Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Det er lægens job at tænke det værst tænkelige«

Det tog fire måneder og kontakt med mere end 20 læger før diagnosen blev stillet: Margit Plambeks »løbeskade« var i virkeligheden aggressiv knoglekræft.

Margit Plambeck og familien, kæresten Anders Thoby og døtrene Josefine (forrest) og Karoline, var igennem en hård tid i de måneder, hvor hun trods voldsomme smerter i det ene ben og utallige lægebesøg ikke fik stillet diagnosen knoglekræft. Hun efterlyser, at læger bliver mere opmærksomme på at sende patienter med uforklarlige smerter videre i systemet, så der kan blive stillet en korrekt diagnose tidligt i forløbet.
Margit Plambeck og familien, kæresten Anders Thoby og døtrene Josefine (forrest) og Karoline, var igennem en hård tid i de måneder, hvor hun trods voldsomme smerter i det ene ben og utallige lægebesøg ikke fik stillet diagnosen knoglekræft. Hun efterlyser, at læger bliver mere opmærksomme på at sende patienter med uforklarlige smerter videre i systemet, så der kan blive stillet en korrekt diagnose tidligt i forløbet.

Den sidste gang, Margit Plambek løb, var en lørdag i september 2013.

Smerten startede i højre underben, som en stikken. Kæresten, Anders Thoby, måtte jogge videre alene. Margit gik hjem. Det havde hun aldrig gjort før.

Da hun i starten af oktober henvendte sig til sin praktiserende læge med stadig mere bidende smerter, mente han, at det var en løbeskade og at Margit skulle prøve med håndkøbsmedicin. For en sikkerheds skyld fik hun dog en henvisning til ortopædkirurgisk afdeling. Men det ville sikkert gå over hurtigt af sig selv, så forhåbentlig var der ikke behov for henvisningen. Margit Plambek var lettet.

Men medicinen virkede ikke, og smerterne tog til. Så hun ringede igen til lægen, der bad hende væbne sig med tålmod og vente på ortopædtiden. Samme svar fik hun fra lægevægten og akutmodtagelsen, da hun selv mødte op.

Efter et par uger vandrede jagene ned i foden. Hun kunne ikke længere lave aftensmad eller bukke sig ned for at give sine døtre et knus. Ugen efter kunne hun heller ikke køre bil. Om natten kunne hun ikke sove for de jagende smerter, der kun blev værre, når hun prøvede at slappe af. Anders måtte tage sig af alt det praktiske derhjemme – inklusiv børnene.

Så hun ringede til Holbæk Sygehus for at høre, hvornår hun havde tid til undersøgelse. 2. december, lød svaret. Næsten halvanden måned senere. Kort efter blev hun sygemeldt.

Kærestens hjælp

37-årige Margit Plambek kender kun alt for godt sundhedssystemets sprækker og uheldige arbejdsgange. Hun er lægesekretær på Roskilde Hospitals lungeafdeling og ved om nogen, hvor vigtigt det er selv at presse på for at få skred i sin udredning. Samtidig er hun – modsat så mange andre – heldig at have en ressourcestærk kæreste, der har kunnet støtte og kæmpe hendes sag, når morfinen har gjort hende for omtumlet og afkræftet til selv at tage vare på situationen.

Men hun ved også, at hospitalerne har smadder travlt og at lægerne knokler for at gøre deres bedste.

»Jeg er generelt god til at sige til mig selv, at det nok ikke er så slemt. Og fordi, jeg selv arbejder inden for systemet, har jeg også en vis tiltro til, at alt blev gjort rigtigt,« siger hun.

»Det var desværre ikke det, jeg oplevede.«

2. december og dermed tiden på ortopædkirugisk kom, og Margit blev undersøgt på kryds og tværs af både reserve- og overlægen på Holbæk Sygehus. Den MR-skanning, som Margits egen læge efter gentagne forespørgsler fra parret havde booket, var dog blevet aflyst, fordi en sådan kun må bestilles af speciallæger medmindre der er en konkret mistanke om kræft. En ny tid kunne næppe blive før februar, fik hun at vide, eftersom sagen ikke var akut.

Da udsigterne for behandling virkede ubærligt lange, betalte Margits svigerforældre for at hun kunne komme på et privathospital specialiseret i sportsskader. Her behøvede lægen kun at se Margit Plambek i ti minutter: Der var ingen grund til MR-skanninger, fik hun at vide, det var menisken, den var gal med. Hun ville blive opereret inden for en uge og ville snart være på benene igen.

Kunne det være noget mere alvorligt, ville Anders vide? De turde næsten ikke spørge: kræft? Men det skulle de ikke bekymre sig om. Margit Plambek var tryg og lettet.

MR-skanningen

Men heller ikke operationen virkede.

Margit tog allerede store mængder morfin, men smerterne aftog ikke. Så Anders ringede for at få privathospitalet til at se på Margits ben igen. Var de sikre på, at det ikke var noget mere alvorligt? Og hvad med den MR-skanning, der havde været tale om? De var modstræbende, men endte med at lægge en blokade for at aflede noget væske. Det var nok det, der havde hobet sig op, vurderede lægerne nu.

I de næste uger var Margit Plambek og kæresten faste nattegæster på vagtlægens telefon. Men hver gang, parret bad om om hun ikke nok kunne blive indlagt, blev de afvist og fik udskrevet mere smertestillende medicin.

Da smerterne hen over jul og nytår blev uudholdelige, kontaktede Anders i midten af januar igen privathospitalet, der havde opereret Margits ben, og næsten truede sig til en MR-skanning.

På det tidspunkt havde Margit Plambek været i kontakt med over 20 forskellige læger – i det praktiserende lægehus, på privathospitalet, skadestuen, hos lægevagten og på flere forskellige hospitaler.

Dagen efter ringede telefonen, mens hun var alene med pigerne.

Den mindste løb rundt og fjollede mellem hendes ben. Kvinden i den anden ende af røret var svag i stemmen: Hun var ked af at fortælle, at det, de så på skanningen, højest sandsynligt var knoglekræft.

Hurtigere afklaring

I dag er Margit Plambeks knæ erstattet af en massiv protese. Den går 13 cm. op på lårbenet og 11 cm. ned på underbenet. Selv om det snart er otte måneder siden, hun afsluttede kemobehandlingen, går hun stadig med krykker og er ikke tilbage på arbejde endnu. Fordi tumoren havde fem måneder til at spise sig så dybt igennem hendes knogle, før behandlingen kom i gang, er forløbet blevet ekstra kompliceret.

»Som patient forsøger man at overbevise sig selv om, at alt nok skal gå. Men lægens job er at tænke det værst tænkelige,« siger Margit Plambek.

»Når en almindelig, sund kvinde i midten af 30erne bliver opløst af smerter og hverken kan arbejde eller sove, bør der så ikke være nogen af de utallige læger, der fatter mistanke? Det kan jeg simpelthen ikke forstå.«

Selvfølgelig skal den praktiserende læge ikke sende alle til MR-skanning, første gang de møder op med ondt i et ben. Men når smerterne eskalerer, bør det ifølge Margit Plambek være muligt at undersøge for det værst tænkelige allerede tidligt i processen.

Var hun blevet MR-skannet allerede i efteråret som planlagt, ville man med stor sandsynlighed have opdaget kræften, og hun ville have haft langt bedre muligheder for at komme tilbage i job og til sit gamle liv.

»Det er næsten ikke til at bære at tænke på: Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at gøre opmærksom på mine smerter og er blevet set af så mange læger og hos ingen har alarmklokkerne ringet.«

Margit Plambek fører i øjeblikket erstatningssag mod både det praktiserende lægehus, lægevagten og privathospitalet for den langsomme udredning. Ingen navngivne læger er dog under anklage. Det praktiserende lægehus vil ikke selv vurdere, om der er sket skade. Privathospitalet skriver i en bemærkning til patientforsikringssagen, at det har handlet korrekt i forløbet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.