Genforenet

»Dér fik jeg mit første tungekys af ham. Det var god damn ulækkert«

Hjertet slog et ekstra slag i brystet på trommeslager Kasper Foss allerede første gang, han som 13-årig mødte Nadia Stein og hørte hende synge. De blev barndomskærester. Men de blev skilt, og 20 voksenår gik uden kontakt imellem dem. Indtil de for seks år siden blev genforenet i både musik og hjerter.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tøsedrengenes nummer »Sig du kan li’ mig« konkurrerede med numre fra Linnet og Larsen om topplaceringerne på de danske hitlister. Sejlersko var ved at blive moderne, og kvinder skulle være korthårede som Lady Diana. Vi skal tilbage til startfirserne. Hvor børns adgang til digitale spil oftest begrænsede sig til Donkey Kong – og hvor Kasper Foss, en 13 år gammel 8. klasseelev fra Teglmose­skolen, stødte på sit livs kærlighed i Albertslund Centret.

Mens andre raske drenge spillede fodbold, spillede han trommer. Han og to af hans venner fra skolen havde et band. I hvert fald fik de lov at låne musiklokalet i nogle af frikvartererne.

»Det var nok mest mig, der spillede, men vi var sådan en drengeklan. Så vi var ude at gå. Nede i Albertslund Centret mødte vi fire piger, som vi faldt i snak med,« fortæller den i dag 45-årige Kasper Foss.

»Nå, men vi er sådan et band,« sagde drengene for at gøre indtryk på de fire piger, der svarede igen med, at de skam også sang. »Bevis det!« beordrede drengene, hvor­efter pigerne begyndte at synge Manhattan Transfers »Operator« med 13-årige Nadia som forsanger og de andre som kor.

»Det var sådan én, vi sang derhjemme. Jeg sang altid. Men jeg kunne ikke teksten,« siger Nadia og synger fra sofaen i Kaspers lejlighed ved Halmtorvet i København en improviseret tekst for at vise, hvordan hun dengang håndterede det.

Drengene faldt bagover over den store stemme, der strømmede ud fra Nadias spinkle krop. Kasper gjorde endda mere end det. Han følte straks et stærkt fællesskab med Nadia.

»Det, der ramte mig, var, at jeg følte mig sådan lidt speciel, at jeg gik så meget op i musik, mens de andre gik til sport, og så stod hun dér og sang røven ud af bukserne med en vrøvletekst. Så gik der et minut, og så faldt jeg fuldstændig pladask for hende, og jeg har været dødeligt forelsket lige siden,« siger han.

S, P eller K

De begyndte alle at ses hjemme hos hinanden. Særligt Kasper gjorde indtryk på pigerne, fortæller Nadia:

»Vi så, at han havde et trommesæt i sin mors og fars sauna. Så han var jo en ægte musiker.«

Det var en S, P eller K-leg med vennerne, der først banede vejen for, at de to for en periode blev kærester. I legen skal man enten svare Sandt på et spørgsmål, anføre i hvor mange Procent, man kan lide en anden person – eller man må tage Konsekvensen, hvor opgaven ikke sjældent handler om, at man så skal kysse en af de andre deltagere. Som de så gjorde, Kasper og Nadia.

»Dér fik jeg mit første tungekys af ham. Det var goddamn ulækkert,« ler Nadia.

Det forhindrede dem dog ikke i at blive kærester. Kasper finder et gammelt, lidt udtværet sort-hvid foto, som viser de to 13-årige turtelduer arm i arm, begge med tjavsede korthårsfrisurer og åbne vind­jakker.

Nadia Stein og Kasper Foss er 13 år og kærester på billedet her, som de selv har fremkaldt i kælderen hjemme hos deres fælles ven. De begyndte deres liv som musikere sammen, men i over 20 år så de intet til hinanden. Privatfoto.
Nadia Stein og Kasper Foss er 13 år og kærester på billedet her, som de selv har fremkaldt i kælderen hjemme hos deres fælles ven. De begyndte deres liv som musikere sammen, men i over 20 år så de intet til hinanden. Privatfoto.

»Det har vi selv fremkaldt nede i vores ven Charlies kælder,« husker Kasper.

Han gav hende en ring. Godt nok af plastic, men symbolikken var god nok. Det var den så desværre også, da Nadia efter nogen tid gav ham den tilbage.

»Det føltes som enormt lang tid, vi var kærester. Det kan godt være, at det kun var tre måneder. Men når man er helt ung, kan det godt føles som år, og det var jo mit første heart break,« siger Kasper.

Mænd med muskler

Alligevel fortsatte de med at være tætte, og et nyt eventyr begyndte for de to. De begyndte at spille sammen i et band med nogle ti år ældre gutter, som Kasper havde fundet sammen med ved at slå en annonce op i musikbladet MM.

»Trommeslager med ti års erfaring søger band«, lød annoncen fra den da cirka 14 år gamle Kasper. Kort efter kom også Kaspers gamle bandven, Charlie, med på keyboard, og bandet City Kids var dannet.

De spillede funk. Chaka Khan og den slags. Bandet fik stor succes og kom ind hos en stor booker.

»Selv om vi var et kopiband, var vi ekstremt populære. Vi spillede på Montmartre og på musikcafeer landet rundt, da vi var 15 år gamle,« fortæller Kasper.

Hele tiden var Kasper tosset med Nadia. Men hun søgte mod fyre, der var lidt ældre end de jævnaldrende. Nogle med mere livs­erfaring.

»Hun fik en kæreste, der var meget ældre end hende. Sådan en rigtig voksen mand med store muskler, der kunne køre bil og alt muligt. Det var virkelig hårdt for sådan en teenagedreng som mig,« husker Kasper.

Adskillelsen

Efter nogle hæsblæsende år med City Kids skiltes deres veje. Nadia efterfulgte som 17-årig Søs Fenger i succesgruppen News, udgav plade med dem og fik travlt med at turnere. Det samme gjorde Kasper, der begyndte at spille med Anne Linnet og andre kendte danske musikere.

»Så vi gik faktisk samme vej, men vi gik alligevel i hver vores retning,« siger Nadia.

Musikerverdenen herhjemme er ellers ikke stor. Musikerne støder ofte på hinanden til festivaler og andre arrangementer, der samler branchen. Men selv om Kasper og Nadia ofte var på plakaten de samme steder, stødte de i en periode på godt 20 år aldrig ind i hinanden.

»Vi har jo mødt masser af hinandens kolleger på festivaler og færger. Men vi mødte aldrig hinanden. Det er virkelig underligt,« siger Kasper.

Årene gik bare. Kasper fik en søn med en kvinde, som han dog ikke dannede par med. Nadia havde en kæreste igennem 17 år og et par kortere forhold. Men sideløbende med musikkarrieren var hun blevet mere og mere plaget af epilepsi. Den var kommet snigende, efter at hun som 19-årig måtte have bort­opereret noget betændelse i hjernen – muligvis en infektion, hun havde fået på en rejse i Indien.

Hun måtte sygemeldes. En anstrengende periode med arbejdsprøvninger fulgte, så Nadias jobmæssige situation kunne blive afklaret. Hun blev eksempelvis sendt ud at male eller stod i sin søsters smørrebrøds­butik, som jo ikke gik, fordi hun kunne risikere at få et epileptisk anfald, mens hun stod med en stor kniv.

Drømmen om manddom

Da Kasper og Nadia begge var sidst i 30erne, begyndte deres veje atter at krydses. To af fyrene fra City Kids, der boede på Christiania, samlede ved nogle fester i Nemoland det gamle band til nogle job.

»Så snart Nadia kom ind ad døren, tænkte jeg bare, åh, pis. Hun er stadig lige så lækker,« siger Kasper.

Sangerinden og trommeslageren spiller igen sammen, ligesom da de var helt unge teenagere. I stedet for Chaka Khan og Mothers’ Finest spiller de i dag de gamle numre fra det danske popband News, som Nadia har været forsanger i. Foto: Linda Kastrup
Sangerinden og trommeslageren spiller igen sammen, ligesom da de var helt unge teenagere. I stedet for Chaka Khan og Mothers’ Finest spiller de i dag de gamle numre fra det danske popband News, som Nadia har været forsanger i. Foto: Linda Kastrup

Nadia fornemmede ikke Kaspers interesse. Men en nat nogle måneder senere havde hun pludselig en heftig drøm om ham.

»Det var en gave. En åbenbaring. Lad mig sige det sådan, at det var helt tydeligt, at den drøm fortalte mig, at Kasper jo var en rigtig mand nu. For mig havde han jo været den dér unge dreng, jeg spillede sammen med,« siger hun.

Over en SMS delte hun sin drøm med Kasper. »Skulle det være en anden gang,« kvitterede han fra sin Nokia.

Nadia var ellers i sit 17 år lange kæresteforhold på det tidspunkt. Men det sluttede kort efter. Igen mødtes hun og Kasper på Nemoland. Hun delte sin frustration over arbejdsprøvningen med Kasper. Han var på det tidspunkt blevet daglig leder af Glad Radio. Hun skulle bare ringe, for han kunne måske hjælpe.

»Jeg ville jo gøre alt for at få hende ud af det dér,« siger Kasper.

En dag, da hun fik nok af at være på et aktiverings­kursus, ringede hun Kasper op for at høre, om det overhovedet var en mulighed, og et kvarter efter havde han fået sin egen leder med på et møde. Og jo, Nadia kunne godt være hos dem, viste det sig.

Nøgen med smøgen

Herfra gik alting stærkt mellem Nadia og Kasper. På fjerdedagen hos Glad Radio havde Nadia haft en »blå« dag. Hun var nedtrykt og i tvivl; var det for krævende for hende at være der. Der var meget larm og stress.

»Han havde fulgt mig ned i porten. Så kiggede jeg på ham. Så så jeg bare stjerner i øjnene på ham. Jeg smeltede fuldstændig.«

De kyssede. Dybt – og denne gang godt.

Samme aften betragtede han hende fra sengen, da hun gik nøgen med en cigaret gennem gangen i hans lejlighed.

»Jeg tænkte bare: »Prøv lige at se! Det er det, jeg har snakket om hele tiden. Fantastisk!,« siger Kasper.

Han havde en kæreste på det tidspunkt, som han forlod. Da hun fik at vide, at han havde fundet sammen med Nadia, var hun ikke overrasket. Hun havde ikke så længe forinden set dem spille sammen en aften på spillestedet Drop Inn i indre København.

»Der var to sange, vi også spillede i City Kids. Der sad min kæreste nede foran, og da hun sad og kiggede på os, havde hun tænkt »Game Over«,« fortæller Kasper.

Siden har de været sammen. I seks år nu. Nadia blev for halvandet år siden opereret, så hendes epilepsi i dag er væk. Samtidig blev Kasper igen fuldtidsmusiker og stoppede på Glad Radio. I dag turnerer de med andre musikere rundt og spiller numre fra News’ repertoire.

Det er så rigtigt for dem, at de endelig er endt sammen, så de taler af og til om, at de må have kendt hinanden i et tidligere liv.

»Jeg tror på et eller andet,« siger Kasper. »Jeg vidste efter to minutter i Albertslund Centret, at det var hende. Det er aldrig gået væk.«

Sin drøm oplever Nadia som en slags tegn på, at skæbnen ville bringe dem sammen.

»Jeg tror, at den drøm kom for at sende mig i hans retning og fik mig til at ringe til ham. Og så tror jeg også, at det betyder noget, at vi har kendt hinanden altid. Det gør det meget ægte. Han kan ikke narre mig. Jeg ved, hvem han er, og hvor han kommer fra,« siger Nadia.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.