Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den jødiske prædikant, der blev kristen gud

Hvem var den historiske Jesus? Og hvordan opfattede han sig selv? Frem til begyndelsen af det 20. århundrede opfattede man Det Nye Testamente som et sandfærdigt vidnesbyrd. Gradvis dukkede den kildekritiske undersøgelse frem. Så hvor er vi i dag i vores opfattelse af den historiske Jesus?

Efter kristendomsundervisning og eventuel konfirmationsforberedelse kender de fleste danskere historien om Jesus som kristendommens grundlægger, en tredjedel af treenigheden og Guds søn.

Men denne fremherskende opfattelse af personen Jesus har ifølge mange religionshistorikere mere med tradition og religion end med historieskrivning at gøre, og deres billede af Jesus afviger markant fra den skikkelse, som de fleste kender.

Indtil omkring 1800-tallet var læsningen af Bibelen primært religiøs. Man antog, at teksterne i Det Nye Testamente var sandfærdige vidnesbyrd, hvis indhold uden videre kunne tages for pålydende. Men gradvist dukkede mere kildekritiske studier af Bibelen op, hvor forskere satte spørgsmålstegn ved forskellige dele af evangelierne.

I 1906 udgav den tyskfødte læge, teolog og nobelprismodtager Albert Schweitzer hovedværket »Geschichte der Leben-Jesu-Forschung« – Jesu- Liv-Forskningens Historie – hvor han forkaster både de hidtidige religiøse og mere verdslige udlægninger af, hvem Jesus af Nazareth var. I stedet fokuserer Schweitzer på, at Jesus må forstås inden for rammen af sin samtid og sin jødiske religiøse baggrund.

Eftersom de bedste kilder til viden om Jesu liv er Det Nye Testamente, er det de tekster, som forskningen i den historiske Jesus tager udgangspunkt i. Da der i sagens natur er tale om helligskrifter, der skal tjene til at overbevise læseren om sandheden i et bestemt budskab, er det ikke uproblematisk at bruge dem til at sige noget om historiske begivenheder. Imidlertid anvender forskere forskellige kildekritiske redskaber til at filtrere teksterne og på den måde nærme sig den historiske Jesus.

Eksempelvis antager man, at hvis en oplysning går mod den tendens, man kunne forvente, er der større sandsynlighed for, at den er korrekt. Når evangelierne beretter, at Jesus blev døbt af en anden jødisk prædikant, Johannes Døberen, er det derfor sandsynligvis rigtigt. For datidens kristne giver det nemlig ikke mening at opfinde en historie, der kunne tyde på, at Jesus havde synder, der skulle forlades ham ved dåben, og at Johannes Døberen havde større autoritet end Jesus selv.

På samme måde tyder forskellige beretninger, der uafhængigt af hinanden beskriver samme hændelsesforløb, også på, at der er tale om historiske begivenheder. Så når både Markus- og Johannes-evangelierne uafhængigt af hinanden beskriver, at Jesus blev beordret korsfæstet af Pontius Pilatus, og der ligeledes findes bekræftende elementer hos både Matthæus og Lukas, kan man i høj grad fæste lid til historien.

Derudover anvender religionsforskere og historikere også kriteriet tid, hvor kilder, der er tidsmæssigt tættere på de begivenheder, de skildrer, vægtes højere end dem, der kommer senere. Også historisk kontekst spiller en rolle, hvorfor kilder, som tydeligvis ikke er bekendt med forholdene på Jesu tid, ikke tilskrives stor troværdighed.

For tiden er det, særligt i ateistiske og religionskritiske kredse, moderne at anfægte selve eksistensen af Jesus som historisk person. Den opfattelse er imidlertid et perifært randfænomen inden for den akademiske bibelforskning. Meget få eksperter i Det Nye Testamente sætter spørgsmålstegn ved, at der i de første årtier af vor tidsregning levede en jødisk prædikant kaldet Jesus, der blev henrettet ved korsfæstelse, sandsynligvis efter ordre fra den romerske præfekt Pontius Pilatus. Både fordi kilderne til hans liv er ganske udmærkede, og fordi meget af historien om Jesus ikke giver mening som fiktion.

I jødedommen var og er den klare forventning til en kommende Messias, at vedkommende ville være en magtfuld konge, der skulle herske over Israel. Så at opfinde en figur, der kom fra udørken Nazareth, som Jesus gjorde, og som tilmed blev henrettet på datidens mest ydmygende måde, giver meget lidt mening.

Til gengæld er der ikke mindst i lyset af Dan Browns bog »Da Vinci-mysteriet« opstået et stort marked for bøger, der »afslører« angiveligt chokerende forhold om Jesu liv og familieforhold, såsom at han skulle være gift og fik børn.

Ofte tager sådanne sensationelle bøger udgangspunkt i det væld af tidlige kristne skrifter, som ikke kom med i Det Nye Testamente. Det er tekster, som er velkendte blandt fagfolk, men tilskrives ringe værdi, da de typisk er forfattet mange hundrede år efter Jesu død og indeholder påstande, som ikke bekræftes af andre kilder. Forskningsmæssigt indeholder den slags sensationslitteratur meget lidt af værdi, men den gør til gengæld ofte forfatterne ganske velhavende.

I Biblen er evangeliernes forfattere angivet som Markus, Matthæus, Johannes og Lukas, der var blandt Jesu tidligere tilhængere. Men der er generel konsensus om, at forfatterne ikke var de nævnte. Selv indeholder evangelierne ingen oplysninger om, hvem der skrev dem, og det var først længe efter, evangelierne var forfattet, at de blev tilskrevet de fire mænd.

Mange af den tidlige kristendoms tekster var enten anonyme eller blev tilskrevet fremtrædende, religiøse personer for at give dem større autoritet. Eksempelvis er der blandt forskere enighed om, at ud af de 13 breve fra apostlen Paulus, som er i Det Nye Testamente, er kun de syv med sikkerhed forfattet af Paulus. Til gengæld mener langt de fleste forskere, at mindst fire af brevene er forfalskninger.

Af evangelierne er der enighed om, at Markus-evangeliet er det ældste og skrevet omkring år 60, cirka 30 år efter Jesu død. Matthæus- og Lukasevangelierne følger herefter og indeholder begge en del afskrift fra Markusevangeliet samt en tabt fælleskilde kaldet Q. Johannesevangeliet, som har mindst til fælles med de tre øvrige, er det yngste og nedskrevet omkring år 100.

Blandt de fleste, der forsker i den historiske Jesu liv, er der enighed om, at Jesus først og fremmest opfattede sig selv som en jøde, der ikke havde planer om at indstifte en ny religion, men ønskede at gøre sin fortolkning af jødedommen fremherskende blandt andre jøder. Jesus var opdraget jødisk, og efter alt at dømme gjorde han sit bedste for at overholde de jødiske love. Næstekærlighedsbuddet og de fleste andre af Jesu centrale budskaber er da heller ikke opfundet af Jesus, men kan også findes i Det Gamle Testamente.

Selv om den senere kristendom har gjort gældende, at Jesus var guddommelig, finder flere det tvivlsomt, om han selv opfattede sig sådan.

Det fremherskende syn på Jesus siden Albert Schweitzer er, at han var en af flere jødiske apokalyptiske prædikanter, der i den periode profeterede, at dommedag var nært forestående. Flere historikere peger på, at Jesus mente, at dommens dag og gudsriget ville komme inden for en generation, hvilket f.eks. fremgår af Markusevangeliet 9, 1: »Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.« Dommedag ville altså komme i løbet af højst 40-50 år.

I den kristne teologi opfattes Jesus og Menneskesønnen, som han tit omtales, som en og samme person. Men eksempelvis den amerikanske professor i religionsvidenskab Bart Ehrman, der er blandt de førende analytikere af Det Nye Testamente, mener ikke, det er så entydigt. Det har han for nylig redegjort for i bogen »How Jesus Became God«.

Ehrman betoner, at Jesus som oftest omtaler Menneskesønnen i tredje person, og at der er tilfælde, hvor han omtaler både sig selv og Menneskesønnen som forskellige personer i samme skriftsted. Derfor mener Ehrman, at Menneskesønnen af Jesus blev opfattet som en form for kosmisk dommer, der skulle dømme menneskene på dommens dag og etablere det nært forestående gudsrige på jorden.

I Matthæusevangeliet 19, 28 siger Jesus til sine disciple: »Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.«

Ehrman fremhæver, at det er et påfaldende citat, fordi Jesus her siger, at alle hans disciple, inklusive den senere forræder Judas, vil blive fremtidige verdslige herskere over Israels stammer. Ikke ligefrem et udsagn, man forventer, at senere evangelister ville opfinde, da ingen af disciplene som bekendt blev regenter over Israels stammer, og da den ene af dem, som Jesus lovede en sådan titel, i stedet viste sig at være en forræder.

Ehrmans tolkning af teksterne er derfor, at Jesus ikke så sig selv som den guddommelige del af treenigheden, han senere blev i kristendommen. Han så sig derimod som den traditionelt profeterede jødiske Messias: En kommende konge, der med et guddommeligt mandat skulle regere over jøderne, når Menneskesønnen inden længe etablerede Guds rige på jord.

Sådan gik det som bekendt ikke.

I stedet blev Jesus bragt for Pontius Pilatus og beskyldt for netop at ville være jødernes konge. En anklage, han ifølge Markusevangeliet heller ikke afviste. For en romersk statsholder ville det næppe være et problem, at en jødisk prædikant prædikede næstekærlighed og tilgivelse, men at udfordre den verdslige magt uden romersk accept var alvorligere.

Selv om meget ifølge Ehrman altså tyder på, at Jesus ikke havde tænkt sig at omstyrte romernes herredømme, men i stedet ville vente på dommedags komme, inden han indtog den post, gjorde sådanne teologiske spidsfindigheder tilsyneladende ikke indtryk på Pilatus.

Så i stedet for at blive jødisk konge blev Jesus korsfæstet. Og uanset om han selv troede, han var Guds søn, førte korsfæstelsen og de senere beretninger om en følgende genopstandelse til, at han nu 2.000 år senere bliver opfattet både som Messias og Guds søn af millioner verden over.

Bart Ehrmans udlægning er på ingen måde universelt anerkendt, og den har også mødt kritik fra både teologer og andre religionsforskere. Men hans analyse illustrerer, i hvor høj grad den akademiske forskning i den historiske Jesus over det seneste århundrede har bevæget sig væk fra den traditionelle teologiske opfattelse af Jesus.

I øvrigt uden at have umuliggjort en religiøs tro på kristendommen og Jesus som frelser hos mange af dem, som har beskæftiget sig med emnet.

Grundlæggeren af den moderne forskning i Jesus som historisk person, Albert Schweitzer, levede da også til sine dages ende som overbevist kristen, og han ligger den dag i dag begravet under et kors, han selv byggede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.