Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Sådan gør du din tid i selskab med statsbanerne så lidt smertefuld som muligt

Så er det så småt blevet lunt igen og dermed den tid på året, hvor forårsbebuderne melder sig: Blomsterne springer ud, havemøblerne stilles frem, og undertegnede forfatter en kun let bittersur klumme om at køre med statsbanerne i Danmark. Som naturligvis tager afsæt i, hvad der virker som en lille million års togrejsen i journalistikkens tjeneste.

Eftersom konstruktive nyheder skulle være både moderigtige og demokratifremmende, kommer det følgende udelukkende til at fokusere på opbyggelige tip til, hvordan man kan gøre sin tid i selskab med statsbanerne så lidt smertefuld og traumatiserende som muligt - i stedet for at fokusere på eksempelvis den manglende salgsvogn, de perverse billetpriser, eller hvorfor lyntoget mellem Jylland og Sjælland med uforudsigelige intervaller er begyndt at standse i Hedensted og/eller Middelfart.

Før afrejse skal man bestille sin pladsbillet. Der er afgange, hvor det ikke er nødvendigt, typisk hverdage efter klokken 19. Men de er fascinerende svære at forudsige med sikkerhed.

Så uden pladsbillet ender man derfor ofte let i den særlige DSBske udgave af børnehavens stoleleg, hvor det dog ikke er musikkens ophør, der signalerer, at man panisk skal jagte en ny siddeplads, men en akavet rømmende person, der bekendtgør, at sæde 32 i vogn 81 altså er reserveret af vedkommende.

Dernæst skal man beslutte, hvor man vil sidde i toget. Medmindre man rejser som del af et selskab, skal tale meget i telefon eller er masochist, skal man altid vælge stillezonen. Det minimerer betragteligt risikoen for at løbe ind i en efterskoleklasse eller 20 AGF-supportere i utroligt godt humør efter en udebanekamp. Eller, endnu værre og unægtelig mere plausibelt, 20 AGF-supportere i utroligt dårligt humør efter en udebanekamp.

Familiezonen bør man undgå af nogenlunde samme grunde.

Er man rig, eller får man sin rejse betalt, er DSB ’1 det uomgængelige valg. Her får man ikke alene små mazarintærter, delikat pulverkaffe eller et næsten ikke ekstremt tørt rundstykke, hvis man rejser om morgenen.

Er man smart og vælger sin plads inden afgang via dsb.dk, får man også mulighed for at score et af de eftertragtede enkeltsæder, hvor man både har vinduesplads og mulighed for at besøge wc’et uden at skulle forcere en sideperson samt dennes eventuelle strømkabler.

Vel ankommet til banegården inden afrejse, skal man gøre sig klart, om man vil have noget at spise undervejs. For køber man det ikke her, må man nøjes med at læse om, hvad man kunne have købt på stationen i små foldere, som DSB hjælpsomt har placeret i toget.

I forhold til madindkøb bør den høflige togrejsende være sig nogle ting bevidst, særlig hvis man rejser fra København. Kun sadistiske personer, der hader deres medmennesker, køber noget i den indiske takeaway-biks til venstre for hovedindgangen.

Efter omfattende feltstudier er det min erfaring, at duften fra en tikka masala herfra uden problemer kan hærge adskillige togsæt indtil lidt vest for Odense.

Aromaen fra produkterne fra den nærliggende McDonald’s er moderat mindre medpassagerterroriserende, men ikke meget. Den sande gentlemanrejsende køber derimod en sandwich fra 7/11 eller Upper Crust over for nedgangen til spor 4 og 5, hvor jeg – efter at have prøvet samtlige – kan erklære, at den med mozzarella og tomat er bedst.

Når man er vel undervejs og sidder i stillezonen med sin ikke-lugtende mad, skal man vide, at det ikke alene er en ret, men også en pligt at tysse aggressivt på eventuelt formastelige, der insisterer på at se Homeland med lyden slået til eller endnu værre forsøger sig med tilstræbt lavmælte samtaler.

Det er et folkeopdragende projekt, som vi bør være fælles om. Det gælder selvsagt også den anden vej rundt, så modtager man en lussing for at have besvaret et telefon­opkald uden at gå ud i midtergangen, bør man undlade at politianmelde det. Muligvis er det ulovligt i strengt juridisk forstand, men moralsk og pædagogisk er det både nødvendigt og rimeligt.

Er man, som undertegnede, en rejsende af den meget internetafhængige type, kan man med fordel strategisk placere eventuelle toiletbesøg under rejsen. På strækningen mellem Aarhus og København findes nemlig to steder, hvor onlineforbindelsen med usvigelig sikkerhed forsvinder. I tunnelen under Storebælt samt, mere uforklarligt, en strækning lidt nord for Vejle.

Ser man andre søge mod midtergangen heromkring, bør man respektfuldt nikke til vedkommende i anerkendelse af, at der med usvigelig sikkerhed er tale om en vaskeægte DSB-veteran, der utvivlsomt har oplevet unævnelige rædsler og forsinkelser af et omfang, som de færreste har fantasi til at forestille sig.

Apropos forsinkelser kommer vi til det sidste punkt, som det betaler sig at være opmærksom på: rejsegarantien. Ankommer toget mere end 30 minutter for sent, har man krav på en ny billet, som kan rekvireres via DSBs hjemmeside. Dem havde jeg på et tidspunkt omkring fire-fem stykker af.

God tur.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.