Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Demonstranter vil ikke finde sig i boligbyggeri på Amager Fælled

Knap 2.000 mennesker har meldt sig til at danne folkering om Amager Fælled i demonstration mod boligbyggeri på området, og Radikale Venstre vil stoppe projektet.

Den hvide markering viser, hvor der skal bygges på Amager Fælled. Foto: By & Havn
Den hvide markering viser, hvor der skal bygges på Amager Fælled. Foto: By & Havn

I dag er der demonstration mod boligbyggeriet på Amager Fælled, hvor deltagerne vil danne en stor folkering rundt om Amager Fælled. På Facebook har 1,9 tusind deltagere meldt sig til begivenheden, og demonstrationens budskab er: »Naturen er ikke til salg!«

»Det er ikke for sent, og kun ved at stå sammen kan vi redde de sidste rester af en mangfoldig natur,« skriver tovholderne for begivenheden i beskrivelsen af demonstrationen.

Ørestad har de seneste år gennemgået en stor udvikling, og nu er turen snart kommet til det sidste område af Ørestad, som skal byudvikles – nemlig det nye Ørestad Fælled Kvarter på Amager Fælled, som skal blive hjem for mere end 5.000 københavnere. Udover boligerne er planen desuden, at der skal bygges daginstitutioner, et supermarked og tre p-huse på området. Projektområdet ligger ud for Sundby Metrostation og er ikke fredet, men ligger ved siden af det område på Amager Fælled, som er.

Baggrunden for byggeprojektet er blandt andet, at By og Havn har pantsat området for at få råd til metrobyggeriet, som de nye boliger nu skal finansiere.

Radikale Venstre vil stoppe projektet

Hvis det står til Radikale Venstre på Københavns Rådhus, skal metrogælden i By og Havn løbende afdrages kontant i stedet for, at det grønne område bliver solgt til boligbyggeri. Ifølge partiets gruppeformand Tommy Petersen vil det være en investering i fremtidens København. Han mener, at det er en kæmpe fejl at tro, at man byudvikler ved at fjerne byens grønne områder.

Københavns Kommune afsatte i 2014 to milliarder kroner til at betale for metro til Sydhavnen. På samme måde foreslår De Radikale nu, at der, ud af budgettet for 2018, afsættes penge til at betale By og Havns metrogæld.

»Man vil bygge, fordi området er pantsat til at betale for metro. Men beløbet kan også betales kontant i stedet, og det er det, vi foreslår nu. Vi har de seneste år haft et milliardoverskud i København, som vi har fordelt i vores budgetforlig. Det var blandt andet ud af de penge, at vi finansierede metroen til Sydhavn, som blev betalt kontant frem for at pantsætte,« siger Tommy Petersen.

Demonstrationen mod boligbyggeriet finder sted i søndag den 7. maj fra kl. 10-13 på Amager Fælled.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.