Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Der skal være plads til dem, der vil byen«

København er en succes, men hvem er København ved at blive by for? En af de seneste 25 års nøglepersoner, Jens Kramer Mikkelsen, har svaret: børnefamilierne.

På gåtur i Nordhavn med By&Havns direktør Jens Kramer Mikkelsen, der står i front for Københavns udvikling. Fredag den 24. juni 2016.
På gåtur i Nordhavn med By&Havns direktør Jens Kramer Mikkelsen, der står i front for Københavns udvikling. Fredag den 24. juni 2016.

Da Jens Kramer Mikkelsen var barn på indre Østerbro, hoppede han og vennerne ulovligt over plankeværket ind til industrien og havnebassinerne i Nordhavn for at bade og fange fisk. Dengang fik de ondt i øjnene af det forurenede vand. Nu står han her på taget af en af de nye arkitektoniske drømme, der skal være interiør i postnummer 2150, og peger ud over vandet.

»Se lige engang. Her bygger vi en bydel, der har vand på tre sider. Det er på mange måder København i en nøddeskal: Væksten foregår inde i selve byen og ikke ved at bygge ud og lave en ny forstad. Det er første gang i 100 år, at det sker,« siger han.

Jens Kramer Mikkelsen er en begejstret mand og har noget at have det i. Han er en af hovedmændene bag det København, han står og kigger ud over. Qua sine år som socialdemokratisk overborgmester fra 1989 til 2004, hvor byudviklingen i København tog fat, men også som direktør for By & Havn, hvis hovedopgave er at udbygge to af de største frie arealer i hovedstaden, Ørestaden og Københavns Havn.

Udsigten og tallene taler deres eget tydelige sprog: København er en succes. Antallet af børnefamilier stiger, boligpriserne stiger, indbyggertallet stiger, væksten stiger, og snart synes hver en bygning at få altaner og hvert et hjørne en kaffebar.

Lige nu er 700 flyttet ind i det gamle havneområde i 2150 Nordhavn, hvor flotte bygninger har erstattet nedslidte pak- og bådhuse. Ved årsskiftet vil der bo 2.000, mens den langsigtede plan er, at 40.000 skal bo i postnummeret, der allerede er blevet Københavns dyreste, og som på mange måder indkapsler Københavns fremtid, hvor industriarealer bliver til noget nyt. Som det også er sket på Østamager, i Carlsberg-området og Sluseholmen.

»Hvis du for 15 år siden var taget ned til Sluseholmen og havde spurgt, om der kunne ligge spændende boliger her, ville folk have troet, at du var vanvittig. I dag kan vi se, at det er blevet meget attraktivt. Herude laver vi en brygge. Det her er en havn, og der er bolværker. Dem skal vi bevare, ligesom vi også bevarer de pakhuse, der kan bruges. Man kan godt sige, at vi har fået et romantiseret forhold til byens fortid, men jeg tror, det er klogt at respektere den historie og de kvaliteter, der er i området.«

Som overborgmester troede Jens Kramer Mikkelsen, at man kunne planlægge byliv ned i detaljerne. I dag er han tilhænger af, at man skal skabe gode rammer og derfra overlade det til københavnerne selv.

»En by vokser i lag. Cafeerne kommer jo heller ikke af sig selv – det sker først den dag, hvor folk vil bruge dem. Vi må erkende, at vi ikke kan planlægge eller beslutte, hvordan mennesker skal opføre sig. Det er jo ikke Nordkorea. Men vi kan nudge dem og skabe nogle betingelser for, at de bruger de nye områder. Hvis du planlægger en sti, er det ikke ensbetydende med, at folk kun går på stien og ikke træder ud på græsset. Planlægning er også at sikre, at der om 30 år er nogen, der vil synes om det her. Vi kan ikke i detaljer forudsige, hvordan folk om nogle år vil bruge den her bydel, for det bliver sikkert på måder, vi slet ikke havde forestillet os,« siger han.

Når Jens Kramer Mikkelsen skal sætte ord på, hvad der er signifikant for 2150 Nordhavn, er vandet det første, han nævner. Det har været med til at skabe den attraktive beliggenhed sammen med den kommende metrostation.

»En lære ved Ørestaden har været vigtigheden af infrastruktur. Du skaber din egen attraktive beliggenhed ved at have en metro derud. Det nye er, at vi her bygger en by med samme tæthed, som man kender fra indre Østerbro, men at det hele ligger nede ved vandet.«

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Succesfuld strategi

Tætheden i postnummeret har etnolog i rådgivningsfirmaet Calberg Christensen, Søren Møller Christensen, også lagt mærke til. Når han går rundt i Nordhavn, føler han, at han går rundt i en karréby modsat Ørestaden, hvor det hele i hans øjne stadig føles lidt for meget som en forstad. Han bemærker, at Nordhavn er udtryk for det, man har ønsket for København.

Blot en enkelt af de 64 ejerlejligheder, der for tiden er til salg i Nordhavn gennem ejendomsmægleren EDC, koster under tre millioner kroner.

»Tilbage i 90erne erkendte man, at man for at komme op igen som by skulle have børnefamilierne til at blive boende. Kommunen satsede på store boliger og boliger med herlighedsværdi. Det var en agenda, der var meget vigtig på det tidspunkt, fordi demografien i København var helt skæv. Den strategi har sejret ad helvede til. Nu står man med den modsatte udfordring. I dag handler kampen om at få bygget boliger, der ikke er for dyre, så der også er plads til dem, der ikke har råd til de store lejligheder,« siger Søren Møller Christensen.

Tendensen kan læses sort på hvidt. Antallet af børnefamilier stiger, og det er især familier fra den højere middelklasse og overklassen, der indtager hovedstaden.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en ny analyse undersøgt, hvor mange forældre med et enkelt barn på højst to år, der i henholdsvis 1990 og 2010 fortsat boede i københavn fem år efter. Undersøgelsen viser, at antallet af familier er steget med 50 procent i København og Frederiksberg.

Desuden har rådet undersøgt, hvilke sociale klasser disse børn tilhører, og her er udviklingen markant: I 1990erne tilhørte hvert tredje af byens børn på to år eller derunder en familie i arbejderklassen. Den andel er i dag blot 14 procent. I samme periode er overklassen og den højere middelklasse gået fra knap 12 til 36 procent. Og udviklingen er vel og mærke mere markant, end den normale velstandsstigning i hele landet over årene ville forskrive, ligesom overklassen og den højere middeklasse i dag fylder markant mere i København end i landet som helhed.

»At den almindelige arbejderfamilie glider ud af bybilledet i store dele af København, er udtryk for, at hovedstaden i stadig højere grad bliver et sted for de rigeste og mest velstillede,« forklarer Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE-rådet, og påpeger, at det er interessant, hvordan enkelte kvarterer er blevet deciderede børnemagneter – for eksempel Vesterbro.

Spørger man Søren Møller Christensen, hvem København er ved at blive en by for, lyder svaret da også: middel- og overklassen.

Det samme svarer teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL). Han har været medlem af Borgerrepræsentationen i København fra 1997, hvor byen nærmede sig en konkurs, og hvor et flertal på rådhuset besluttede at tiltrække flere ressourcestærke borgere, bl.a. ved at fjerne små lejligheder og bygge flere store. Og som han siger: »Hvis jeg var Jens Kramer, ville jeg sige, at operationen lykkedes. Men spørgsmålet er, om patienten også døde.«

Morten Kabell fortsætter:

»De her tal viser, at det er afgørende vigtigt, at vi ikke bare fortsætter den udvikling, for så bliver København godt nok en overklasseghetto som Stockholms indre by eller London. Nøglen er boligpolitikken. Der er nødsaget til at være boliger, som almindelige mennesker kan betale. Ejerboligerne skal nok komme. Det er nødvendigt med flere almene lejeboliger.«

København er for børnefamilierne

Der er den gamle DLG-bygning, der er ved at få en overhaling. Der er de gamle siloer, der nu har fået masser af glas, og det så tidligere forurenede havnebassin, der i somrene fremover skal hive livet hertil. Når man spørger Jens Kramer Mikkelsen, hvem København er ved at blive en by for, lyder hans svar: børnefamilierne.

»Det er jo livgivende til byen på mange måder. Det fine er, at mange unge bliver i byen, når de stifter familie. At de vil være her i stedet for at flytte ud til forstæderne. De forlader en toværelses lejlighed og vil gerne ind i noget større. Men der skal også være plads til ældre og singlerne – der skal være plads til dem, der vil byen,« siger han.

Folk spørger ofte Jens Kramer Mikkelsen, om By & Havn ikke konkurrer mod sig selv igennem udviklingen af de forskellige dele af København. Han svarer altid nej. For bydelene skal ikke ligne hinanden. De skal hver især være børn af deres tid.

Når tiden har fjernet det ferske look af bygningerne, og københavnerne ikke længere omtaler 2150 Nordhavn som nyt, vil bydelen blive set som et resultat af en tid, hvor København blev børnefamiliernes domæne.

»Det er vigtigt, at byen er præget af noget diversitet. At du ikke det ene sted har 500 dyre ejerboliger, og så det andet har 500 almene boliger. Vi skal forsøge at få tingene integreret, og det skal helst være sådan, at du udefra ikke kan se forskellen på, hvilken boligform det er. Det er den tænkning, der er i disse år. Man forsøger at blande det hele, så byen lever både om dagen og om natten.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.