Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det gælder Danmark

Statsministres nytårstaler er danmarkshistorie for sig. En bog har samlet dem alle og viser, at Helle Thorning-Schmidt står med en stor mulighed foran sig - og en række af faldgruber.

Hvordan vil det gå Helle Thorning-Schmidt, hvis hun indleder 2012 med at svinge håndtasken på en måde, der står mål med Poul Schlüters verbale øretæver til danskerne?
Hvordan vil det gå Helle Thorning-Schmidt, hvis hun indleder 2012 med at svinge håndtasken på en måde, der står mål med Poul Schlüters verbale øretæver til danskerne?

Hvad siger Helle Thorning-Schmidt? Noget markant? Noget mindeværdigt? Vil hun rejse sit eget tårn på marken af 70 års nytårstaler og være synlig flere år efter? Eller vil hun stille sig i skyggen af nogle af de foregående?

Få danske statsministres nytårstaler står formentlig klart i danskernes erindring. Også selv om ingen andre taler er hørt af et større antal borgere. Poul Nyrup Rasmussens nytårstale i 1999 havde eksempelvis 2,4 millioner lyttere/seere, hvilket er mere end nogen anden. Inklusive alle Dronningens nytårstaler.

Alligevel vil ingen formentlig kunne huske et eneste ord fra denne tale.

Talen i 1999 er også slemt kedelig i koderne. Faktisk træt allerede i sit antrit: »For de fleste mennesker er nytåret en naturlig anledning til at gøre status og se fremad. Hvordan forløb det år, der er gået? Hvilke forventninger har vi til det år, vi nu går ind i? ... Hvad gik godt, hvad gik ikke så godt, og hvad kan jeg gøre bedre i året, der kommer?«

Talens traditionelle og næsten søvndyssende indledning havde dog sin egen pointe. Den vidnede om en statsminister, som vidste, at han blev nødt til at sige noget om, at han havde givet en efterlønsgaranti og sandsynligvis med bredden af et hentehår fra et LO-medlem havde vundet valget på selvsamme garanti, hvorefter han brød garantien.

En tale om den slags svig over for vælgerne kræver naturligvis en omstændelig indledning.

En ny bog, »Nu gælder det Danmark!«, af Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin indeholder samtlige statsministres nytårstaler fra den første i januar 1940 frem til Lars Løkke Rasmussens seneste. Netop omstændighederne omkring talerne - samfundets og verdens almene tilstand, såvel som den talende statsministers aktuelle placering i det folkelige kridthus - gør talerne til mere end blot høflige nytårskort.

Forfatterne har forsynet hver eneste tale med sit eget kapitel om samtiden, datidens aktuelle politiske situation og om det Danmark, ordene fra landets leder gik ud til.

Ikke overraskende gør det den første nytårstale fra en statsminister til danskerne til noget særligt. Radiotalen i 1940, hvor socialdemokraten Thorvald Stauning indleder med: »Ærede tilhørere. Man har ønsket, at jeg gennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne.« Som forfatterne påpeger, fortaber det sig i historien, hvem denne »man« er, som ønsker en tale af statsministeren på årets første dag. Sandsynligvis har den socialdemokratiske landsfader selv ment, at et Europa på vej i krig - Tyskland stod allerede i Polen og Sovjet i Finland - afkrævede ham at sige noget.

Staunings debuterende nytårstale står i dag som den klart længst levende og mest kontroversielle. På grund af omstændighederne. Staunings budskab er umiskendeligt. Verden er stor. Danmark er lille. Hvis verden i sin vrede kommer forbi, og det gør den nok, lægger Danmark sig fladt ned. Som det konkluderes i »Nu gælder det Danmark!« (titlen er i øvrigt et citat fra Staunings første tale): »Den tyske besættelse af Danmark i 1940 og de efterfølgende »fem forbandede år« blev det eftermæle, som den første nytårstale fra en dansk statsminister til folket vil blive husket for.«

Den næstmest kontroversielle og markante nytårstale finder man godt 60 år længere fremme i tiden. Den blev ironisk nok holdt af en statsminister, der ønskede et opgør med netop Stauning-regeringens passivitet og samarbejdspolitikken under besættelsen. Anders Fogh Rasmussens første nytårstale som statsminister i 2001 omtales populært som »smagsdommertalen«. Et klart værdi- og kulturopgør med »de rigtige meninger«:

»Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.«

De fleste erfarne politikere ved, at en grundregel i deres fag er at være herre over, hvad man siger, i stedet for at blive slave af, hvad man får sagt.

Den særlige mulighed for at markere sig og sætte politiske dagsordener i direkte tale til den danske befolkning, som en nytårstale er, udnyttes forbavsende sjældent. I 50erne og 60erne bruges talerne mest af - de fortrinsvis socialdemokratiske - statsministre til alvorlige og bureaukratisk samt teknisk formulerede redegørelser for rigets økonomiske tilstand.

Først med Anker Jørgensen i 1973 indtrådte den mere personliggjorte tale. Med en opsigtsvækkende indledning om en ferierejse til De Vestindiske Øer og Ankers forestilling, hvor han forvandler flyet til et slaveskib. »Så kom stewardessen Jeg bestilte to øl,« afbryder han forestilingen og konkluderer, at slaveri stadig ikke er et overstået kapitel i verdenshistorien.

Jens Otto Krag forsøger ganske vist med indslag i kunsten at imødekomme borgernes bekymring. I 1966 opfordrer Krag gerningskvinden i »Tina-sagen« - alle danskere var optaget af en bortførelse af et spædbarn ved navn Tina fra Daells Varehus - til at melde sig selv på Folketingets Ombudsmands privatnummer. Hvilket ikke skete. Men ellers er Anker Jørgensen det egentlige brud med forrige årtiers højtsvævende tale om økonomiske fordringer.

Først her - efter de forrige års ungdomsoprør mod autoriteter - indtræder en egentlig direkte tale til borgerne.

Denne fremgangsmåde synes også næste tiårs statsminister, Poul Schlüter, at tage på sig fra 1983 til 1993. Endda i en grad så den konservative statsminister, der i udgangspunktet ikke blev spået lang tid bag skrivebordet, tillader sig at være meget direkte. Ikke alene siger han i sin første nytårstale direkte til arbejdsgiverne, at de har »ansvar for at udnytte mulighederne til det yderste Vi har lov at vente af jer, at I gør det«, hvorpå lønmodtagerne får en advarsel mod arbejdsnedlæggelser med samme ske: »I kan ødelægge mulighederne Jeres arbejdspladser kæmper med store vanskeligheder. Der er ingen fremtid i at forøge dem.«

Op gennem firserne læses og påskrives danskerne, at »forkælelse« og »grædekoneri« må ophøre for i 1988 at toppe i formaninger med ordene: »Jamen, hvad er der da galt med Danmark? Det skal jeg såmænd sige Dem: Vi er for langsomme til at tage os sammen, og vi er for hurtige til at slappe af igen. Vi er forvænte, sorgløse og urealistiske.«

Tid og tone skifter, og statsministres nytårstaler skifter selvsagt med, hvilket er det virkeligt interessante i »Nu gælder det Danmark!«. Statsministres taler er sjældent stedet, hvor bladet tages fra munden. Hvor det fyndige får frit løb. Oftest fordi de fleste erfarne politikere ved, at en grundregel i deres fag er at være herre over, hvad man siger, i stedet for at blive slave af, hvad man får sagt. Ligesom der skal tales til danskerne i nøje afvejet overensstemmelse med, hvor meget sandhed man tror, de vil vedkende sig. Eksempelvis illustreret af to forskellige statsministre, der i nytårstaler siger det samme. Den første med let hentydning, den sidste nærmest sarkastisk:

»Vi har ret til at være utilfredse. Men det er ingen pligt at være det,« siger Anker Jørgensen i 1981. Og Schlüter gentager i 1987 på denne måde: »Langt, langt de fleste af os burde ikke klage - men vi gør det da.«

Hvordan vil det gå Helle Thorning-Schmidt, hvis hun indleder 2012 med at svinge håndtasken på en måde, der står mål med Poul Schlüters verbale øretæver til danskerne?

Formentlig ikke godt.

Vil hun slutte ring til partikollega Stauning, kan hun indlede med et par af hans ord fra 1940: »Vi skylder vort land at stå sammen om opgavernes løsning. Nu gælder det ikke den enkelte og ikke politiske retninger. Nu gælder det Danmark og det danske folk.«

Hvad: »Nu gælder det Danmark! - statsministrenes nytårstaler«, af Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin, forlag: Lindhardt og Ringhof, 851 sider.

INFOshop GUIDE: Sådan vælger du den rigtige champagne

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.