»Det er svært at sætte ord på hvorfor«

34-årige Torbjørn C. Pedersen er taget ud i verden med en plan. Han vil rejse gennem alle verdens lande i ét stræk uden brug af fly. Det vil tage ham omkring fire år. Hvorfor han gør det, har han ikke helt fundet svaret på.

Samtlige billeder til historien er taget af Torbjørn selv. Dette er fra Frankrig.
Samtlige billeder til historien er taget af Torbjørn selv. Dette er fra Frankrig.

29 lande på 45 dage. Sådan lyder den foreløbige statistik, da Berlingske fanger Torbjørn C. Pedersen på telefonen et sted i Polen. Han har haft travlt. Han vil ikke bruge så lang tid i Europa, når nu resten af verdens lande ligger derude og venter på ham. Den 34-årige dansker er draget ud på, hvad han selv kalder en enestående tur. Torbjørn C. Pedersen vil rejse gennem alle 201 lande på denne jord uden at stige ombord på et fly én eneste gang. Han må ikke vende hjem til Danmark undervejs, og han skal opholde sig i hvert land i mindst 24 timer. Først om fire år regner han med igen at sætte sine ben på dansk jord.

»Har jeg lært noget på de her dage? Ja, at det ikke så meget er landene i sig selv, der gør indtryk. Det er de mennesker, jeg møder på min vej. Det er dem, der gør rejsen. De bedste oplevelser har ikke været en bestemt bygning, et bestemt lys eller en bestemt solnedgang. Meget af vores rejsekultur er jo defineret af, at vi skal se et bestemt monument. Man kan komme hjem fra en rejse, se billederne og tænke: Gud, var jeg der? Fordi man i momentet slet ikke oplevede det, men havde travlt med at tage billedet og så gå videre til næste monument.

Jeg har et budget på 100 kroner om dagen. Så jeg kan ikke bare tage på Hilton. Jeg kommer til at leve af folks gæstfrihed, mad på gaden, og jeg kommer til at tage offentlig transport. Det er ikke et urealistisk budget, men måske kommer jeg til at have de samme bukser på i flere uger. Jeg har før sovet på værelser, hvor jeg vågnede op og var dækket af kakerlakker. Jeg er tilvænnet et usselt liv.

De mange rejser i min opvækst har gjort, at jeg er ret udadvendt og god til at gå ud og få nye venner. Jeg er blevet revet op med roden mange gange på grund af min fars arbejde i udlandet. Enten kan man sidde henne i et hjørne, eller så går man ud og skaber sig et nyt netværk. Den evne har jeg haft fra barnsben.

Den rejse, der har gjort mest indtryk, er her fra de senere år, hvor jeg arbejdede på et projekt i Libyen. Der opstod en pause i arbejdet, hvor jeg fik en måned fri med løn. Jeg tog til Thailand, hvor jeg ikke havde været før. På et tog faldt jeg i snak med en nonne, som inviterede mig op til deres kloster. Jeg sad i mange forskellige templer på knæ med duften fra røgelsespinde i næseborene.

Jeg blev meget rørt på den rejse. Over kulturen og hele den buddhistiske tro. Den gik dybt ind i hjertet. Den slags rejser jagter man hele sit liv. Den var særlig, fordi jeg rejste ud og var helt blottet. Det var mit første møde med en fuldstændig fremmed kultur. Jeg fik så mange indtryk, at det tog flere måneder, før det hele faldt på plads.

Der er mange, der spørger om, hvorfor jeg gør det her. Og så er der en stor gruppe, der aldrig spørger. Det blev tydeligt i Luxembourg. Jeg blev samlet op af en bus med et finsk ungdomskor, der skulle rundt i landet og synge. Ingen af dem spurgte om, hvorfor jeg rejste. Det var bare givet, at det var fedt. Alle der er over 30, spørger ind til hvorfor. De har børn og karriere. Der er nok sådan lidt ungdommens naivitet over at tage ud på en lang rejse. At verden er stor, og man vil gerne ud at opleve den. Jeg er snart 35 år, har ingen børn, men jeg har en kæreste, så man kunne da godt tænke: Hvad er det lige, han laver med sit liv?

Min rejselyst er en eller anden trang, der bor dybt inde i mig. Det er svært at sætte ord på, hvorfor det lige er sådan. Hvis jeg skal helt ind at røre ved, hvorfor gør jeg det her, så ved jeg det ikke. Hvis jeg blev tilbudt en billet til Mars, ville jeg også tage imod den.

George Mallory gjorde sit sidste forsøg på at nå toppen af Everest i 1924. Han døde under forsøget oppe på bjerget. Inden turen derop blev han spurgt om hvorfor. Og hans svar var: »Fordi bjerget er der.« Sådan har jeg det også. Måske bliver det lettere at give et svar, når jeg kommer hjem. Måske er det heller ikke vigtigt at kende svaret. Måske skal man ikke vide, hvorfor man valgte at gå til højre i stedet for venstre.

Min kæreste har støttet mig hele tiden. Hun er en fantastisk støtte for mig, og hun kommer til at besøge mig undervejs ude i verden. Hun har set begejstringen vokse i mig, siden projektet begyndte. Derfor spørger hun ikke hvorfor. Min familie og venner ved også, at hvis der er et højt træ, så klatrer jeg op i det. Min mor har ikke stillet så meget som ét eneste spørgsmål. Jeg kunne lige så godt have fortalt hende, at jeg skulle til tandlægen.

Der vil altid været behov for at fortæller historier. Det er dem, jeg skal komme hjem med og bringe ud til andre. Når jeg selv bliver ældre, vil jeg altid kunne huske tilbage på dengang, jeg rejste igennem alle lande i verden. Det bliver et eventyr, som jeg ikke kan sidestille med noget andet i mit liv.

Jeg ved ikke, hvordan det bliver at komme hjem. Hvad gør man, når man har været ude at rejse i fire år? Tager man så bare ud og søger et nyt job? Sætter man sig ned? Går man i Bauhaus for at købe skruer? Eller står man bare og tripper? Jeg aner det ikke. Tænkt hvis den her trang altid vil være i mig. Hvis jeg aldrig falder til ro. Vil det være fantastisk eller forfærdeligt? Det har jeg ingen anelse om. Min kæreste håber nok på, at jeg får det ud af systemet.

Barren bliver hele tiden sat højere og højere. Før i tiden var det flot at løbe en maraton. I dag spørger folk hinanden om, hvor lang tid det tog. Nu skal alle gennemføre en ironman. Man rejser heller ikke på samme måde som før. Nu tager turister ud i krigszoner for at se blod. Der er også flere, der har rejst gennem alle verdens lande under forskellige former. Ingen har gjort det på den her måde.

Folk er virkelig hjælpsomme. Jeg mistede min GPS i en bus i Andorra. Jeg endte med at komme på en anden bus, hvor chaufføren vendte sig om til de andre passagerer og forklarede, at bussen i dag lige ville tage en omvej. Det havde folk ingen problemer med. Han kørte helt ud af byen til busselskabets garage og sammen med ham, låste jeg mig ind i de andre parkerede busser, indtil vi fandt min GPS. Imens de andre passagerer bare ventede på os. Det ville jo ikke ske i Danmark.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg er henne omkring jul og nytår. Jeg tror, at jeg er omkring Island. Der vil det nok rive lidt i mig.

Rent rejseteknisk er jeg lidt bekymret, når jeg tænker på, hvordan jeg skal komme igennem Somalia. Nu har jeg læst om piraterne, der er rykket ind på land. Der er en risiko for kidnapning. Der findes ikke noget hjørne i regionen, som er fredeligt. Forhåbentlig kan Røde Kors hjælpe mig, når jeg kommer dertil. Jeg har en ven, der arbejder inden for sikkerhedstjeneste. Han kan måske også hjælpe. Nordkorea, Iran, Irak og Afghanistan er jeg opmærksom på. Men jeg føler mig godt rustet. Jeg har en militær baggrund, rejst meget og har haft en karriere inden for logistik.

Nogle af sejlturene bliver også interessante. Jeg skal krydse nogle lange distancer på Stillehavet. Måske bliver det i en lille båd. Hvordan kommer jeg ud til Kap Verde? Bliver det i en lille fiskerbåd, der lækker? Og kommer der en storm?

I de sidste mange år har jeg ikke været ret meget i Danmark. Jeg har arbejdet på projekter i udlandet i blandt andet Bangladesh. Folk i mit liv er tilvænnet min udlængsel. Nogle gange har jeg haft en kæreste, når jeg tog ud, og ikke haft en, når jeg kom hjem. Det er egoistisk, men findes der en beslutning her i livet, som ikke i sidste ende er egoistisk?

Det er ikke meningen, at jeg skal være det samme menneske, når jeg kommer hjem. Jeg skal have en masse ting med hjem i rygsækken. Måske bliver jeg mere modig af rejsen. Eller en større kylling. Forhåbentlig kommer jeg hjem som et bedre menneske.

Når jeg kommer hjem, forventer jeg, at jeg har mindre hår på hovedet og mere på ryggen. Jeg vil tage ud at holde foredrage og vise folk mine billeder. Det kunne også være med til at binde mig lidt mere til Danmark. Fire år kan være rigtig lang tid. Det kan også være ingenting.

Der er ikke ret meget, der kan få mig til at afbryde rejsen. Hvis min far eller andet familiemedlem lå for døden, ville jeg gøre det. Min mormor er nok den næste, der står til at sige farvel. Hun bor i Finland og har selv mistet lysten til at leve. Jeg kommer op til hende inden længe. Hun synes, min rejse er fantas­tisk.

Jeg regner med at se hende i øjnene og sige farvel. Hvis jeg når at se hende igen, når jeg er færdig med rejsen, er det bare dejligt. Det har jeg gjort op med mig selv. Men hvis min søster nu blev overfaldet, ville jeg så flyve til Danmark for at støtte hende? Det ved jeg faktisk ikke.

Min kæreste og jeg er gået til bordet som voksne mennesker og er begge forberedt på det værste, men håber og tror på det bedste. Hvis min kæreste sagde: »Det skal være mig eller rejsen«, så ved hun, at mit svar ville være rejsen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.