Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det kommer vi til at tale om...

Hvad skal vi betale i skat? Skal vi alle være fleksitarer? Hvorfor er Robert Mærsk Uggla årets vigtigste erhvervsleder, og får ordet postfaktuel et ordentlig spark bagi? Berlingskes redaktører har vendt blikket mod det nye år og giver deres bud på noget af det, vi kommer til at tale om.

Postfaktuel og populistisk får et ordentligt los

Af: Anne Sophia Hermansen, debatredaktør.
Vi kommer til at tale meget mere om danskhed i 2017. Om land og by, elite og folk, om multikulti kontra fædrelandskærlighed og kristendom kontra islam. Og selvfølgelig en masse om debatten, der polariserer og opdeler i os og dem, og at det hele er åh, så forfærdeligt og populistisk og postfaktuelt.

Vi kommer også til at give ord som postfaktuel og populistisk et ordentligt los. Ordene er degenereret til at være bandeord og intellektuelt dovne udtryk, man kaster efter folk, man ikke gider diskutere med. Som regel højreorienterede, for der findes selvfølgelig ingen venstrefløjsere, som fifler med statistikker eller lefler for en folkestemning. Ih nej da.

Mellemleder-træningstossen får også et los. Han har i årevis været på jagt efter sin egen maskulinitet og fandt den sørme ikke i det stramme lycra-korset. Slukøret vender han tilbage til verden og undrer sig over, hvorfor han forsagede cigaretter og whisky og nøgne piger til fordel for rum-mad, proteinpulver og sadelvarme mandeballer. Han læser Knausgaards Min Kamp og begynder at skrive Min Endnu Større Kamp.

Endelig vil vi komme til at tale meget mere om, hvor venstrefløjen egentlig er blevet af. Engang kendt for sine ideer, progressivitet og vilje til at reformere samfundet. I dag mest kendt for at ville indføre kødskat og på en crazy dag: Et nyt pantsystem. Venstrefløjen får i 2017 sit eget talkshow på TV2 Charlie. Grauballemanden er vært.

Slaraffenland for serie-fans

Af: Lars Rix, kulturredaktør.
To markante begivenheder i landets to største byer kommer med sikkerhed til at præge kulturåret 2017. Næste år er det nemlig præcis 850 år siden, at Valdemar den store ifølge Saxo gav et lille fiskerleje til Biskob Absalon, og København blev grundlagt. Samtidig er 2017 året, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad og det vil ikke mindst takket være et overvældende massivt program komme til at fylde meget i vores fælles bevidsthed. Men er det noget, vi kommer til at tale om hjemme i stuerne? Næppe.

Vi kommer derimod til at tale om serier. Tendensen vil således fortsætte fra i år, hvor serier som NRKs »Skam«, »Westworld« på HBO, »Ditte og Louise« på DR, »The Crown« på Netflix og Susanne Biers »The Night Manager« på BBC har kæmpet med mange andre om vores gunst. Og konkurrencen vil blive skærpet næste år. Allerede nu ved vi, at DR arbejder med en ny stor serie, »Herrens veje«, med religion som tema og Adam Price som manuskriptforfatter. TV3, Viasat, Kanal 5 og TV2 er også på vej med nye serier, og Netflix har også gang i en skandinavisk thriller med titlen »The Rain« og byder i det nye år ind med nye serier og sæsoner af »House of Cards«, »Marvels Iron Fist«, »Peaky Blinders«, mens HBO Nordic har ny sæson af hitserien »Billions«, den nye serie »Little Big Lies« med blandt andet Nicole Kidman og Alexander Skarsgård og så selvfølgelig »Game of Thrones« sæson syv. Spørgsmålet er så blot, om vi formår at rumme det hele. Det tenderer en overproduktion, og derfor nærmer vi os også flere serier, men med færre sæsoner, kortere afsnit og brug af flere platforme, som vi allerede har set med »Skam«-serien. Et rent slaraffenland for os serie-fans, der vil kunne binge watche den ene vilde produktion efter den anden.

Loyal to Familia, Black Army og Satudarah

Af: Kasper Krogh, indlandsredaktør.
2016 var skudår. Ikke kun rent kalendermæssigt, men også i Københavns gader, hvor rivaliserende grupper flere end 50 gange skød mod hinanden i et miskmask af konflikter, der eskalerede hen over sommeren og fortsatte året ud. Tre blev dræbt og 21 såret. Ikke siden slut 00erne – dengang Hells Angels lå i krig med Nørrebros indvandrerbander – har rocker- og bandemiljøet herhjemme været så uroligt som nu. En stensikker ting i 2017 er derfor, at vi kommer til at høre meget mere til rockerne, banderne og andre kriminelle grupper, der kæmper om et lukrativt marked for hash, hårde stoffer, våben, prostituerede og andet lyssky i København og landets andre store byer. Præcist hvad rockerne og bander er uenige om, ved de kun selv. Politiet har erkendt, at det i mange af sagerne står på bar bund. Tavlen er næppe visket ren ved indgangen til 2017 hos de grupper, som skylder en »bytter« til rivalerne eller på anden vis har et regnskab at gøre op oven på de mange konflikter. Billedet er mere mudret end tidligere. Før var en rocker typisk en pæredansk mand med en alenlang straffeattest, som svor troskab over for en klub og bar dens rygmærke til døden. I dag springer medlemmerne til og fra rockergrupperne i mere flygtig stil, og indvandrere herhjemme er begyndt at bære rygmærker i deres egen klub, Satudarah. I bandemiljøet, hvor grupperne ofte har en lokal forankring til bydele, har flere vokset sig så store og er så brutale i deres metoder, at de tåler sammenligning med rockerne. Loyal to Famila og Black Army er de største bander i et miljø, hvor store og små spillere skaber alliancer eller ligger i konflikt på kryds og tværs i en grad, så politiet ikke har det fulde overblik. Læg dertil at man på et Christiansborg, hvor mange partier er slået ind på en hård kurs i retspolitikken – er grundigt træt af skyderierne og lovløsheden. Først i det nye år har regeringen indkaldt til forhandlinger om en større bandepakke. Det skal bremse 2017 fra at blive endnu et skudår.

Mandagsvegetar

Af: Nina Rølle, livsstilsredaktør
I aften er vi vegetarer.

Den bemærkning hører Michelin-kokken Henrik Yde ofte i sin nyåbnede vegetariske restaurant VeVe, som Berlingskes madanmelder gav hele seks stjerner for nylig. VeVe er en forkortelse for vegetarisk verdenskøkken, men Yde er ikke selv vegetar, fastslog han i et interview til Berlingske, men derimod fleksitar, hvilket i hans tilfælde er lig med to-tre kødfrie dage om ugen.

Og netop det at være fleksitar er en livsstil, som det tyder på, at flere og flere bekender sig til – i hvert fald peger undersøgelser på, at vi spiser mindre kød end tidligere. Coop har for nylig undersøgt danskernes madvaner, og hver femte svarer, at de spiser mindre kød end for et år siden, og andelen af danskere, der spiser vegetarisk mindst tre dage om ugen, er fordoblet siden 2010. Og ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes har Pinterest registreret en stigning på 336 procent i søgningen på ordet veggies på et år.

Traditionelt har vegetarer fravalgt kødet af hensyn til dyrevelfærd og er ofte blevet opfattet som temmelig fanatiske, men i dag handler det i højere grad om en sundere livsstil og øget klimabevidsthed. Vegetarmad er blevet mere mainstream, og den ikke-fanatiske tilgang til ikke at spise kød, som karakteriserer fleksitar-livsstilen, gør, at det for mange bliver mere attraktivt at hoppe med på »kødfrie dage«-bølgen. Af den simple grund at man som fleksitar ikke behøver helt at forsage kødet, men med god samvittighed kan sætte tænderne i en saftig bøf en gang – eller endda to – om ugen.

Hvad skal vi betale i skat?

Af: Kasper Kildegaard, politisk redaktør.
Kan Liberal Alliance levere varen? Et af de store spørgsmål i dansk politik anno 2017 bliver, hvordan Liberal Alliance vil håndtere regeringsmagten. Partiet har aldrig siddet med det ultimative ansvar før og kom ind i regeringen efter en hårdkogt strid om topskat. Partiet har i sin levetid slået sig op på at være »noget andet« end de gamle magtpartier. Nu skal LA vise, at de kan fastholde den profil og tilgang til politik, selvom de er kommet i regering. Går de i ét med magtens tapet, vil kernetropperne blive skuffede.

Samtidig er det først nu, den nye regering for alvor skal finde ud af, hvordan den vil virke. I 00erne arbejdede VK-regeringen næsten altid sammen med Dansk Folkeparti, mens Thorning-regeringen ofte arbejdede hen over midten uden det parlamentariske grundlag, særligt i økonomiske spørgsmål. Den nye VLAK-regering skal finde ud af, hvordan den arbejder internt, hvor offensivt den spiller ud, og ikke mindst hvordan den vil forsøge at få forslag igennem et folketing, hvor det ikke er iveren efter en ny reformbølge, som er mest fremherskende.

Et centralt spørgsmål i det nye år bliver, hvad danskerne skal betale i skat. Regeringen vil både lave en aftale om danskernes boligskat i fremtiden og om deres personskat, hvor topskattegrænsen skal hæves, og hvor skatten i bunden skal sænkes for at øge gevinsten ved at påtage sig et arbejde. Det er hver især dagsordener, der er hjerteblod for Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, og udfaldet er derfor afgørende.

Stolen står klar til Robert Mærsk Uggla

Af: Peter Suppli Benson, erhvervsredaktør
Arv og pligt er en mærkelig ting. Det kan lyde tillokkende at være født til en rolle. Født til at overtage magten i en stor familievirksomhed. Født til at blive meget velhavende.

Men med arven følger pligten også. Hvordan det føles, vil være oplagt at spørge Robert Mærsk Uggla om. Han er den mest interessante erhvervsperson at følge i 2017.

Robert Mærsk Uggla er godt nok ikke direkte arving til at overtage magten i A.P. Møller - Mærsk, men det er tæt på. For allerede tidligt så hans morfar, afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, et stort lys i den unge arving.

Robert fik en stor stjerne hos sin morfar, blev tidligt hevet ind i familiefirmaet og har i løbet af de seneste 15 år været igennem en slags skibsredernes mesterlære. Noget tyder på, at Mærsk Mc-Kinney Møller tidligt udså sig Robert Uggla som sin egentlige arvtager.

Nu er Robert Uggla trådt ind på den store scene, som ny øverste direktør for familiens pengetank, A.P. Møller Holdning, som får den reelle magt over familiens besiddelser i A.P. Møller - Mærsk og andre steder.

Når Robert Uggla er så interessant at følge, så skyldes det, at familien og koncernen i den grad mangler en leder. Én person, som har den ultimative ret til at sige ja eller nej. En person til at lægge den overordnede linje. En person til at tage det ultimative ansvar.

I dag har koncernen mange magthavere. Det giver mangel på retning, og det lider firmaet Mærsk under i disse år.

Så stolen som den absolutte magthaver står tom. Robert Mærsk Uggla er udset til at sætte sig i den og tage den reelle magt i 2017. Det kommer vi til at følge tæt det kommende år.

Slagmarken Syrien

Af: Anna Libak, udlandsredaktør.
Krigen i Syrien vil vedblive at være på alles læber i år. For det er ikke bare borgerkrig; det er en omnibuskrig, der truer med at brede sig til stadig flere stater i Mellemøsten.

Man kan se krigen som en religionskrig mellem sunnier og shiitter. På den ene side står Iran, Hizbollah, Irak og Syrien, og på den anden Saudi Arabien og de øvrige sunniarabiske stater, der udgør langt de fleste. Verdens to stærkeste teokratier, Iran og Saudi Arabien, kæmper om den rette fortolkning af islam.

Man kan også se krigen som en magtkamp mellem Rusland og USA om verdensordenen. Rusland viser verden, at USA ikke længere kan vælte et fremmed lands diktator, hvis den diktator er Ruslands ven. Og det er Assad, hvis far gjorde Syrien til en sovjetisk lydstat.

Man kan også se krigen som en kamp om fortolkningen af den rene sunniislam. Islamisk Stat kæmper ikke bare mod vesten og shiitterne, men også mod for eksempel Saudi Arabien og Tyrkiet, som Islamisk Stat mener har allieret sig med ugudelige styrer, hvad enten det er USA eller Rusland.

Man kan også se det som en frihedskamp mod islamisk terror, når den amerikansk- ledede koalition, hvori Danmark indgår, bekæmper Islamisk Stat.

Man kan også se det som en kamp mod kurderne, som Erdogan er begyndt at gøre. Han har på det seneste meldt sig på Ruslands og shiitternes side, selvom Tyrkiet er sunnitisk, fordi han frygter kurderne, der også er sunnier, mere end shiitterne.

Og endelig kan man selvfølgelig se det som en borgerkrig: Borgernes oprør mod despoter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.