Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det risikerer at gå galt, når private eftersøgere underretter pårørende«

Det er farligt, når private eftersøgere frem for politibetjente underretter pårørende om dødsfald, vurderer krisepsykolog. De frivillige, der lørdag fandt et lig i Aarhus Havn, kan ikke garantere, at den slags ikke sker igen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Det er ikke kun for traditionens skyld, at det er politibetjente, der underretter pårørende, når en person bliver fundet død.

Hvis beskeden - som det skete ved fundet af et lig i Aarhus Havn lørdag - overleveres af private, risikerer det nemlig at gå galt, vurderer krisepsykolog Michael Bruun, der blandt andet arbejder for Falck og Rigspolitiet.

»Politiet bliver uddannet til at underrette pårørende. De får timer i psykologi og krisekommunikation og lærer en helt masse om, hvordan folk reagerer meget forskelligt på kriser. Så de er forberedte på alle tænkelige situationer og kan henvise folk til yderligere hjælp,« siger han og uddyber:

»Det er samtidig dem, der har de svar, som de pårørende ofte gerne vil have svar på - eksempelvis om ulykken, obduktion eller efterforskningen.«

Da liget af en 42-årig far lørdag blev fundet i Aarhus Havn, blev de pårørende underrettet, før politiet gik ind i sagen. Det beklager den frivillige organisation Missing People Denmark, hvis otte frivillige dykkere fandt liget.

»Men hvis jeg spørger de pårørende i dag, så er de stadig meget taknemmelige for den hjælp, vi har ydet. Al anden efterforskning var afsluttet, så vi var de eneste, der fortsat ledte efter ham,« siger René Nielsen, der er stifter af og bestyrelsesformand for Missing People Denmark.

En fjern slægtning deltog i eftersøgningen, og det var ham, der valgte at bringe nyheden om ligfundet videre til familien til den 42-årige mand, der har været forsvundet siden en julefrokost i november - også selvom politiet endnu ikke havde bekræftet identiteten.

Uanset om hensigten er god, kan det være farligt at høre den slags fra uprofessionelle, vurderer Michael Bruun:

»Man ved ikke på forhånd, hvordan folk i krise reagerer. Folk kan i nogle tilfælde sige »nå, okay«, og så tænker man måske, at de tog oplysningen fint. Men så risikerer folk at bryde fuldstændig sammen efterfølgende og blive desperate og gøre uovervejede ting, der kan være til fare for både dem selv og andre,« forklarer psykologen.

Hos Østjyllands Politi, der efter ligfundet lørdag har været i kontakt med de pårørende og bekræftet identiteten, er pressekoordinator Vagn Martinussen enig:

»Jeg tror, man får en mindre dårlig oplevelse, hvis man får det at vide af politiet,« siger han.

Missing People Denmark har udført flere eftersøgninger i hele landet, og normalt laver politiet en aftale med lederen af den private eftersøgning, fortæller Vagn Martinussen:

»Vi aftaler, at hvis de finder noget, så kontakter de straks politiet, så vi kan komme derud og foretage de ting, der nu skal foretages. Private eftersøgere kan ikke ødelægge finde-stedet, hvis liget bliver fundet i en havn, men hvis det eksempelvis er i en skov, så skal vi jo ikke have folk til at trampe rundt derude, når sagen skal efterforskes,« siger han.

Hos Missing People Denmark er René Nielsen enig i, at det er bedst at lade professionelle underrette de pårørende.

»Vi skal helt sikkert kigge på vores procedurer, for der slap noget ud i lørdags, og det var en fejl og skal ikke kunne ske. Jeg skal ikke kunne sige, at det ikke kommer til at ske igen, men det er vigtigt, at vi har nogle helt klare procedurer, som de frivillige kender,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.