Berlingske-serie: Muslimske stemmer

»Det er min pligt som muslim«

Det er nu, det sker. Kampen om at definere et dansk islam er for alvor i gang, siger den 21-årige jurastuderende Tarek Ziad Hussein. Han har valgt side og meldt sig ved værdifronten.

Tarek Ziad Hussein har været hos politiet dagen før dette interview. For at anmelde en trussel på livet. Det er sket før. Og vil formentlig ske igen.

Den 21-årige jura-studerende har ofte blandet sig i både uddannelses-, integrations- og moské-debatten. Som søn af ressourcestærke forældre, opvokset i Vejle i et hjem med masser af bøger, er han vant til diskussion. Forældrene kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge fra Libanon. Faderen var tandlæge og moderen tolk.

Tarek føler en forpligtelse til at ytre sig. Ikke mindst fordi han frygter, hvad det modsatte kan lede til.

Der foregår lige nu en kamp i Danmark om, hvad det vil sige at være dansk muslim. Særligt ung, dansk muslim, siger Tarek Ziad Hussein. Og han går gerne ind i kampen. Med hvad der måtte følge.

»Jeg modtager en tre-fire trusler om ugen. De kan deles næsten fifty-fifty op. Cirka halvdelen er wahabister og salafister. Og den anden halvdel er højreekstreme, sådan nogle white pride-typer. Jeg synes eksempelvis, det er et stort problem, at unge, danske muslimer tager til Syrien. Så det adresserer jeg, hvor jeg kan og kalder det, hvad jeg synes, det er. Det er idioti, og jeg påpeger, at deres teologiske forståelse er helt forskruet. Og det bliver de så ekstremt fornærmede over.«

Hvordan?

»Den ene så sent som i går. Fyren mente, jeg skulle have hugget hovedet af, fordi jeg var »en frafalden rotte«.«

Du har skrevet på Facebook, at »det er på tide, at vi lader refleksion, respekten for hundredvis af års viden og vigtigst af alt åndeligheden stå som det centrale i vores tro. Det er på tide at insistere. Mere end nogensinde«. Hvorfor mere end nogensinde?

»Fordi det er nødvendigt at levere et reelt alternativ til unge, der måske tiltrækkes af moderne salafister, som idémæssigt forkaster selv islamisk kulturarv. Det er internt en af vores vigtigste kampe som danske muslimer. Vi er i gang med en kamp om, hvordan islam skal fortolkes i en dansk sammenhæng. Jeg føler i hvert fald, det er nu, det sker for den nye generation af danske muslimer. Kampen står mellem den åndelige del af islam og så på den anden side salafisterne og det, de står for – med jihad og ønsket om kalifatet. Jeg tror, at der er et stort flertal af muslimer i Danmark, som siger: ’Jeg kan godt være demokrat, stemme til folketingsvalg, arbejde, betale skat og have en almindelig deltagelse i det danske samfund og være muslim.’ Og så er der en lille gruppe, som mener, at oprettelsen af kalifatet er svaret på alt. Det sammenstød er der lige nu.«

Hvor ser man eksempler på det?

»Det ser du i de kampe, der foregår på de sociale medier. Her er der ekstremt mange diskussioner på dansk-muslimske Facebook-profiler og grupper. Og så foregår det også ude i virkeligheden, hvor en som jeg, der har skæg og beder fem gange om dagen, bliver kaldt vantro af salafister og andre. Et af hovedproblemerne er, at de prædikanter, der findes, er elendigt uddannede. De besidder ikke ordentlige danskkundskaber og har meget lidt forståelse for danske sammenhænge. Den nye generation kan simpelthen ikke forholde sig til dem. Jeg kan sidde til en fredagsbøn, og så står der en imam, som taler rigsarabisk, som jeg ikke forstår, og taler om, hvordan en ged skulle slagtes for 1.500 år siden. Hvordan i alverden skal du relatere den slags til de udfordringer, du har som dansk gymnasieelev, universitetsstuderende eller IT-konsulent eller, hvad du nu beskæftiger dig med?«

Hvad ser du det som et udtryk for?

»Jeg ser det som et udtryk for et intellektuelt forfald, hvor viden, religionskritikken og behandlingen af troslæren – det der hedder aqeedah – og tvivlen og dybden af troen er trængt i baggrunden. Der er jo en 1.500-årig tradition i islam for religionskritik. Alt dette har salafister dybest set reduceret til, at der bør oprettes en islamisk verdensstat, et kalifat. Det er simpelthen så dumt og trist. Der var lærde muslimer, der formåede at forene islam og videnskab, og som havde evnen til at tvivle, som eksempelvis Ibn Sina, Ibn Rushd, Rumi og Al-Ghazali. Og tvivlen er jo en ekstremt vigtig del af troen. Tvivl er det modsatte af intolerance og dogmatik. Tvivl fører til refleksion, som fører til bevidstgørelse. Tør du tvivle, bliver du langt mere vidende, oplyst og bevidst om din religion. Religionen bliver i dag efter min bedste overbevisning påduttet snæversynede anskuelser, den ikke indeholder.«

Er det også sådan i dansk islam?

»Der mangler også tvivl og selvkritik her, ja.«

Hvad mangler så fra etnisk dansk side, fra det danske samfund?

»Man skal i højere grad forstå, at muslimer overhovedet ikke er en homogen gruppe. Tværtimod. Hvad Hamid og Nahid siger, kan Fareed og Aleesa ikke automatisk tages til indtægt for. Og så skal man anerkende, at det er muligt at være praktiserende dansk muslim og samtidig være demokratisk sindet. Det er vigtigt at forstå, at de ting ikke er hinandens modsætninger. Det føler jeg, er vigtigt at råbe ud. Både i hovedet på salafisterne og ekstremisterne på den ene side og på den anden side. Og for den sags skyld også til alle dem i midten. Og så skal man lade være med hele tiden at læse danske muslimers tro ind i alt.«

Hvordan?

»Lad mig give et eksempel: For nogle måneder siden skrev jeg et humoristisk opslag på Facebook om, hvor jeg gør grin med, at jeg synes, det er forfærdeligt, når jeg går på gågaden, at mange piger har alt for meget parfume på. Og det er belastende. Liberal Alliances integrationsordfører, Merete Riisager, kommer med første kommentar, som var: »Mener du som muslim ikke, at kvinder må bruge parfume?« Og man bliver lidt træt. Hvad i alverden snakker hun om? Og jeg tænker, at det gider jeg simpelthen ikke svare på. Spørgsmålet er så dumt, at svarer jeg på det, skal jeg svare på alt muligt andet dumt. Og så mente hun selvfølgelig, at nu havde hun nok fanget mig. Undskyld, hvad er det for en tilgang at have til andre mennesker? Havde en Jonas skrevet det samme, havde hun ikke henvendt sig for at spørge, om han som kristen mente, at piger ikke skulle bruge parfume. Jeg prædiker ikke religion, vor herre bevares. Hvorfor skal jeg svare på den slags? Det ødelægger debatten. Og I medier har også et ansvar her.«

På hvilken måde?

»Nu finder du og Berlingske så nogle andre danske, muslimske stemmer end de outrerede. Det er godt. Men det bliver I altså nødt til at blive ved med, så vi ikke hele tiden tages som gidsler i de mest tåbelige sammenhænge. Den måde jeg tænker på, er ikke speciel blandt muslimer i Danmark. Mange har de samme tanker. Men de er bange for at træde frem, fordi de hverken vil spændes for den ene eller anden vogn. Jeg har eksempelvis min egen forståelse. Jeg synes, at den spirituelle og åndelige del af islam bør tilbage i fokus. Det er ikke relevant for mig som dansk statsborger at kæmpe for kalifatet. Det er derimod et behov for mig at have et spirituelt forhold til Gud, og jeg føler, det er noget privat. Hvis du nu havde imamer, der var veluddannede og snakkede dansk og forstod konteksten og religionen, så kunne man levere et reelt alternativ til unge muslimer. De steder er desværre meget få. Og når de ikke eksisterer, kommer der hjemmelavede prædikanter som »Boghandleren fra Brønshøj«, Said Mansour, eller forførende polemikere som ham dér Anjem Choudary fra England, der var i »Deadline« forleden. Altså imamer, som opdigter en egen opfattelse af, hvordan eksempelvis jihad og alle mulige andre ting skal fortolkes. Det får så nogle unge til at søge dem, fordi de her får opmærksomhed, fællesskab og føler sig som en del af et broderskab, som de ikke kan finde andre steder.«

Men hvor omfattende er den der radikalisering, tror du?

»Den del, jeg kalder salafister eller wahabister, som får unge til at drage til Syrien eller arbejde for indførelse af kalifatet et eller andet sted i verden, udgør ikke nogen stor procentdel. Jeg kan jo lige som andre ikke sætte tal på. Men lad os antage, højt sat, at der er 10.000 salafister, så er du stadig kun på et par procent af antallet af muslimer i Danmark. Det store problem er klart salafisterne.«

Hvordan?

»Forestil dig, at en hvilken som helst tåbe fra gaden træder ind i caféen, vi sidder i lige nu, og siger: »Jeg er ejeren af caféen her«, selv om han ikke er det. Så kigger de fleste folk nok på ham og så fortsætter de, hvor de slap. Han bliver ikke taget seriøst. Han ignoreres. Men hvis nogle begynder at henvende sig til ham for at betale regningen, så får de andre tilstedeværende i caféen et ansvar for at påpege svindlen. Sådan er det med salafister. En ting er, at de kan sige masser af tossede ting, men begynder deres ord at udøve indflydelse og få konsekvenser, for eksempel for unge, der dropper ud af skolen, fordi de mener, at de skal tage til Syrien, så har resten af landets muslimer et ansvar for at irettesætte dem og understrege, at det der foregår her er forkert. Både teologisk, moralsk og på alle andre planer. Man skal have in mente, at kigger du på unge, der bliver tiltrukket af »Kaldet til Islam« eller Hizb ut-Tahrir, så er det ofte unge, som slet ikke er vokset op med religion. Lige pludselig i teenagealderen, 16-17 år gamle, går de den ene lørdag på diskotek, og ugen efter sidder de i moskeen og går ind for kalifatet og alt muligt andet. Det sker hurtigt. Det er en identitet, de påtager sig. Sådan en som mig, der er vokset op med religionen, vil aldrig foretage det skifte. Og de fleste unge, danske muslimer befinder sig heldigvis et andet sted, end deres forældre gjorde, når det gælder integration og religion.«

Hvordan ser man det?

»Jeg gik ud af gymnasiet for bare tre år siden. I Vejle, hvor jeg boede, er der to gymnasier, en handelsskole, et teknisk gymnasium og en teknisk skole. Og vi var i hele Vejle to drenge og fem piger med muslimsk baggrund, der blev færdig med vores ungdomsuddannelse. For en uge siden var jeg i Vejle og fik at vide, at i år var tallet over tyve. Og jeg har selv en lillesøster, der er på næste hold, og de er oppe på 40. Mange ting hvad angår integration ændrer sig i takt med, at den socioøkonomiske status ændrer sig. På alle parametre begynder nye generationer af nydanskere at nærme sig etniske danske. Hvad enten det er uddannelse, skilsmisserate, fødselsrate osv., en forandring er undervejs. Og kulturelle forskelle vil formentlig også udjævnes. En af de største forandringer er desuden, at unge nydanske kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Når jeg engang bliver gift og gerne vil købe et hus, så er jeg da nødt til at være gift med en kvinde, der har et arbejde. Ellers kan jeg ikke få råd til huset. På den måde skabes der nye strømme og levevaner. Så om tyve år håber jeg, er vi langt længere fremme end nu.«

Så i virkeligheden kan vi bare lade debatten ligge og lade tiden og nye generationer gøre arbejdet?

»Det er vigtigt at skelne mellem islamkritik, som der skal være plads til, både internt og eksternt og så på den anden side populistisk politik. Islamkritik er god for enhver part – det mener jeg alvorligt – men i dag kan du stille din kalender efter, hvornår halal-, omskærings- eller fætter/kusine-debatterne kommer. Problemet med disse debatter er, at de er ukonstruktive. Så råber parterne ad hinanden i et stykke tid, og så dør den ud igen indtil næste gang. Ingen løsningsforslag. Intet kommer der ud af det. Kunne det ikke være en idé at være lidt mere målrettet med løsningerne? Det værste er, at den måde vi tackler de her debatter på, er begyndt at smitte af på langt mere alvorlige debatter. Tag Yahya Hassan. Hvor meget diskuterede vi ikke den digtsamling, og det der lå bag den? Stolpe op og spalte ned? I hvor lang tid? Hvor er den debat nu? Det tragiske vil være, hvis vi om fem-ti-femten år får debatten igen, fordi en Fatima eller Aisha har skrevet en bog om at være udsat for det samme som Yahya Hassan. Det paradoksale er jo, at selv om det er en fed digtsamling, så er det også en tragedie, som vi ikke ønsker skal hænde flere mennesker.«

Så hvad skal vi gøre i stedet?

»Selv om jeg hader vendingen, så er vi jo nødt til at gå mere i dialog, som man siger. Hvis du ønsker en ændring hos et medmenneske, så gør du det ved at tage fat i problemet med samtale i stedet for at stå og forsøge at piske vedkommende til at forandre sig.«

Sidst Tarek Ziad Hussein var hos politiet for at anmelde en trussel, var i slutningen af november. Fra en person, han gætter på, var nynazist. Den truende mente – lige som salafisten, der ville hugge Tareks hoved af – at han burde slås ihjel for de holdninger, han har.

Tarek ved godt, at politiet ikke opklarer sagerne. Sandsynligheden er meget lille. Truslerne kommer fra maskerede internetadresser. Politiets ressourcer på området er begrænsede. Hvilket de ærligt gør opmærksom på.

»Men det er stadig principielt vigtigt at anmelde det. Der må ikke opstå en tilstand, hvor det er normalt at få trusler. Jeg vil insistere på min ret til at være en kritisk muslim og dansk borger samtidigt. Uden at jeg af højrefløjen bliver beskyldt for at være en ulv i fåreklæder og af islamisterne for at være populist, der gerne vil behage et etnisk dansk publikum. Det er min pligt som borger. Og det er min pligt som muslim,« siger Tarek Ziad Hussein.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.