Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Derfor elsker alle en underhund

Áfrám Ísland: Når et resultat modsiger hverdagens forudsigelighed. Når forventninger bliver gjort til skamme. Når »plejer« dør. Når normer og magtforhold vendes på hovedet, og David smadrer Goliath. Så kan vi lidt igen.

Islændingene blev ramt af akut ekstase mandag aften i franske Nice - og smittede fans af mirakler overalt i resten af verden. Foto: Bertrand Langlois/AFP
Islændingene blev ramt af akut ekstase mandag aften i franske Nice - og smittede fans af mirakler overalt i resten af verden. Foto: Bertrand Langlois/AFP

Dér stod jeg alene midt i stuen lammet af det islandske landsholds sindssyge præstation og min egen diskusprolaps. Der var få sekunder tilbage af kampen. Dette her måtte ikke gå galt. Så usandsynlig en sensation. I min levetid! Næsten større end EM-sejren i 1992.

Jeg havde rejst mig fra sengen for ikke at ligge ned og komme til at spjætte så højt af jubel og smertefulde råb, at bruskskiven mellem tredje og fjerde ryghvirvel skulle smutte helt ud, hvis, hvis Island vandt.

England, denne stolte fodboldnation, der altid har været mine favoritter, siden jeg som seksårig så dem vinde VM i 1966, forsøgte desperat at score og dermed ødelægge undermålernes ubegribelige sejr.

Dommeren fløjtede af.

Jeg jublede og råbte og skreg i mit stående enmandssygeleje, som om jeg også havde vundet, og lykkelig på mine norrøne brødres vegne. Også selv om de havde banket mit England. Ryggen gjorde nas, men jeg var ligeglad. The underdogs havde vundet. De små var blevet store mod alle odds. Det umulige var sket.

Selv min kærestes veninde, der ved redaktionens slutning endnu ikke interesserede sig for fodbold, blev grebet af underhund-bølgen. Det tror fanden: Begge de heldige kvinder er i franske Nice, hvor mirakelkampen blev spillet.

Når et resultat modsiger hverdagens forudsigelighed. Når forventninger bliver gjort til skamme. Når »plejer« dør. Når normer og magtforhold vendes på hovedet, og David smadrer Goliat. Så kan vi lidt igen.

Når briterne, mod al fornuft, stemmer sig ud af EU og skaber kaos og forvirring, så bekræftes vi i, at livet er unikt og uforudsigeligt – og ikke et Excelark. Også selv om fornuften står med armene over kors i kulissen og hvisker, at der er tale om en undtagelse, og at verden ikke vil kunne fungere med underhunde bag rattet.

Lige meget. Vi ved, at det normale og hverdagen altid sejrer til sidst. Derfor er underhundenes succes så herlig.

Derfor elsker vi pølsemanden fra Silkeborg, der i 2010 vandt en sag mod mægtige McDonald’s. De ville knuse ham for at kalde sin lille biks McAllan. Vi håbede i det stille, at Eddie »The Eagle« Edwards som den første brite nogensinde ville vinde i skihop ved vinter-OL i 1988.

Diana var den engelske kongefamilies underdog. Vi elskede hende for det. Alternativet kom ind i Folketinget mod alle odds, mens fornuften rystede på hovedet ude i kulissen. Det er ukrudtet mellem brostenene, der viser, hvad brostenene er lagt på.

I 1970erne var underhunden en officiel helteskikkelse på hele venstrefløjen plus dets alternative kølvand. Ikke kun noget fra kuriøsiteternes overdrev eller noget fra en fodboldkamp.

Dengang sagde man i ramme alvor: Det er stærkt at være svag. In at være ude. Taberen var vinder. Vi gik i arbejderagtigt Kansas-tøj i solidaritet med den undertrykte arbejderklasse. I 1980erne blev det til BZernes »Du har ikke en chance – ta’ den«.

Det var det, Island gjorde mandag aften.

I dag er det stærkt at være stærk. In at være inde. Tabere er stakler, der skal hjælpes. Ikke solidariseres med.

The underdogs er altid populær. Men kun, når vi er enige med dem, der vinder. Eller når de bjæffer højest i noget så ufarligt som en sportsgren.

Så hvis et undertippet nazihold skulle vinde et fodboldmesterskab eller Islamisk Stat kuppe den lokale haveforening, ville jeg ikke juble, til min ryg gjorde ondt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.