Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det betyder Brexit for dig - som landmand, som turist, som studerende ...

Storbritannien har vendt ryggen til Bruxelles. Det står klart efter nattens stemmeoptælling, hvor et flertal i den britiske befolkning har stemt for at forlade EU og det europæiske fællesskab, som Storbritannien har været en del af siden 1973. For at give et billede af, hvad valgresultatet konkret kan få af betydning for dig, for din nabo eller din familie, har Berlingske set nærmere på forskellige professioner og situationer.

Torsdag fra klokken 8 til 23 dansk tid afgør de britiske vælgere deres skæbne i EU.
Torsdag fra klokken 8 til 23 dansk tid afgør de britiske vælgere deres skæbne i EU.

Danske eksperter og politikere har for længst gjort det klart, at det kan skade international økonomi, den danske eksport såvel som hele det europæiske sammenhold og fredsprojekt, hvis briterne – som det har vist sig at være tilfældet – vender ryggen til Bruxelles og EU.

Men hvad betyder Brexit, der er en sammentrækning af britisk exit, for den helt almindelige dansker nu og her? Det kan du bliver klogere på i de følgende afsnit.

Hvad betyder Brexit for landmanden?

For danske landmænd - især svineproducenter - kan Brexit materialisere sig i et lavere antal cifre på bankkontoen. Det fortæller Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef for Seges, landbrugets faglige hus, der er et datterselskab ved Landbrug & Fødevarer.

»Det er svært at sætte kroner og øre på, men vi har en stor svineeksport, og med Brexit vil pundet falde, så danske varer bliver dyrere set med britiske øjne, og dermed vil efterspørgslen falde. Samtidig vil væksten i Storbritannien falde på grund af økonomisk usikkerhed, og det vil også dæmpe efterspørgslen på danske varer,« siger han.

Svinepriserne vil dermed falde, men Klaus Kaiser forventer, at et Brexit forholdvsis hurtigt vil blive efterfulgt af nye handelsaftaler med Storbritannien, fordi det både er i EUs og Storbritanniens interesse. Et Brexit vil dog gå hårdt ud over de svinebønder, der producerer svin særligt til den oversøiske nabo, de såkaldte »Englandsgrise«.

Hvad betyder Brexit for fabriksarbejderen?

En fabriksarbejder i Danmark kan blive ramt af et Brexit, hvis vedkommendes arbejdsplads handler med Storbritannien. For træder Storbritannien ud af unionen, står pundet til at falde i værdi, og dermed bliver briternes købekraft i Danmark forringet, fortæller ekspert i privatøkonomi Kim Valentin, der er partner og administrerende direktør i Finanshuset i Fredensborg.

»Så er der nok nogle danske fabriksarbejdere, der bliver fyret. Ser man på fabriksarbejderens private formue, kan det desuden gå ud over pensionen. For med en negativ vækst i Europa på grund af Brexit, vil pensionerne vokse langsommere, og så skal man spare mere op for at kunne leve, som man gerne vil, når man bliver gammel,« siger han.

Hvad betyder Brexit for erhvervslederen?

For erhvervslederen er situationen meget lig fabriksarbejderen - sælger lederens virksomhed varer eller ydelser til Storbritannien, kan et Brexit mindske eksporten. Hvilket kan give afledte konsekvenser for virksomheder, der sælger til virksomheder, som handler med Storbritannien.

»Særlig hårdt ramt er de erhvervsledere, der arbejder i en branche, der direkte handler med Storbritannien. Og det gør relativt mange brancher i Danmark, for eksempel en del IT-virksomheder, virksomheder inden for sundhed, medicinalvirksomheder og almindelig industriproduktion,« siger Kim Valentin.

Hvad betyder Brexit for den studerende?

Som studerende kan det blive sværere at komme på udveksling i Storbritannien, fordi den frie bevægelighed inden for EUs grænser ikke automatisk vil inkludere landet i universiteternes udvekslingsaftaler. Studerende vil desuden risikere at glip af det såkaldte erasmuslegat, der typisk løber op i knap 10.000 kroner for et halvt års studenterophold i Storbritannien. Sådan lyder vurderingen fra Kristian Thorn, der er formand for de danske universiteters internationaliseringsgruppe og vicedirektør ved Aarhus Universitet.

»Der er ingen tvivl om, at i det tilfælde, briterne udtræder helt og fuldkommen af det europæiske samarbejde – og hvor det ikke lykkes os at forhandle en særaftale på plads, ligesom vi har gjort med eksempelvis Norge - så vil det få alvorlige konsekvenser for den studenterudveksling, der er mellem Danmark og Storbritannien,« siger Kristian Thorn og påpeger, at det simpelthen vil »blive dyrere for de studerende, fordi de selv vil skulle søge støtte.«

Som udveksingsstuderende kan man omvendt glæde sig en smule over, at man i fremtiden vil kunne få en smule mere pasta og ketchup for pengene, hvis man bosætter sig i det britiske. Fredag morgen ramte det britiske pund nemlig det laveste niveau i 31 år.

Hvad betyder Brexit for min sikkerhed?

Ifølge Jakob Scharf, der er adm. direktør i det private efterretnings- og sikkerhedsfirma Certa og fhv. chef for PET, vil det i første omgang ikke få betydning for den enkelte danskers sikkerhed, hvis det bliver til et britisk »nej« til Europa. Langt størstedelen af efterretningstjenesternes informationsudveksling sker nemlig direkte mellem de enkelte lande - og ikke gennem Europol - og derfor vil PET stadig kunne modtage vigtige oplysninger fra de britiske myndigheder om nært forestående terrortrusler mv.

»Men hvis vi ser på den længere bane, vil det kunne få betydning for EU-landenes sikkerhed. Briterne har længe været en  bærende kræft i det europæiske politisamarbejde. Det handler både om at bidrage til informationsudveksling, men også den strategiske udvikling af politisamarbejdet. Og derfor vil det også være en betydelig sikkerhedsmæssig svækkelse, hvis Storbritannien træder ud af EU,« siger Jakob Scharf.

Hvad betyder Brexit for mig som turist?

Har du fundet rejsekufferten frem fra loftet, fordi sommerferien skal bruges på shopping i London eller på whiskey-smagning i Skotland, så frygt ej et britisk exit fra EU. For med Brexit, hvor pundet står til devaluering, bliver det billigere at købe tøj og spiritus hos vores oversøiske nabo.

»Hvad det kommer til at betyde, kommer an på, hvor meget pundet falder. Jeg er ikke sikker på, devalueringen vil betyde så meget for flybilletter, men prisen på eksempelvis hoteller falder nok omkring 20 procent, og billetter til fodboldkampe bliver også billigere,« siger kommunikationschef ved Spies, Torben Andersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.