Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det føltes, som om vi stod midt i revolution og borgerkrig«

I en ny bog ser tre danske Liverpool-fans væk fra banen og op modtribunerne for at undersøge, hvad det vil sige, at have »Liverpool iblodet«. Magasinet bringer her et boguddrag, hvor

Britain Football Soccer - Stoke City v Liverpool - Premier League - bet365 Stadium - 8/4/17 Liverpool fans as a smoke bomb is let off Reuters / Darren Staples Livepic EDITORIAL USE ONLY.No use with unauthorized audio, video, data, fixture lists, club/league logos or "live" services. Online in-match use limited to 45 images, no video emulation.No use in betting, games or single club/league/player publications. Please contact your account representative for further details.
Britain Football Soccer - Stoke City v Liverpool - Premier League - bet365 Stadium - 8/4/17 Liverpool fans as a smoke bomb is let off Reuters / Darren Staples Livepic EDITORIAL USE ONLY.No use with unauthorized audio, video, data, fixture lists, club/league logos or "live" services. Online in-match use limited to 45 images, no video emulation.No use in betting, games or single club/league/player publications. Please contact your account representative for further details.

I Bruxelles manglede der ikke røde trøjer eller sort-hvide striber. Eller jo, på en måde gjorde der, for alle spillere sad fanget i omklædningsrummene. Jeg fornemmede en alvorlig tone i Niels-Christiansens forsøg på at fortælle de danske seere, hvad der var los. Tv-billederne begyndte at fokusere på et tomt tribuneafsnit i svinget til venstre for hovedtribunen.

Foran de slidte betontrin stod nu belgisk politi og afspærrede denne lille del af stadion. Det så mærkværdigt ud. På trinnene under stålbarriererne lå en enorm mængde affald. I den anden ende af stadion blandt de italienske fans begyndte en flok hardcore fyre at forcere hegnet. De var tydeligt ophidsede og ønskede ganske sikkert, at de kunne gå direkte i kødet på de engelske fans.

»Vi blev utålmodige. Hvorfor kom kampen ikke i gang? En besked på italiensk over stadions højtalere fik helvede til at bryde løs. Juventus’ fans rev hegnet ned og gjorde klar til at angribe os. Politiet fik endelig sat sig igennem og fik holdt grupper af angrebslystne Liverpool-fans tilbage,« fortæller Liverpool-supporter Tony Evans, tidligere musiker i Liverpool-bandet The Farm, som, da vi møder ham en mild februardag i London, er fodboldredaktør på avisen The Times.

Tony inviterer på øl på sportsredaktionens stampub et stenkast fra avisens lokaler ved bredden af Themsen. Vi har sat ham stævne på grund af hans egenskab af livslang Liverpool-supporter. Tony Evans er i supporterkredse kendt som et åbenhjertigt menneske, som gerne fortæller om såvel forsiden som bagsiden af sin og andres fodboldlidenskab.

Han oplevede i en ung alder, og i løbet af bare fire år, europæisk fodbolds måske to største fodboldtragedier. Heysel og Hillsborough blev synonymer med Liverpool og død. Og for mig som knægt blev Heysel og Hillsborough delvist uforklarlige parenteser i en årrække af sportslige triumfer.

Jeg er rejst til England sammen med min medforfatter Henrik for at forsøge at forstå, hvorfor alle Liverpool-fans snakker om Hillsborough-katastrofen og stort set ingen om Heysel. Den oplagte forklaring er, at man vil glemme sin rolle som forbryderen og i stedet dyrke offerrollen. Men den er for lige til og unuanceret.

Under vores besøg er det kun godt fire måneder, siden den britiske premierminister David Cameron i Underhuset på vegne af regeringen gav sin uforbeholdne undskyldning til Hillsborough-ofrenes familier. 23 års kamp mod usandheder, korruption og nedladenhed er forbi. Retfærdigheden kan ske fyldest, sandheden kan komme frem. Og vi kan som danske Liverpool-fans endelig komme videre fra en tragisk sag, der aldrig var vores personlige, og som vi på ingen måde kunne knytte reel sorgfuldhed til.

Med retfærdigheden inden for rækkevidde for de 96 ofre og deres efterladte, føltes det mere legitimt at kaste lys på skismaet mellem begivenhederne i Bruxelles og Sheffield. Begge tragedier havde stor indflydelse på vores teenageidentitet som Liverpool-fans og definerer på mange måder stadig, hvem vi er, og hvad vi er. Mænd, der elsker Liverpool by og Liverpool FC.

Der måtte være kød på denne sag. Vi fornemmer vores nysgerrighed vokse i takt med diskussioner og meninger, der stikker i alle retninger. Vi dykker ned i de relativt få kilder, der går ind til benet i denne sag, og det bliver hurtigt klart, at vi må møde journalisten, supporteren og scouseren Tony Evans.

»Det er afgørende og helt essentielt, at I forstår baggrunden for Heysel-ulykken,« forklarer Tony Evans alvorsfuldt. Stemningen rundt om vores lille bord på pubben skifter fra løssluppen fodboldanalyse af gårsdagens Liga Cup-semifinale-exit på Stamford Bridge til en alvorsfuld tone. Tony Evans tager en stor slurk af sin pint og begynder sin beretning:

I kan ikke se Heysel isoleret. I må forstå baggrunden, hvem vi var, og hvad vi stod for. Jeg var 25 år gammel, da jeg rejste til finalen i Belgien. I årene inden voksede jeg og mine venner op i en rå og voldelig virkelighed. Merseyside mistede arbejdspladser i store tal. Arbejdsløsheden blandt ungdommen var massiv, og det blev kun værre. Liverpool var på alle måder helt ude af sync med mainstream Britain, politisk og filosofisk.«

Hvad betød det konkret for livet som ung scouser i startfirserne?

»Det betød, at vi vidste, hvordan man fremstillede molotovcocktails,« replicerer Tony Evans skarpt og fortsætter i samme jargon: »Regeringen havde seriøse planer om at affolke Liverpool. De lokale politikere lå i krig med magthaverne i London. Så alvorligt, at der var tale om at suspendere det lokale byråd og indsætte hæren.

Det var under disse omstændigheder, jeg og mine kammerater tog til fodboldkampene. Vi forstod ikke alt, hvad der foregik, men vi og tusindvis af andre unge havde følelsen af, at noget var helt, helt galt og dybt uretfærdigt. Vi var hårdkogt politiserede og venstreorienterede i en tid, hvor fodboldtilhængere ofte var at finde på det yderste højre. Sat på spidsen gik de andre holds grupperinger efter seriøs ballade, mens vores drenge primært var ude for at stjæle,« forklarer Tony Evans, trækker på skuldrene og fortsætter:

»Vi kunne hamle op med hvem som helst, tag ikke fejl af det. Vi havde en rodfæstet oplevelse af, at alle var imod os. Vi var i defensiven mentalt. Alle hadede os, og vi havde brug for måder at markere os på. Der kunne fodbolden bruges. Liverpool FC blev katalysator for vores specifikke kultur og selvforståelse. Godt hjulpet til af ikoniseringen af socialisten og manager-messias-figuren Shankly, den blodrøde farve på spillerdragten og den gyldne Liverbird på brystet.«

Henrik og jeg har forsøgt at forberede os godt til vores mange aftaler i London. Vi havde fået nogle store fisk på krogen, syntes vi selv, og vi ville nødigt falde igennem som to lalleglade skandinaviske fans. I dobbeltsengen på, hvad der på internettet blev betegnet som et hotel, men vel i virkeligheden nærmere var et hus med mange utroligt små og usle værelser, lå vi godt tæt sammen og læste samme aftenlekture. »Far foreign land – Pride and passion the Liverpool way« er Tony Evans’ rå, men humoristiske bog om hans skæbnefællesskab gennem mere end 20 år med hans lokale fodboldhold.

Henrik og jeg sludrede om den dobbelthed, vi ind imellem møder i os selv, når vi beskæftiger os med engelsk ungdomskultur og arbejderklassekultur i 1980’erne. Vi er fascinerede af sammenholdet, råheden og den politiske styrke, der lå i denne tid samt det udtryk i musik, mode og fodbold, det gav sig udslag i. Vi sad som unge drenge og sidder stadig som midaldrende mænd langt fra disse miljøer i vores sikre, danske forstadspupper. I sådan en sympati med grupperinger i det engelske samfund med særegne værdier og politiske holdninger kan man godt komme til at miste det moralske kompas.

Jeg er helt sikkert gået længere end Henrik på den bane. Jeg har forsvaret hooliganisme og politisk terrorisme og tilskyndet til oprør mod ’systemet’. Jeg har som del af en gruppe intet problem haft med tyveri og hærværk i visse fodboldrelaterede sammenhænge. I min mangeårige søgen efter egen fodboldidentitet er jeg altid havnet i de miljøer, der på mest hardcore vis repræsenterede dette.

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, jeg blev Liverpool-fan som dreng. Jeg kunne fornemme og lugte noget hele vejen over Nordsøen – noget fandenivoldskhed og fuck magthaverne. Som ung, nysgerrig og grænsesøgende førte det mig videre til steder i det britiske som Belfast, Glasgow, Derry og Wimbledon. På kontinentet tyske St. Pauli, spanske Rayo Vallecano og italienske Atalanta. Og oversøisk i Sydamerika gjaldt det klubber som brasilianske Corinthians og Boca Juniors fra Argentina. Alle miljøer, der repræsenterede og forstærkede det, jeg troede på og gerne ville stå for.

Derfor vækker det på sin egen besynderlige måde genklang hos mig, når jeg læser Tony Evans’ beskrivelser af hans opvækst og ungdom på Merseyside. Den voldelige og årelange britiske minestrejke, der splittede samfundet i to halvdele. Hadet til eliten repræsenteret ved jernkvinden, premierministeren Thatcher. Den nordirske konflikt, der betød blod i gaderne i Derry og Belfast, samt grufulde terrorbomber i London.

»Det føltes, som om vi stod midt i revolution og borgerkrig. Og ét var sikkert: Vi ville blive taberne,« forklarer Tony Evans, inden han bestiller næste omgang fra baren og flytter fokus tilbage til begivenhederne i Bruxelles og den skæbnesvangre dag i 1985.

Jeg sad og håbede så inderligt, at de snart fik sat kampen i gang. Mine drengeøjne forsøgte i alt dette kaos at finde en flig af en smuk, rød farve, der kunne skabe håb om Liverpool-holdets snarlige indløb til kampen. En rød trøje tonede frem på skærmen, men det var ikke den bomstærke Liverpool-anfører, Phil Neal, der førte tropperne an. Iklædt grå-rød Adidas-træningsdragt genkendte jeg den ældre, gråhårede herre som Liverpools manager Joe Fagan. Det blev nu helt underligt for mig. Joe Fagan, og hvad der efter min vurdering nok var Juventus’ karismatiske træner Trapattoni, blev fulgt af kameraerne, mens de fra hovedtribunen og ud gennem stadions højtaleranlæg talte til publikum.

Det var så langt fra en optakt til et snarligt kick off, som det kunne være. Det var en katastrofe. Min aftale med min mor om at se kampen var afpasset kampstart og måtte slutte til tiden. Enhver afvigelse fra dette ville få store konsekvenser for mig. Vi skulle køre hjem fra Svendborg, det i sig selv betød mindst en time uden adgang til fjernsyn. Og en rigtig slem forsinkelse ville betyde et kampsluttidspunkt langt ud over min til lejligheden forhandlede specielle finale-sengetid. Det var jo trods alt en helt almindelig onsdag aften, og der var en skoledag at passe næste morgen. En skoledag, der meget vel kunne blive årets bedste. Tænk sig igen at angribe skolegårdens små stålmål som Europas nykårede og absolutte fodboldmestre.

Endelig, med halvanden times forsinkelse, kunne Ian Rush give bolden op til det, der for mig var årets ubestridte højdepunkt og uden tvivl overgik både fødselsdag og juleaften. Halvanden times fodboldkamp og et kvarters pause oven i en i forvejen sen aften så langt væk som i Svendborg. Det kunne ikke gå godt. Og efter de første 45 minutter gik den da heller ikke længere. Vi måtte af sted. Farvel til mine røde helte på grønsværen i Bruxelles. De ville klare den. De klarede den året før i Rom. Mit hold vinder, når det gælder. Jeg havde aldrig oplevet andet.

»Vi vandt på banen i Rom i 1984 (Liverpool-sejr over AS Roma efter straffesparkskonkurrence, red.), men var før og efter kampen udsat for så mange voldelige overfald, at selv hårdkogte Liverpool-fans vendte traumatiserede hjem,« forklarer Tony Evans.

»I må forstå, at stemningen op til finalen i ’85 var, at italienerne ikke én gang til skulle udsætte os for noget lignende. Derfor var atmosfæren intens og speciel gennem hele dagen, og normal venskabelighed fans imellem var afløst af nervøsitet, frygt og hovmod. Vi var fulde, og adrenalinen pumpede i vores årer. Jeg husker tydeligt vores ankomst til stadion. Vi var vant til lidt af hvert; nedslidte stadions og voldeligt politi var hverdagskost for os, men Heysel var i katastrofalt ringe stand og slet ikke gearet til en europæisk finale. Liverpool-fans sparkede hul i murene rundt om stadion og gik ind uden billet, tribuneafsnittet var overbefolket, og stadionkiosker blev åbenlyst plyndret. Det var anarki, det var finale, og jeg følte det, som om jeg var på toppen af verden,« forklarer Tony Evans.

Forboldtilhængere på Heysel Stadion. 39 personer døde under kampene mellem tilhængere af Liverpool F.C. og Juventus F.C. Foto: Scanpix
Forboldtilhængere på Heysel Stadion. 39 personer døde under kampene mellem tilhængere af Liverpool F.C. og Juventus F.C. Foto: Scanpix

De danske aviser skrev i dagene efter ulykken om hooliganisme som den åbenlyse grund til 39 menneskers død. Nye og uredigerede TV-billeder lader heller ingen tvivl tilbage. Unge Liverpool-fans angriber politi og Juventus-fans i forkanten af tidspunktet for ulykken. En betonmur kan ikke modstå presset fra de italienske fans, der forsøger at flygte. Muren kollapser ned over menneskemængden, og fodboldfans bliver på kort tid mast, kvalt og trampet ihjel.

»En time inden kampstart var sektion Y, hvor vi Liverpoolfans stod, ved at være overfyldt. Tilskuerbarrierer kollapsede, og situationen var ved at blive anspændt, eftersom flere og flere Liverpool-fans kom til bagfra. Nabosektionen Z var som udgangspunkt et neutralt tribuneafsnit, men det var for os tydeligt, at langt de fleste var italienere. Sektionen var ikke fyldt op, og vi misundte dem pladsen. Der var kampe mellem grupper af Liverpool-fans og politiet. Inden jeg så mig om, var hegnet mellem de to sektioner nede. Jeg og mange andre Liverpool-fans tog turen over i sektion Z. Jeg oplevede ikke de store problemer, blot små provokationer og optræk til slåskamp, der fik italienerne til at fortrække fra området, hvor hegnet var kommet ned. Jeg kravlede tilbage til sektion Y uden den mindste opfattelse af, at 39 mennesker var ved at dø,« fortæller Tony Evans.

Jeg blev nervøs over det forsinkede starttidspunkt. En lang annoncering på italiensk over højtaleranlægget satte ild til de italienske fans, og helvede brød løs.

kampen blev spillet, Juventus vandt, og spillere og fans fejrede sejren, som om intet usædvanligt var hændt, forklarer Tony Evans og understreger det surrealistiske og tragiske i aftenen med hans møde med den virkelige og skinbarlige sandhed.

»Jeg blev vækket på båden mellem Belgien og England. Vi sov rusen og skuffelsen ud. En ukendt scouser tilbød mig en slurk øl og henledte min opmærksomhed på tv-skærmen. Vi var verdens værste hooliganafskum. Jeg tog en slurk af øllen.«

Juventus fans gesture to Liverpool fans during their Champions League quarter final first leg soccer match at Anfield, April 5, 2005. The two clubs met on Tuesday for the first time in a competitive match since 39 supporters died at the Heysel Stadium in Brussels before the 1985 European Cup final. REUTERS/Ian Hodgson
Juventus fans gesture to Liverpool fans during their Champions League quarter final first leg soccer match at Anfield, April 5, 2005. The two clubs met on Tuesday for the first time in a competitive match since 39 supporters died at the Heysel Stadium in Brussels before the 1985 European Cup final. REUTERS/Ian Hodgson

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.