Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den dyreste husforsikring er ikke den bedste

Pris og kvalitet på en husforsikring hænger ikke nødvendigvis sammen, viser ny test fra Forbrugerrådet Tænk. Se testens vindere og tabere.

En husforsikring er alfa omega for at sikre sit hus mod brand, oversvømmelse, svamp og andre ubehagelige skader. Samtidig er det en af de dyreste forsikringer, man skal vælge som forbruger. Derfor er det vigtigt at få den helt rigtige.

Forbrugerrådet Tænk offentliggør i dag en ny test af 13 forsikringsselskabers husforsikringer.

Testen viser, at de dyreste forsikringsselskaber ikke klarer sig bedst, når det kommer til forsikringsvilkår, og en højere forsikringspræmie betyder heller ikke nødvendigvis bedre dækning og service eller færre klager hos Ankenævnet for Forsikring.

- Pris og kvalitet hænger kort sagt ikke sammen, siger Lars Baadsgaard, projektleder i Forbrugerrådet Tænk og ansvarlig for testen.

Forbrugerrådet Tænk kårer Lærerbestandens Brandforsikring og Alka som "bedst i test" for at have den bedste dækning blandt de laveste gennemsnitspriser.

Codan kommer ind på en sidsteplads. Alle 13 selskaber dækker dog de mest grundlæggende skader.

Prisen er beregnet på baggrund af syv forskellige kundetyper, som Forbrugerrådet Tænk har opstillet.

Gennemsnitsprisen på en husforsikring hos Alka er 4410 kroner årligt uden samlerabat, mens Lærerbestandens Brandforsikring koster 4536 kroner årligt. Codan har den dyreste gennemsnitspris på 6443 kroner.

Lars Baadsgaard understreger, at det naturligvis er meget individuelt, hvilket forsikringsbehov den enkelte husejer har.

- Alle husejere får ikke nødvendigvis den billigste og bedste husforsikring hos testvinderen. Men sandsynligheden for at få en god og billig forsikring er større hos testvinderne end hos dem, der ligger i bunden, siger han.

Når man skal tegne sin husforsikring, er det især vigtig at se på selvrisikoen, klagestatistikken hos Ankenævnet for Forsikring og dækningen på de tillægsforsikringer, man har behov for, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikring og Pension.

Alle husforsikringerne yder en basisdækning, men for mange forbrugere er det relevant at købe tillægsforsikringer.

Særligt en udvidet vandskadedækning kan være relevant for mange efter de seneste års storme, skybrud og tøbrud, siger Anja Lintrup Sørensen.

- En udvidet vandskadedækning dækker typisk, hvis huset bliver oversvømmet, eller hvis der stiger vand op fra kloakker som følge af et skybrud. Den dækker typisk også, hvis der kommer vand ind i huset på grund af utætheder i taget, siger Anja Lintrup Sørensen.

Lars Baadsgaard anbefaler også "kraftigt", at forbrugerne overvejer en udvidet vandskadedækning. Han nævner desuden råd og svamp som to skadetyper, der kan ende med en voldsom regning, hvis man ikke er tilstrækkeligt forsikret.

Man kan se hele testen af husforsikringer i magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge.

Fakta: Gode råd, når du vælger husforsikring

- Brug Forsikringsguiden.dk og indhent mindst tilbud hos 2-3 selskaber

- Læs altid det med småt

- Tjek, om du kan få rabat på din forsikring gennem bestemte foreninger for eksempel din fagforening

- Vurdér dine æstetiske krav til boligen. Er det nødvendigt at forsikre dig mod mindre kosmetiske skader på for eksempel klinker?

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

/ritzau/FOKUS

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.