Derfor er vi verdens lykkeligste folk

Ussel mammon er medvirkende til danskernes lykke, vurderer dansk forsker.

Danskernes lykkefølelse hænger i høj grad sammen med rigdom og tryghed ved at blandt andet at færdes frit. Her hylder fremmødte Dronning Margrethes 40 års regent jubilæum.
Danskernes lykkefølelse hænger i høj grad sammen med rigdom og tryghed ved at blandt andet at færdes frit. Her hylder fremmødte Dronning Margrethes 40 års regent jubilæum.

Hvad er det, der gør os så lykkelige? Det tempererede klima? Alle vores Michelin-stjerner? Eller er det bare sådan en indre glød, danskerne har?

Nej, det drejer sig om penge, vurderer Bent Greve, der er samfundsforsker på Roskilde Universitetscenter.

- Vi er et rigt land, og rige lande er generelt mere lykkelige end fattige lande, siger han.

Danmark er endnu engang helt i top på OECDs årlige lykkebarometer. Ud af de 155 lande, som den 158 sider lange rapport kigger på, er Danmark det lykkeligste land at leve i. Og det skyldes trods alt ikke kun penge.

- Vi har stor tillid til hinanden og vi har en veludbygget velfærdsstat, der betyder, at vi føler os trygge, når vi går ud på gader og stræder. Både mand og kvinde er på arbejdsmarkedet, og vi har i mange år haft næsten fuld beskæftigelse. Og så er der ingen korruption i Danmark, siger Bent Greve.

Han har skrevet flere bøger om lykke.

- Derudover er der en forholdsvis god social sammenhængskraft i de små nordiske lande, siger samfundsforskeren med henvisning til, at nummer to og tre på lykkelisten er Finland og Norge.

Folk kan kende forskel på lykke

Men kan lykke egentlig måles. Ja, mener Bent Greve, der har stor tillid til undersøgelsen fra OECD.

- De har stillet samme type spørgsmål igennem en længere årrække, hvor man har forsøgt at finde ud af, om folk svarer logisk og sammenhængende på spørgsmålene. Og det gør de. Derfor er der en meget stor troværdighed i undersøgelsen, siger han.

Konklusionen er blandt andet baseret på en Gallup-undersøgelse, hvor 1.000 personer over 15 år i hvert af de 155 lande er blevet spurgt »Hvor glad var du i går«, »Hvor glad er du nu« og »Hvor glad er du for dit liv som helhed i disse dage«.

Det giver god mening at spørge sådan, mener Bent Greve.

- Folk forholder sig faktisk fornuftigt til, om der er tale om kortvarig lykke, som for eksempel en lotto-gevinst giver, eller om de har haft et langt lykkeligt liv. Folk kan godt adskille den langsigtede lykke fra den kortsigtede lykke, siger samfundsforskeren.

Brokkerier er noget andet

Han mener, at man sagtens kan være lykkelig og brokke sig samtidig, som danskerne er så berygtede for.

- Man kan godt ønske, at tingene bliver endnu bedre. Når man først har fået noget, så vil man godt have mere. Men når man får tænkt sig om, så er brokkeriet ikke særlig dybt funderet. Derfor siger vi, at vi er lykkelige, siger Bent Greve, der selv ligger et godt stykke over det ottetal, som danskerne høster på OECDs lykkeskala fra nul til 10.

- Børnebørnene kommer på besøg, så jeg nærmer mig 10 i dag, siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.