Nomineret til Årets Dansker 2016

»Det her er benhamrende hårdt, så enkelt kan det siges«

Med syv nye madsteder, to barer, et bageri, et microslagteri og en madskole for socialt udsatte, det hele i New York, erkender Claus Meyer, at han burde ligge i kanten af den røde stress-zone. Men han er aldrig gået ned med stress og tror heller ikke, det sker. Det er der nogle helt bestemte og ret enkle forklaringer på, mener han.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det er med øjne i nakken, et fast greb på cykelstyret og fuld attention, at Claus Meyer næsten hver morgen snor sig ind mellem Manhattans gule taxaer. Forbi desperate bilister med hornet i bund. Videre på cyklen udenom fodgængere, pizzabude og skatere, som vil give fanden i lyssignaler.

For til sidst at svinge opad 42. gade til New Yorks Grand Central Terminal, hvor han har sit nye madimperium.

Livsfarligt og det glade vanvid at kaste sig ud i New Yorks morgentrafik på cykel?

»Næh... det synes jeg ikke,« lyder svaret. Med en tilføjelse om, at han nok burde huske cykelhjelmen lidt oftere.

»Det føles – 7-9-13 – mindre farligt, end når jeg cykler i København. Her er jo så sindsygt meget trafik, at bilerne ikke kan andet end at bevæge sig langsomt fredmad. De tager det faktisk pænt, når man kører lidt friskt.«

Berlingske møder Claus Meyer i hans restaurant »Agern« i den pompøse bygning, som har været newyorkernes vartegn siden 1913. Udover restauranten består Meyers satsning i Midtown af »Great Northern Food Hall«, der ligger i Grand Centrals legendariske Vanderbilt-hal sammen med en deli og en hotdog-bod. Derudover et lille bageri i Brooklyn, en madskole for udsatte unge, et microslagteri, to restauranter i Williamsburg og en i Greenpoint. I alt syv madsteder og to barer.

Udenfor er himlen knaldblå, solen står højt på himlen over Manhattan på en lun novemberdag, og frokostgæsterne begynder at sive ind på restauranten, hvor kun et par borde stadig er ledige.

Han taler hurtigt, ikke noget smalltalk. Det er ind til benet fra start og »no bullshit-attituden«. Travlt, ja, men han giver sig god tid til at svare og lader sig ikke forstyrre af hverken medarbejdere eller telefoner undervejs. Kun ganske kort, da et dansk ægtepar sætter kursen direkte hen mod ham, inden de slår sig ned ved et bord i restauranten.

»Hvor er det flot, held og lykke med det.«

Claus Meyer nikker, smiler og takker.

Han kunne have nøjedes med en enkelt restaurant, siger han. Og hvis det nordiske køkken-koncept virkede i New York, kunne han have etableret flere af nøjagtig den samme slags restauranter. En Meyer-kæde.

»Men det ville have været alt for endimesionelt og meget langt fra den måde, jeg har lyst til at arbejde på.«

At han for alvor har fat i noget, fik han i den grad bevis for, da New York Times i august tildelte »Agern« tre ud af fire mulige stjerner. Stjernen var ikke fra hvem som helst, men blev givet af avisens madanmelder Pete Wells, kendt som en særdeles tough herre.

Ifølge anmeldelsen er det lykkedes »Agern« at behandle New York som en »nyopdaget nordisk hovedstad«. Særlig begejstret var Pete Wells for »de kreative sammensætninger og dybden i maden«.

»Altså, at få knebet os gennem det nåleøje, det er selvfølgelig ret fantastisk og stadig lidt ubegribeligt. Når man tænker på, at der er over 14.000 restauranter i New York, og at under 50 af dem har fået tre ud af fire stjerner fra New York Times, som har en vanvittig stor betydning, så skal man være mere end bare almindelig glad.«

Men Claus Meyer føler sig ikke på nogen måde som en helt.

»Bare fordi folk siger: ’Nej, hvor er det pænt og tillykke, Claus’, og man samtidig får gode anmeldelser, går jeg ikke rundt i sådan en lykkerus. Jeg føler mig hverken særligt udvalgt eller særligt heldig eller på nogen måde særlig fantastisk.«

Artiklen fortsætter under billedet

ARKIVFOTO: Claus Meyer er kendt som madelsker og entreprenant gastronomisk iværksætter. Senest er han gået i land i New York, som han ifølge New York Times’ stjerneanmelder med succes har indtaget som en »nyopdaget nordisk hovedstad«.
ARKIVFOTO: Claus Meyer er kendt som madelsker og entreprenant gastronomisk iværksætter. Senest er han gået i land i New York, som han ifølge New York Times’ stjerneanmelder med succes har indtaget som en »nyopdaget nordisk hovedstad«.

Han hilser smilende på en, han kender, som lige kommer forbi det høje bord, vi sidder ved. Tager en slurk af sin sorte kaffe, ser ud udover restauranten og siger så:

»Det har også været grusomt hårdt og ufatteligt besværligt at nå hertil. Jeg kunne skrive en hel bog om de forhindringer og mange bureaukratiske spilleregler, vi har været udsat for.«

I familien havde de ofte talt om, at det kunne være interessant at bo i udlandet. New York havde altid stået højt på listen over rejsemål. Men det, som for alvor trak, var selve udfordringen.

»Det var både skræmmende og fascinerende at få en chance for at lykkes med det her projekt,« konstaterer han.

»Ovenikøbet i den mest konkurrenceprægede by i verden. Det har betydet, at jeg har skullet trække på alle de erfaringer, jeg har gjort gennem de sidste 30 år som iværksætter, menneske og madmand.«

Claus Meyer har tidligere udtrykt sin tvivl om, hvorvidt han har gabt over for lidt for meget. Den tvivl har han stadig.

»Det er ikke hver aften, jeg falder i søvn med et smil, det her er benhamrende hårdt, så enkelt kan det siges.«

I løbet af det næste års tid skal det hele finde fodfæste, der skal justeres og tilpasses.

»Jeg har startet en virksomhed med 350 ansatte i et fremmed land og med produkter, som markedet ikke kender. I den proces begår man en række fejl. Dem skal vi lære af, så hurtigt vi kan, så vi står stærkest muligt, inden vi kommer for langt ind i 2017. Et af de store mål er at få opbygget en kompetent organisation, der kun i et begrænset omfang har brug for mig.«

Noget af det vigtigste er, siger han, at kunne vågne om morgenen og vide, at han har muligheden for selv at vælge at samarbejde med de muligheder, han render ind i.

»Jeg elsker, når det lykkes at etablere nye uforudsiglige samarbejder, der beriger et samfund og samtidig styrker kernen i organisationen. Derfor vil jeg meget nødigt stivne i en syvårsplan, der lægger beslag på 80 procent af mine ressourcer.«

Set udefra burde Claus Meyer flere gange have været på kanten af den røde stress-zone.

»7-9-13 er jeg aldrig gået ned med stress. Og eftersom det nok ikke bliver værre, end det her, sker det forhåbentlig aldrig.«

Det er der flere forklaringer på, mener han selv. For det første har han gennem årene sørget for at være en lille smule konservativ.

»Uanset hvor meget, jeg har kastet mig ud i, har jeg altid sørget for, at selv om det hele gik galt, ville jeg ikke skylde nogen noget.«

Så er der de mere basale værdier, som han kalder det.

Hver morgen bruger han omkring en halv time på motion. Han sørger også for at få mindst et ordentligt måltid mad om dagen. Helst sammen med familien og ofte med venner, hvor han giver sig god tid til at nyde »bordets glæder«, som han udtrykker det.

Som endnu en vigtig faktor peger han på, at han altid har gjort sig umage med ikke at skuffe folk, som regner med ham. Indimellem har han også gjort noget for nogen, som han ikke skylder noget.

Blandt de seneste eksempler er »The Melting Pot Foundation«, som Claus Meyer etablerede i 2010, og som i samarbejde med Kriminalforsorgen har bedrevet kokkeundervisning i flere danske fængsler. I 2013 etablerede han sammen med fonden IBIS en gourmetrestaurant i Bolivia. Siden er 11 skoler/spisesteder i Bolivias slum kommet til.

Og i New York har Claus Meyer og hans folk rettet blikket mod den ultrafattige bydel Brownsville, hvor en madskole, der også er et bageri og et cafeteria, slår dørene op i det tidlige forår 2017.

Det er, som han siger, for at give noget tilbage til det samfund, han nu har valgt har slå sig ned i. Men også et forsøg på at være en kilde til inspiration for sine børn.

»Min familie betyder alt for mig, her har jeg en grundsolid kærlighed, der er helt uden sammenligning med noget som helst andet i mit liv. De er det vigtigste for mig overhovedet og forklaringen på, at jeg er i stand til alt det, vi er i gang med.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.