

Det samme er tilfældet i Courtland. »Jessica Chambers Mystery« er et forum på Facebook og formentlig den mest aktive gruppe af amatørdetektiver, men den har kun 3.000 likes og er lukket for ikke-medlemmer. Problemet er ikke, hvad der bliver diskuteret af dårskab sådan et sted, men derimod den legitimitet, som lokale medier og politiet giver dårskaben ved at viderebringe den. Ofte med alle forbehold og i pseudo-forarget form, ofte som en benægtelse eller med en vinkel om, at politiet afviser de socialmediale rygter. Men det autoriserer ikke desto mindre rygterne som emne, og rygterne påvirker tydeligvis politiets efterforskning, og effekten er ikke udeblevet.

Courtland er blevet til et Twin Peaks, sorte lurer på hvide, hvide på sorte, nabo på nabo og alle på Jessica Chambers, som selv lokalavisen nu rutinemæssigt omtaler som »en blond, blåøjet student med en mørk side.« Ofret for en bestialsk forbrydelse er blevet til medskyldig i sin egen død og dermed dræbt dobbelt.

Og det er på sin egen måde både mørkt og absurd.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.