Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den Korte Avis mister mediestøtten: Søgte ikke om dispensation

Den Korte Avis mister sin mediestøtte, fordi netmediet ikke lever op til kravet om at have mindst tre ansatte. Tidligere på måneden mistede Den Korte Avis desuden en stribe annoncører, og derfor kan det blive alvorligt, at mediet nu heller ikke får statsstøtte, vurderer medieforsker.

Den Korte Avis mister sin mediestøtte. Det skriver netmediet Altinget. Årsagen er en manglende dispensation. (Foto: Christian Als/Scanpix 2016)
Den Korte Avis mister sin mediestøtte. Det skriver netmediet Altinget. Årsagen er en manglende dispensation. (Foto: Christian Als/Scanpix 2016)

Den Korte Avis får ikke mediestøtte i 2017. Det bekræfter netmediets ansvarshavende chefredaktør, Ralf Pittelkow, over for Altinget.

Det skyldes, at der er et krav om, at et medie skal have mindst tre fuldtidsmedarbejdere for at få mediestøtte. Den Korte Avis har to ansatte, Ralf Pittelkow og hans hustru, Karen Jespersen.

»Vi har haft en midlertidig dispensation fra kravet til ansatte. Denne dispensation er udløbet,« skriver ansvarshavende chefredaktør Ralf Pittelkow til Altinget.

Den Korte Avis fik i 2015 knap 86.000 kroner i mediestøtte og i 2016 næsten 149.000 kroner.

Berlingske har fået aktindsigt i Medienævnets afgørelse om mediestøtte i 2017 til Den Korte Avis. Det fremgår, at Den Korte Avis ikke har indsendt en ny ansøgning om dispensation i forbindelse med tilskud i 2017, hvilket de skulle have gjort, da de ikke har tre fuldtidsansatte. Medienævnet skriver i et brev til Den Korte Avis:

»I har ved indberetningen angivet, at »der er tale om status quo i forhold til tidligere givet dispensation med hensyn til lønnet årsværk«, men ikke fremsendt dispensationsansøgning.«

En række virksomheder fjernede tidligere på måneden deres annoncer fra Den Korte Avis, fordi de ikke ønskede at støtte mediets indhold. Og nu må Den Korte Avis altså også undvære Kulturministeriets mediestøtte.

»Selve mediestøtten er på knap 150.000 kroner, og det kan ikke vælte læsset alene, men hvis Den Korte Avis samtidig udsættes for en annonceboykot, kan det blive farligt for dem,« vurderer Frands Mortensen, der er medieforsker og professor på Aarhus Universitet.

I sidste uge valgte Dansk Folkeparti at indrykke annoncer på Den Korte Avis' hjemmeside. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti slår fast, at partiet fortsat vil annoncere på Den Korte Avis.

»Det er ærgerligt, at Den Korte Avis mister sin mediestøtte, for det kommer på et tidspunkt, hvor avisen i forvejen er under pres. Det er en kedelig beslutning, men den får ikke os til at ændre vores syn på Den Korte Avis,« siger Martin Henriksen og uddyber:

»Det er stadig vores opfattelse, at Den Korte Avis beskæftiger sig med nogle problemer, som andre aviser ikke er så gode til at gå i dybden med. Der er brug for Den Korte Avis i det danske mediebillede.«

Heller ikke tilmeldt Pressenævnet

Den Korte Avis er ikke tilmeldt Pressenævnet og er dermed heller ikke underlagt de presseetiske regler. Derfor har formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, flere gange kritiseret, at Den Korte Avis har modtaget mediestøtte.

»Jeg synes, det er helt indlysende, at et medie skal have styr på etikken for at få mediestøtte,« sagde formand for Journalistforbundet Lars Werge til fagbladet Journalisten sidste år, da Den Korte Avis blev tildelt mediestøtte for 2016.

Ralf Pittelkow har over for Berlingske forklaret, at Den Korte Avis bevidst ikke er tilmeldt Pressenævnet.

»Vi har nået den konklusion, at vi ville blive overvældet af sager. Hvis vi var tilmeldt, ville man fra venstrekanten i en uendelighed finde på alle mulige sager, og uanset hvordan det gik med dem, ville det klæbe til os, at vi havde en helvedes masse sager ved Pressenævnet,« sagde han tidligere i december.

Berlingske har været i kontakt med den ansvarshavende chefredaktør Ralf Pittelkow, men han har umiddelbart ingen kommentar til, at Den Korte Avis nu har mistet sin mediestøtte.

»Man har anvendt nogle gældende regler, og det er det,« skriver Ralf Pittelkow i en mail til Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.