Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

#deletefacebook kan have den modsatte virkning og faktisk gavne Facebook

Selvom der ikke findes sikre tal for antallet af brugere, der forlader Facebook, fører kampagnen mod Facebook næppe til en folkevandring lige nu, siger eksperter i sociale medier. Tværtimod kan kampagnen i yderste konsekvens hjælpe Facebook.

Den tidligere Facebook-direktør Brian Acton har startet #deletefacebook-kampagnen. (Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix)
Den tidligere Facebook-direktør Brian Acton har startet #deletefacebook-kampagnen. (Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix)

Danske eksperter i sociale medier tvivler på, at hashtag-kampagnen #deletefacebook vil få nævneværdig indflydelse på antallet af brugere, der endegyldigt forlader Facebook.

»Det er endnu ikke klart, hvor mange brugere, der forlader facebook på grund af  den aktuelle Cambridge Analytica-sag. På nuværende tidspunkt tyder det på, at ganske få reelt har slettet deres profil på Facebook,« siger forfatter og ekspert i kommunikationsteknologi Katrine K. Pedersen.

Facebook selv har ingen interesse i at offentliggøre antallet af brugere, der sletter deres profiler, så en af de eneste måder, hvormed man kan få en fornemmelse af brugerflugten, er ved at studere antallet af søgninger på ord som »delete facebook account« eller »how to delete Facebook«. Globalt har der mellem 20. til 27. marts været søgt 184.000 gange på disse ord. Kampagnens hashtag er blevet twittet 400.000 gange, men hverken dette tal eller googlesøgninger svarer nødvendigvis til antallet af brugere, der forsvinder.

Al information gavner Facebook

Tværtimod kan #deletefacebook-kampagnen i sidste ende være en hjælp for Facebook, siger Katrine K. Pedersen.

»Der er noget paradoksalt ved, at man går på Facebook og skriver #deletefacebook. Alt, hvad vi foretager os på Facebook, er nemlig data, der gavner Facebook. Deres primære interesse er at få brugerne til at føle sig sikre og tillidsfulde, og i den henseende kan en kampagne give dem værdifuld information til forbedring af deres algoritmer,« siger Katrine K. Pedersen.

Socialmedieekspert Astrid Haug siger ligeledes, at kampagnen næppe vil føre til en »folkevandring« væk fra Facebook, men at Cambridge Analytica-skandalen om lækken af 50 millioner brugeres personlige data kan føre til en ændring i brugen af platformen.

»Facebook er i dag blevet too big to fail. Der findes reelt få alternativer til platformen, der bruges til alt fra at holde rede på kørselsordninger til middagsinvitationer. Til gengæld kan skandalen og delete-kampagnen godt betyde, at folk i fremtiden bliver mere bevidste om, hvad de lægger på nettet,« siger Astrid Haug.

Katrine K. Pedersen og Astrid Haug  forudser begge en kommende epoke af bæredygtig informationsteknologi med større vægt på bedre etik, større social ansvarlighed og forståelse for sociale mediers plads i demokrati og privatliv. Denne bevægelse kommer både fra brugerne, fra nye datasikre internetteknologier som Signal, men også fra politiske systemer som EU, hvor en ny persondataforordning træder i kraft 25. maj.

»Vi har været naive, selv om vi egentlig hele tiden har haft en fornemmelse af, at vores data bliver misbrugt. Nu begynder vi at forholde os til, hvad de sociale medier egentlig gør, og hvilke interesser de tjener,« siger Astrid Haug.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.