Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det kan koste 6.560 kroner at downloade en film ulovligt

For første gang i årevis er der faldet dom i en sag om ulovlig download af copyright-materiale herhjemme. Dommen får advokater til at overveje at hæve det forligsbeløb, de foreslår i breve til mistænkte personer.

Den spanske skuespiller poserer ved siden af robotter fra filmen »Autómata« under San Sebastián Film Festival i 2014. Danske Birgitte Hjort Sørensen spiller også en rolle i filmen. Arkivfoto: REUTERS/Vincent West
Den spanske skuespiller poserer ved siden af robotter fra filmen »Autómata« under San Sebastián Film Festival i 2014. Danske Birgitte Hjort Sørensen spiller også en rolle i filmen. Arkivfoto: REUTERS/Vincent West

»Autómata« fra 2014 har stjerner som Birgitte Hjort Sørensen og Antonio Banderas i hovedrollerne. Filmen har en score på 6,1 ud af ti på hjemmesiden IMDB og koster 99 kroner på DVD.

Men for en dansk mand løb regningen for at se filmen i oktober op i 6.560 kroner efter en tur i byretten. Dommen er den første i årevis om ulovlig download herhjemme.

Indehavere af immaterielle rettigheder til især film og serier har de seneste år i stigende grad rettet fokus mod de enkelte forbrugere, herunder også de danske, der downloader i hjemmet.

Det foregår ved, at IT-firmaer holder øje med den såkaldte torrent-trafik på internettet og registrerer, hvilke IP-adresser der downloades fra. En IP-adresse fungerer som et digitalt fingeraftryk, der via internetudbyderen kan knyttes til den person, som betaler for forbindelsen.

På den måde ved advokaterne, hvem de skal sende breve med erstatsningskrav til. Ifølge et af de to advokatkontorer, som kontakter formodede ulovlige downloadere i Danmark, sender kontoret hver måned »flere tusinde« breve ud.

Brevene foreslår et forlig på eksempelvis 1.500 kroner og antyder, at sagen kan ende i retten, hvis modtageren ikke betaler. De første breve blev i Danmark sendt ud i efteråret 2014, og den såkaldte brevmodel har fået flere til at klage til Forbrugerombudsmanden. Herfra anbefales personer, der ikke mener at have downloadet ulovligt, om at gøre advokaterne opmærksomme på det.

Der har tidligere været retssager over stridigheder om brevene undervejs, men først nu er den første dom faldet. Den dømte mand erkendte efter at have set advokaternes bevismateriale, at han havde downloadet filmen, og tvisten i byretten stod derfor om størrelsen af det beløb, han skulle betale. Manden bedyrede indledningsvist, at han havde set filmen alene, og at hans brøde burde takseres i samme størrelsesordning som en biografbillet eller en DVD.

Han udeblev dog fra de afsluttende retsmøder, og dommeren tog derfor stilling efter kun at have hørt dennene side af sagen. Ikke desto mindre glæder advokat og partner i Njor Law Firm, Jeppe Brogaard Clausen, sig over dommen.

»Jeg betragter dommen som et skridt på vejen. Det er en bekræftelse af, at det koster noget at bruge de her rettigheder uden samtykke. Det er selvfølgelig glædeligt for filmbranchen, når dommeren ser på sådan en sag, at man så vurderer til fordel for rettighedshaveren,« siger Jeppe Brogaard Clausen, som repræsenterede ejeren af rettighederne til »Autómata«.

På vegne af sin klient havde Njor Law Firm takseret den ulovlige download til 5.000 kroner. Derudover skal manden betale 1.560 kroner i sagsomkostninger. Udover at Jeppe Brogaard Clausen anser beløbet for at være et »minimumsbeløb« i en retssag, er det »ikke utænkeligt«, at Njor Law Firm fremover vil hæve taksten på 1.500 kroner i de forligsbreve, firmaet sender ud.

»Det er værd at bemærke, at de forlig, vi har sendt ud hidtil, har været væsentligt lavere, end hvad det koster, hvis man skal have en sag gennem retten. Det kunne godt have en afsmittende effekt,« siger han.

Hvis du ikke har hørt om filmen »Autómata« før, kan du se traileren her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.