Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Essay

Det er ungdommen der forsvinder

Det er et lille stykke ungdom, der bliver revet i stykker, hver gang en af de største forsvinder. Nu er også Prince taget af sted, og snart er der intet andet tilbage end iturevne rester af en tid, der er forbi.

Arkivfoto: Prince optræder under hans 'Diamonds and Pearls Tour' i London, 1992.
Arkivfoto: Prince optræder under hans 'Diamonds and Pearls Tour' i London, 1992.

For helvede. Nu også Prince. Det er hele éns ungdom, der forsvinder for generationer af mennesker. Det er den første smerte, det første kys, det første vellykkede move på et dansegulv, mens han synger »Tonight I’m gonna party like it’s 1999« på en måde, så alle vi, der afventede årtusindeårsfesten, vidste præcist, hvad han mente.

Den rytme, den sætning, de ord, sunget på den måde, der i det øjeblik gav én modet til at spørge hende. Til at se på hende. Til at gå efter det, man ville her i livet. Gå efter drømmene og glemme alt om hverdag og realiteter, men bare i et øjeblik leve, leve, leve med alt, hvad man har, som det sker i de øjeblikke, hvor musik får én til at tro så vanvittig besættende meget på livet.

Som Prince selv sang, 32 år før han blev fundet i en elevator i sit studie, Paisley Park, med den profetiske klarhed, der altid gennemstrømmer stor kunst: »Tell me, are we gonna let the elevator bring us down? / Oh, no let’s go! / Let’s go crazy.«

Og nu, hvor disse ord skrives, er det så 19 timer og 8 minutter siden, han tog elevatoren. I nat skreg duerne. I dag har de indtaget alverdens pladser i hæs, hviskende stilhed, mens de venter på det, som de meteorologiske simulationer allerede forudså, inden resten af verden fik besked om hans død: I denne weekend falder sneen.

Nogle gange sner det i april – »Sometimes it Snows in April«, som i al evighed vil vedblive at være blandt de smukkeste sange, der er skrevet, og som måske er en af grundene til, at den kvinde, der har valgt mig, har valgt mig. For det var den første sang, jeg spillede for hende, og fra hun hørte den første tone, genkendte hun den sang, der altid havde betydet mest for hende. Når man giver sin sjæl, så skaber man andres liv overalt i verden med mikroøjeblikke, der kommer til at definere dem, de bliver, og den retning, deres liv går i.

Den lilla regn er frosset til sne i april, »All good things they say never last,« som der stod på hundredetusinde Facebook-opdateringer torsdag aften i vores tidszone, og som mindede os om, at vi endnu har noget, der binder os sammen nogle sidste gange. Som musikeren og produceren Nikolaj Steen skrev:

»To af de største musikalske ikoner er døde inden for tre måneder. Soundtracket til min ungdom og min generations største inspirationskilder er ikke mere. Det er ikke til at bære.«

Der findes en lyserød himmel, når solen hænger så lavt, at dens stråler får skyerne til at flamme op. Så måske er der også lilla regn et sted i verden. Den faldt næppe, da han faldt. Det ville være for forceret. Men næste gang den falder, og næste gang den falder, og næste gang den falder, vil det være ham, der er i tankerne. Præcis som når en due med et skrig letter fra Markuspladsen i Venedig eller fra byfornyelsesaltanerne i København.

Og nu er han så også taget væk som Bowie, der selvfølgelig skal nævnes blandt disse ord, for jeg tror, vi alle sammen har en fornemmelse af, at han bare viste vej til stjerneporten, og at stjernerne nu én for én farer mod himlen for at lyse over os, der var deres samtidige, så længe vi er her endnu. Nu er hele aftenen fyldt med lilla hjerter i et digitalt symbolsprog, der ikke fandtes, da Prince Rogers Nelson forsagede sit eget kunstnernavn og blev til The Symbol.

De venner, jeg har haft, de kvinder, jeg har kendt, de mennesker, jeg har grinet med, levet med, elsket og ikke set i evigheder, de sad i et øjebliks eftertænksomhed i nat. Jeg aner ikke, hvad de er blevet til.

Måske står de passivt manisk forældreimødekommende til klassearrangementer med en bøtte pastasalat og minipizzaer og er blevet ikkerygende professionelt udadvendte og for trætte til sex.

Men jeg ved hvilken musik, de elskede højest, da drømmene var mest intense, og de endnu ikke var ankommet, men var på vej, og i et øjeblik var det også dem, jeg var sammen med, dem, vi alle sammen var sammen med, da Prince døde.

De største stjerner er vores fælles familiemedlemmer. Referencen til vores inderste. Nu er de største stjerner blevet supernovaer, der blusser op et kvarters tid og kun er synlige for dem, der i forvejen ser efter. Prince var blandt de sidste af de evige stjerner, som vi alle kendte, og som, uanset om vi brød os om det eller ej, prægede den tid, der var vores.

I et øjeblik, et langt, udstrakt øjeblik, der var stærkest fra midten af 80erne, og som endnu er tydeligt som pludselige tanker tilbage, i det øjeblik var han den største. Den, som Michael Jackson kun kunne aspirere til at blive, og som Whitney, George Michael og Madonna aldrig ville nå.

Nu er de efterhånden alle sammen væk. Janis, Jimi og Jim skred, inden festen sluttede. Bob Marley blev et kvarters tid længere. John gik en tur i New York. Sid Vicious ville ud og væk. Kurt Cobain skød ikke bare genvej, Michael Jackson var vel forsvundet mange år før sin død, og i en af sine sidste sange sang Bowie »så længe der er dig, så længe der er mig« i vished om, at kærligheden måske nok er evig, men livet ikke længere er det.

Og snart er der også en dag uden Dylan og intet mere tilbage af det øjeblik, der ikke bare definerede millioner af menneskers ungdom, men som også var vores fælles tids ungdom, og som nu næsten er slettet fra virkeligheden og blevet til mærkeligt utydelige VHS-minder på YouTube.

Og nu er Prince så væk, og endnu et stykke ungdom er revet itu. En lille bid af den, man var, er blevet erstattet af påmindelse om død. Evigheden findes ikke længere. Det kan den ikke. De, der var udødelige, er døde.

1999 er fortid.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.