»Der kom bomber på skolen, og så var alt hvidt, og der var ikke nogen skole mere. Og så kom vi her«

For halvandet år siden havde stort set alle børn på Tingbakken i Gribskov kommunefarvet år. I dag er knap hver femte elev fra Syrien og går i såkaldt modtageklasse for børn med flygtningebaggrund. Få steder er så vitale for integrationen af de nye flygtninge som folkeskolen. Berlingske har besøgt Laura, Malak og de andre til temauge om Syrien i Nordsjælland.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Laura Iris Jørgensen smiler forlegent. Det var altså ikke, fordi hun havde noget imod, at de syriske børn startede på skolen – tværtimod.

»Det var bare meget anderledes,« siger den 11-årige pige, da vi er trukket ud af klasseværelset og har sat os ved et rundt bord i skolens foyer.

»Man ved jo ikke, hvad de siger på deres sprog, og så kan man godt blive lidt bange for, at de nu er sure eller sådan noget.«

I begyndelsen var Laura Iris Jørgensen og hendes veninde lidt utrygge ved de mange nye syriske elever, fordi de talte arabisk og legede vildt. Men med månederne har hun lært flere at kende og fundet ud af, at de fleste er lige så søde som de danske børn Foto: Ida Marie Odgaard
I begyndelsen var Laura Iris Jørgensen og hendes veninde lidt utrygge ved de mange nye syriske elever, fordi de talte arabisk og legede vildt. Men med månederne har hun lært flere at kende og fundet ud af, at de fleste er lige så søde som de danske børn Foto: Ida Marie Odgaard

Som den anden dag, f.eks., hvor en dreng fra en af de yngste modtageklasser samlede en kæp op og løb rundt i gården med den.

»De er lidt vilde, og det var sikkert bare for sjov,« siger Laura.

»Men jeg blev alligevel lidt bange for, at han ville komme og slå mig, fordi han jo var flygtet fra krig, og det kan være, at han har oplevet nogle rigtig grimme ting og tænkte, at hvis de måtte gøre det, kunne han også.«

For halvandet år siden var Tingbakke-afdelingen af Gribskolen en lille lukningstruet landsbyskole i Nordsjælland med 200 elever fra 1. til 6. klasse. I dag er knap hver femte elev syrer, og skolen danner rammer om fire ud af seks af Gribskov Kommunes såkaldte modtageklasser – m-klasser – der er første stop for alle kommunens nytilkomne flygtningebørn.

På gangene hænger malerier med scenerier fra Syrien. I idrætshallen øver en gruppe elever trinnene til den syriske kædedans dabke, og i sprogworkshoppen hjælper en syrisk mor, der bærer sin baby på armen, en dansklærer og eleverne med at lære en syrisk sang. I denne uge har alle elever på tværs af sædvanlige klasser nemlig holdt temauge om Syrien. For at gøre eleverne klogere. Og forældrene tryggere.

»Jeg har lært at sige »marhaba« (»hej« på arabisk, red.) og snakket med nogle piger, som er rigtig søde,« siger Laura Eriksen, der også går i 5. klasse. »Der er en af drengene, som er virkelig sjov at spille rundbold med.«

Få steder i samfundet spiller så vital en rolle for integrationen af de mange flygtninge, der i disse år kommer til landet, som folkeskolen. Det er her – i klasseværelserne, i frikvartererne og til skolefesterne – at den yngste generation af flygtninge skal lære dansk og blive en del af fællesskabet. Det er i skolen, at kultur læres, venskaber knyttes og uddannelsesvalg træffes. Og det er her, børnene – hvis det lykkes at få dem på omgangshøjde – kan gå fra at være en nettoudgift til at blive en gevinst for det danske samfund.

Muhamad Hamed er efter blot to år i Danmark blevet så god til sproget, at han har fået et vikariat som lærer på skolen, hvor han underviser flygtningebørn i matematik. I dag er han klædt ud som sheik og fortæller historier i temaugen om Syrien. Foto: Ida Marie Odgaard
Muhamad Hamed er efter blot to år i Danmark blevet så god til sproget, at han har fået et vikariat som lærer på skolen, hvor han underviser flygtningebørn i matematik. I dag er han klædt ud som sheik og fortæller historier i temaugen om Syrien. Foto: Ida Marie Odgaard

Tingbakken ligger i et lille lokalsamfund med knap 3.000 beboere, har ingen andengenerationsindvandrere og har, som Gitte Otto udtrykker det, »stort set aldrig haft børn med mørkere end kommunefarvet hår«. Gitte Otto har været lærer på skolen i 18 år og var begejstret, da hun hørte, at Gribskolen var blevet udvalgt som modtageskole for kommunens nye flygtninge.

»For mange af vores børn er det eneste, de ved om flygtninge, at de er flygtet fra krig og går på motorvejene. Det er en fantastisk mulighed for at give dem indblik i en større verden og en anden kultur,« siger hun.

Flere af de syriske mødre har hjulpet til i køkkenværkstedet i skolens temauge, så de danske børn kan lære den rigtige teknik til at stege falafler og lave arabisk salat. Foto: Ida Marie Odgaard
Flere af de syriske mødre har hjulpet til i køkkenværkstedet i skolens temauge, så de danske børn kan lære den rigtige teknik til at stege falafler og lave arabisk salat. Foto: Ida Marie Odgaard

Ikke alle forældre var helt så begejstrede. Flere var nervøse for, at flygtningebørnene legede »meget voldsomme lege« og talte »arabisk på gangene«. Og selv om skolen har gjort, hvad den kunne for at informere og afmystificere, har det været svært – også for lærerne – at følge med.

»Det har jo været helt vildt massivt,« siger Gitte Otto. »Vi startede med én klasse i august 2014. Nu er vi oppe på seks. I perioder er der nærmest kommet nye børn hver dag.«

Ifølge KLs skøn ankom der i 2015 5.300 nye flygtningebørn, som skulle integreres i den danske folkeskole. I 2016 vil der ifølge KLs skøn ankomme yderligere knap 9.000 flygtningebørn i skolealderen. Hvis alle skal placeres i modtageklasser, der typisk kun tæller 10-12 flygtningebørn, vil det ifølge KLs skøn, beløbe sig til en pris på knap en halv milliard kroner.

Det er imidlertid meget forskelligt, hvordan de enkelte kommuner håndterer udfordringen. I nogle kommuner, såsom Gribskov, bliver alle nytilkomne flygtningebørn placeret i modtageklasser med særligt fokus på danskundervisning, mens andre kommuner som f.eks. Viborg sluser børnene direkte ud i almenklasserne uden et halvt eller helt års mellemstop. Står det til KL, skal flere kommuner følger den model.

Det sidste ville Charlotte Orland Pedersen også have foretrukket. Hun sidder i forældrebestyrelsen og er mor til en datter i 6. klasse. Da hun først hørte om m-klasserne, var hun begejstret. En lille skole i et trygt og roligt miljø med skoven som nabo var et ideelt sted at integrere de nytilkomne børn, tænkte hun.

»Med de første m-klasser var der stor nysgerrighed fra både flygtninge og de danske børn. Udfordringen er, at de nu er så mange, at de kan stille flere fodboldhold. De får deres sociale behov dækket af deres egne og blander sig ikke længere på tværs,« siger hun.

Og så opstår gnidningerne. Som når nogle af flygtningebørnene lader som om, de er dårligere til dansk, hvis det f.eks. kan sikre dem en sejr i et spil eller en leg. Eller når lærerne beslutter, at man ikke længere må have legetøjsvåben med i skole, fordi det kan skræmme flygtningene.

»Det lyder skørt, men for børn er det sådan noget, der fylder. At nogen snyder, eller at de får særbehandling. De misforståede hensyn, som voksne tager, kan sætte sig som grimme følelser af særbehandling, når børnene bliver ældre,« siger hun.

I modsætning til, hvad man ellers måske kunne forvente, er det da heller ikke fagligheden, der giver de største vanskeligheder for lærerne.

»De er sindssygt hurtige til at lære både dansk og matematik. De er virkelig dygtige. Men de mangler at lære de danske grænser,« siger Muhamed Hamed.

Den 30-årige syrer har efter blot to år i Danmark fået et vikariat på skolen. I Syrien var han lærer i fysik på et gymnasium. I Danmark har han på rekordtid lært sproget og underviser nu eleverne i modtageklasserne i matematik. Han bor med sin kone i et rækkehus i Gilleleje og er lykkelig for at få lov at arbejde inden for sit fag. I dag står han for temaugens historietime og er klædt ud som arabisk sheik, mens han læser fabler op for de danske og syriske børn.

»Fra Syrien er børnene vant til en meget hårdere skolegang,« siger han.

»Når de så møder den store frihed, man har i den danske skole, tror de pludselig, at de må alting – at de kan droppe at lave lektier eller rejse sig op og gå i midten af timen.«

Muhamed Hamed trækker på ordene. Han vil ikke sige noget grimt, men man må heller ikke lukke øjnene for udfordringerne, mener han.

»Danske børn ved, at friheden kommer med grænser og ansvar, men flygtningebørnene føler sig så fri, at de ikke ved, hvor grænserne går. Jeg siger til dem, at hvis de opfører sig grimt, så ringer jeg til deres forældre og fortæller det. Derfor er de lidt mere bange for mig end for de danske lærere. Det er ikke den bedste løsning, det ved jeg, men det er nødvendigt, at man finder en måde at lære dem, hvor friheden hører op.«

Bomber om natten

I køkkenet former Lajla Mustafa en klæg kikærtemasse til runde falafler og dykker dem ned i en gryde med kogende olie. Den 39-årige kvinde fra Aleppo har efter to år i landet færdiggjort alle niveauer i sprogskolen. I Syrien var hun engelsklærer. Hendes børn på otte, ti og 15 er for længst sluset ud i den almindelige folkeskole.

Det er første gang, hun selv laver falafel, indrømmer Lajla grinende, da de første fire kikærteboller forkuller i olien. For som så mange andre travle middelklassekvinder fra Syrien har hun altid købt den slags færdiglavet.

»Børnene skal nok klare sig,« siger hun. »De går i skole, får hurtigt nye venner og glemmer med tiden fortiden. Men de voksne tænker hele tiden på deres gamle liv. Det er svært at finde arbejde her, og det er stressende, når man ikke ved, hvad man skal stille op.«

Udenfor sidder søstrene Malak (9), Fatima (11) og Lubna Dandal (13) fra Idlib i Syrien og ser et afsnit af en arabisk udgave af X Faktor på YouTube. De kom til Danmark for lidt over et år siden, bor nu i Dronningmølle og går i modtageklasser for at blive bedre til dansk. De fjanter og fuldfører hinandens sætninger. De er glade for skolen, siger de. Og for endelig at have et sted, hvor de hører til.

»Jeg har boet syv steder de sidste to år,« siger Malak Dandal.

»Men jeg græder stadig, når jeg tænker på min gamle skole. Jeg husker meget bomberne, når jeg skal sove. I Syrien grinede jeg meget. Jeg besøgte min bedstefar og bedstemor og legede og så film. Nu griner jeg ikke så meget mere. Jeg vil gerne tilbage, men alle, jeg kender der, er enten væk eller døde,« siger hun.

Ifølge søstrene blev deres skole ødelagt i et bombeangreb midt om natten. Det samme blev deres og bedsteforældrenes hus.

Deres ældste søster kom på hospitalet og skulle syes i ansigtet.

»Der kom bomber på skolen, og så var alt hvidt, og der var ikke nogen skole mere. Og så kom vi her,« siger Fatima Dandal.

Hun drømmer sig ikke længere tilbage til Syrien, siger hun. I modsætning til sin lillesøster har hun fået masser af danske venner, og hun griner stadig mere for hver dag, der går.

»Selvom nogen siger, vi er forskellige, synes jeg, vi er de samme. Der er ikke nogen bomber her, og det er rigtig godt. Men pigerne fra Danmark og pigerne fra Syrien, vi tænker alle på de samme ting, » siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.