Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Des med Dronningen

Dronningen har revolutioneret Kongehusets forhold til offentligheden med vid og bid.

Mandag mødte dronning Margrethe pressen på Fredensborg Slot forud for sin 75 års fødselsdag på torsdag. Ordningen med at regenten stiller op til spørgsmål fra pressen i forbindelse med større arrangementer eller mærkedage er indført af Dronningen selv, og det første pressemøde, som samlede både dansk og international presse, fandt sted på Fredensborg Slot i 1972  - Dronningens første år som regent.
Mandag mødte dronning Margrethe pressen på Fredensborg Slot forud for sin 75 års fødselsdag på torsdag. Ordningen med at regenten stiller op til spørgsmål fra pressen i forbindelse med større arrangementer eller mærkedage er indført af Dronningen selv, og det første pressemøde, som samlede både dansk og international presse, fandt sted på Fredensborg Slot i 1972  - Dronningens første år som regent.

Når fødselsdagstallet efterhånden viser trekvart århundrede, har man allerede »vældig mange rare ting«. Og dermed er der ikke mange materielle fødselsdagsønsker tilbage. Dronningen ønsker sig, når hun torsdag fylder 75 år, derfor blot familien omkring sig. Og, sagde hun på et pressemøde mandag i anledning af den forestående halvrunde dag, at »vi kan blive ved med at beholde en fortrolig tone her i landet – også over for mig. Det, synes, jeg er en stor gave.«

Det var en åben, eftertænksom og til tider skarp dronning, som mødte pressen på Fredensborg Slot. Præcis som offentligheden er blevet vant til i hendes godt 43 år lange regentperiode. Hverken i udlandet eller historisk er det imidlertid kutyme, at royale stiller op til den slags uforudsigelig ping pong med pressen. Eller at man – som en udenlandsk journalist vantro forhørte sig om hos de royale kommunikationsfolk inden pressemødets begyndelse – ikke er underlagt »some restrictions«.

Omend Kongehuset ofte kritiseres for at lukke intetsigende eller træden-vande-agtige udsagn ud, har Dronningen med tiden evnet og turdet omtale sprængfarlige samfundsemner – eksempelvis terror, integration og ytringsfrihed, som det skete i Berlingskes store interview med Dronningen søndag og igen under pressemødet mandag.

Hun har, siger kendere, i sin tid som regent revolutioneret Kongehusets forhold til pressen og dermed offentligheden inden for de snævre rammer, som det konstitutionelle monarki nu engang har. Det har hun kun kunnet gøre, fordi hun – for at bruge et rimeligt ikke-royalt udtryk fra en dronningeekspert – »aldrig lukker bullshit ud«. Det vender vi tilbage til.

Et pressemøde der varslede en ny tid

En novemberdag i 1972 stimlede danske og udenlandske pressefolk første gang sammen på Fredensborg Slot. Dengang til noget hidtil helt uset: Et pressemøde! Med de kongelige!

Der var ikke umiddelbart en særlig anledning, forstod man. Blot et ønske fra Kongehusets side om at tale med folket per stedfortræder. Blandt pressefolkene blev der spekuleret i, om den slags nymodens royale påhit var et snedigt forsøg på at føre en »aktiv marketingpolitik« i en tid, hvor modstanden mod monarkiet var vidt forgrenet såvel i kultureliten som i den brede befolkning.

Den unge, endnu uerfarne regent i tækkelig 1970er-spadseredragt mødte pressen siddende bag et rokokobord med løvefødder og to påklistrede mikrofoner. Hun var tydeligt nervøs; fingererede i hvert fald ved sin halskæde og måtte flere gange lægge en kølende hånd på de blussende kinder. Hun var blot 32 år og havde end ikke været dronning i et år. Nu var hun til eksamen. Med 124 journalister og potentielt millioner af TV-seere som censorer. Dette var virkelig noget helt nyt, og alt kunne gå galt.

Allerede i den daværende prinsesse Margrethes barndom havde Kongehuset ganske vist udvist en gryende erkendelse af, at medierne ikke lod sig verfe af, men egentlige interview eller pressemøder for rullende kameraer var uhørt:

»Op til 1970erne var det slet ikke comme il faut, at pressen interviewede de kongelige. Kong Frederik havde det simpelthen ikke godt, når han stod over for et kamera og havde det eksempelvis synligt dårligt, når han skulle holde sin nytårstale. Dronning Margrethe er blevet eksponent for en helt ny måde at åbne sig op til offentligheden på. Ikke fordi hun ikke også er et genert og privat menneske, men hun er så begavet, at hun var klar over vigtigheden af det fra begyndelsen,« siger Jens Andersen, forfatter til portrætbogen »M«.

Dronningen havde allerede som ung haft TV-hold med på slæb under længerevarende rejser. Ligesom hun havde ladet sig interviewe af Danmarks Radio til programmer, der var de rene seermagneter. Da grev Henri, Tronfølgerens udkårne, i september 1966 landede i Kastrup Lufthavn og siden blev gift med Danmarks kommende dronning, var pressen naturligvis med til såvel gloforlovelse som globryllup.

Alligevel markerede det live-transmitterede pressemøde i november 1972 et historisk nybrud.

Væk var muligheden for at holde en sikker distance til kameraerne eller redigere i båndede optagelser. Dronningen måtte svare på de spørgsmål, der kom. Et sted i forløbet ville en journalist eksempelvis vide, om Dronningen fandt det tilfredsstillende kun at have formelle beføjelser?

»Det er beføjelser, som er en del af Grundloven. Og i øvrigt så synes jeg ikke, man kan sige, at Grundloven kun er en formalitet,« svarede Dronningen.

Udsagnet har siden fundet vej ind i mange portrætter af Dronningen. Fordi, siger Jens Andersen:

»Det er et fantastisk begavet svar på et drilagtigt spørgsmål, og det er en retorik, som er meget symptomatisk for hende. Svaret er skarpt og svirper med halen, men det er også et millimeterpræcist svar på noget, der handler om statsret. Hvor hun meget nemt kunne komme til at træde over grænsen for, hvad hun må sige og mene.«

Dronningen »leverer varen«

Også de journalister, der siden har mødt Dronningen ved utallige pressemøder, har respekt for hendes evne til at holde balancen. Billed-Bladets Trine Larsen har dækket kongestoffet for forskellige medier i 20 år, og hun fortæller, at der er en række uskrevne regler i dansk presse om, hvad man tillader sig over for den kongelige familie. En respekt der kun består, fordi der er en oplevelse af, at Dronningen også respekterer pressens arbejdsbetingelser. Hun »leverer varen«, så at sige:

»Modsat mange andre kongehuse beder vores dronning ikke om at godkende spørgsmål og emner på forhånd. I dag er der mere styring fra hoffets kommunikationsafdeling, men hun er fuldt ud kapabel til selv at håndtere de uforudsete spørgsmål. Hun er hurtig i replikken, meget vidende om samfundsmæssige forhold, og så er hun så gammel en ræv i faget, at hun præcist ved, hvad hun kan og må svare,« siger Trine Larsen.

Jens Andersen mener, at to forhold havde og har betydning for Dronningens pressehåndtering dengang – og siden:

Dels »makkerskabet« med prins Henrik, der ifølge kendere af ægteparret har en – af offentligheden undervurderet – hånd med i de kongeliges ageren og valg. Dels den ret kontroversielle ansættelse af den tidligere minister og eks-generaldirektør i Danmarks Radio Hans Sølvhøj som hofmarskal fra 1976 til 1989. Sølvhøj var socialdemokrat og som sådan hverken tilhænger af at rende til hofbal eller modtage ordener. Men han kendte medieudviklingen og vidste, hvordan man kunne udvikle Dronningens »brand« i en ny medievirkelighed:

»Det var en genial ansættelse, fordi Sølvhøj ud over sit mediekendskab var en stor diplomat, kultiveret og kunstkender. Det var også ham, der opfordrede hende til at springe ud som kunstner, selv om det var at åbne ind til noget af det mest intime i Dronningens liv. Jeg tror, at Sølvhøj vurderede, at det ville være med til at styrke hendes rolle som regent,« siger Jens Andersen.

Selv var Dronningen ikke synderligt tilfreds efter det historiske pressemøde i 1972, har hun siden forklaret:

»Jeg var rystende nervøs, og mine svar var mere afværgemanøvrer, end det var egent-lige svar [...] Nej, pressemødet blev ikke det store sus, men det var jo noget helt nyt, og folk var passende forbløffede. Det var altid noget,« siger hun i bogen »M«.

Kummefryserblikket

Siden har Dronningen fundet sig i lidt af hvert, hvad angår spørgsmål. Hun har måttet svare på de mere nyfigne om sit udseende, cigaretforbrug og sønnernes sexliv – og på decideret mærkværdige spørgsmål såsom: »Prins Henrik har en ret moderne frisure. Har De godkendt den?«, »Hvordan er det at have en hund?« eller »Hvad har Deres Majestæt drømt i nat?«

Med årene har hun lært at slå en latter op. En kongelig skraldlatter, ligefrem. Andre gange er smil og svar skarpere. Som mandag, hvor en ung, befippet journalist kom til at sige »du« og »dig« i et spørgsmål:

»Vi har vist ikke gået i skole sammen,« snappede Dronningen, der også bed et spørgsmål om prins Henriks angivelige ønske om at få titel af konge af med ordene: »Det er en lang og indviklet historie, som vi ikke behøver at komme ind på her.«

»Dronningen har det, som vi i vores kreds af royale journalister kalder »kummefryserblikket«. Hun kan kigge på spørgeren med et bestemt blik, så man godt ved, at man ikke skal gå videre,« siger Trine Larsen.

Og så er vi tilbage ved den prosaiske opsummering af Dronningens pressehåndtering, som Jens Andersen står for:

»Hun lukker sådan set aldrig nogensinde bullshit ud,« siger han. Forstået på den dobbelte måde, at Dronningen i hans øjne altid forsøger at svare og svare begavet. Med mindre hun intet begavet har at sige – da klapper hun klogeligt i.

Og det er okay – også med den kulørte del af pressen, siger journalist Trine Larsen:

»Der er grænser for, hvad man skal spørge hende om og for, hvad hun skal udlevere. Der skal være en form for mystik og ophøjethed, ellers er de jo bare som os andre. Men jeg synes, hun leverer det, hun skal. Man kan faktisk spørge Dronningen om meget, hvis man gør det kløgtigt og nogenlunde elegant,« siger Trine Larsen.

Fire årtier og utallige pressemøder senere synes Dronningens ungdommelige nervøsitet og røde kinder fortrængt. Hun har, sagde hun ved pressemødet mandag, aldrig fortrudt, at hun brød historiens tradition for tavshed og royal distance:

»Det var så nyt dengang – og jeg var, som De siger, meget nervøs. Det er jeg kommet over nu efterhånden. Det er en god måde selv at kunne sige noget på. Og også høre på spørgsmålene, hvad folk er interesseret i,« sagde Dronningen og tilføjede:

»Om man så kan svare på en måde, som folk har glæde af – det er noget andet. Man gør sit bedste.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.