Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De sidste vidner: »Mindet vil blegne, men besættelsen var så afgørende, at jeg tror, budskabet vil forblive centralt«

Jørgen Kieler er den sidste af vore store frihedskæmpere. Han var gruppeleder i Holger Danske og aktiv sabotør. Jørgen Kieler er nu 96 år, og de, der vil møde ham, må troppe op i Mindelunden 4. maj.

Jørgen Kieler tilfangetaget af tyskerne.
Jørgen Kieler tilfangetaget af tyskerne.

Jørgen Kieler er født i Horsens som den ældste i en børneflok på fem i et hjem, hvor man var nationalt indstillet. Efter et udlandsophold i Tyskland, Frankrig og England blev Kieler i 1939 student og flyttede med tre søskende til København for at studere medicin. I lejligheden i København etablerede de i foråret i 1943 et trykkeri, hvor de duplikerede det illegale blad Frit Danmark. De fire søskende var aktive med at redde danske jøder, og snart rygtedes det i modstandskredse, at deres lejlighed var et sikkert sted at skjule sig.

I oktober 1943 var Jørgen Kieler medstifter af sabotagegruppen Holger Danske II sammen med Svend Otto Nielsen med dæknavnet »John«. Han blev leder af gruppen og gled aktivt ind i sabotageationer både i København og senere i Jylland. Han kendte personligt de mest kendte frihedskæmpere som »John«, »Flammen« (Bent Faurschou-Hviid), »Citronen« (Jørgen Haagen Schmith), »Herman« (Gunnar Dyrberg) og andre af frihedskampen store kæmpere.

Den 12. december 1943 var han med til at sprænge Varde Staalværk. Ved en aktion mod to virksomheder i Aabenraa blev Kieler skudt gennem halsen og taget til fange af tyskerne og sat i Vestre Fængsel. Han blev dødsdømt i foråret 1944 efter langvarige forhør af Gestapo på Dagmarhus. Også hans søskende og far blev fængslet. Straffen ændredes til koncentrationslejrophold. Dødsstraffen ændredes formentlig kun, fordi han var den eneste, der vidste, hvordan »Flammen« så ud, som tyskerne jagede intenst. Han blev sendt til Porta Westphalica i Tyskland sammen med sin bror Flemming.

I april 1945 blev han og andre danske fanger reddet af De Hvide Busser, der også fragtede Flemming hjem. Han tog lægeeksamen 1947 og blev i 1980 forskningschef i Kræftens Bekæmpelse. Fra 1984 var han leder af Fibiger Instituttet. Han blev formand for Frihedsfonden, hvor han tog sig af sager med de mange frihedskæmpere, der led både psykisk og fysisk efter krigen. Han fastholdt til stadighed sin kamp for friheden og ytrede sig under Den kolde Krig mod kommunismen.

Kieler er en handlingens mand, og han fór ind til Frihedsmuseet en sen nattetime i 2014, da museet brændte ned, for at redde genstandene. Man kunne i TV-Avisen se en ældre, hvidhåret mand, der var i samtale med brandfolk om situationen. Det er Kieler i en nøddeskal. Der er offentlig debat om, hvad det nye museum skal indeholde. Frihedskæmperne holder på, at museet udelukkende skal fortælle om frihedskampen, hvorimod andre mener, at det skal være en bredere fortælling, som sætter frihedskampen ind i en sammenhæng.

Kieler: »Det nye museum skal vies til de frihedskæmpere, der ofrede livet eller var parat til at gøre det for friheden. Det skal være et helligt sted - et mindested for dem, der ofrede livet. Hvis nogen vil lave et museum om den besættelsestidens mange aspekter, så er de velkomne, men så skal det være et andet sted. Det er hellig grund, og jeg vil ikke have politikernes gustne hensigter ind over.

Jørgen Kieler tilfangetaget af tyskerne.
Jørgen Kieler tilfangetaget af tyskerne.

Byggeriet skal snart gå i gang, og Nationalmuseets ledelse har forsikret, at modstandskampen vil være i centrum?

»Jeg stoler ikke på dem. Måske er det en bitter erfaring fra besættelsestiden og tiden efter, hvor politikere og embedsmænd havde travlt med at samarbejde med nazisterne, og bagefter lavede de en regering med selvsamme Vilhelm Buhl (S), der havde opfordret til at stikke frihedskæmperne. Inden vi har set os om, har politikere, embedsmænd og historikere ændret fortællingen, så samarbejdspolitikkens folk bliver gjort lige så centrale og lige så fine som os andre. Det vil jeg ikke acceptere sker.«

Hvad for dig til at tro, at det vil ske?

»Fordi det er den fortælling, som danske historikere fyldte os med i tiden efter krigen. De skrev forsvar for samarbejdspolitikken, som de påstod havde reddet Danmark.«

Der kan vel være argumenter også for den fortolkning?

»Det kan jeg dårligt se. Da jeg som ganske ung i 1930erne drog på rejse i Tyskland, oplevede jeg i 1937 fascismen. Jeg så i München de to farlige klovne Mussolini og Hitler tale i byen og jeg blev med det samme klar over, at de udgjorde en fare for hele verden og ikke kun Danmark. Da vi startede vores modstandsgruppe, var vi fra starten enige om, at det var en international kamp mod nazismen og fascismen, og ikke blot en snæver national kamp. Men i danske historikeres værker blev det til en snæver national sag om Danmarks overlevelse. Sådan så vi aldrig på kampen.«

Kieler har sagt, at opholdet i kz-lejren Porta Westplalica var som et helvede, og at han hellere ville dø end at genopleve dette. I mange år efter krigen talte Kieler ikke om krigen og kz-opholdet, men den jødiske forfatter og nobelpristager Elie Wiesel, der havde overlevet Auschwitz og stadig lever, overbeviste ham om, at der skulle tales om krigen og lade budskabet om frihedskampen gå videre.

Jøgen Kieler, modstandsmand
Jøgen Kieler, modstandsmand

Flere danske historikere har i deres bøger peget på, at samarbejdspolitikken dog var med til at redde de danske jøder og tillod aktionen med De Hvide Busser, som jo også bragte dig hjem fra kz-lejren Porta Westfalica. Har du ingen forståelse på det synspunkt?

»Man kan ikke lave en direkte forbindelse mellem samarbejdspolitikken og redningen af jøderne og os i kz-lejre. Og selv om man anfører dette som argument, så husk på, hvor mange andre, der døde, fordi Danmark samarbejdede med nazisterne og var med til at styrke Nazityskland. Det regnskab bliver meget indviklet. De skal ikke tage mig som gidsel for den politik. Det var nok, at tyskerne tog mig til fange.«

I begyndelsen af året faldt Kieler og blev noget svækket. Han måtte opgive vinterbadningen, som han ellers dyrkede. Men han har ikke opgivet at formidle budskabet fra frihedskampen, og han er i stadig kontakt med en mængde unge mennesker, studerende og forskere, der vil tale med den gamle kæmpe.

Du er blevet noget svækket efter dit fald. Opgiver du at tage ind i Mindelunden til mindehøjtideligheden den 4. maj?

»På ingen måde. Jeg skal nok komme.«

Mange har spurgt, hvad der vil ske, når de sidste vidner til rædslerne er væk. Vil mindet om krigen og Holocaust svækkes, og vil det blot glide ind i rækken af historiske hændelser. Elie Wiesel har sagt:

»Jeg ved selvfølglig, at min generation er en truet art. Vi bliver færre og færre. Men på den anden side så tror jeg, at vore børn bliver vore arvtagere. Jeg tror, at ved at lytte til et overlevende vidne så bliver man selv et vidne.«

Hvordan har du med, at de sidste vidner forsvinder – vil budskabet fra frihedskampen blegne?

»Jeg gribes af både pessimisme, men nogle gange også af optimisme. Jo, mindet vil blegne, men besættelsen var så afgørende og rummer så mange utrolige fortællinger, at jeg tror, at budskabet vil forblive centralt. Det er desuden stærkt opmuntrende, at på trods af mange af de danske historikeres blege bøger og forsøg på at renvaske samarbejdspolitikken, så går danskerne i store mængder ind og ser film om modstandskampen. Og de køber jo også de gode historiebøger, der også udkommer.«

Er der konkrete ting, der gør dig håbefuld på fremtidens vegne?

»Da jeg var i kz-lejren, var der en tysk pige, der gav os brød. Ved skæbnens uransagelige veje fik jeg senere kontakt med hende. Hun hedder Marianne Domke, og hun fortalte, at hendes mor først havde skældt hende ud, fordi hun delte sin madpakke med fangerne. Men at moderen senere gav hende endnu større madpakker uden at sige noget til hende. Marianne Domke har siden oprettet en forening, der hedder 'Øjenvidner', hvor hun og andre fortæller om krigens tid og opfordrer andre tyskere til at fortælle hele sandheden. Det synes jeg er et smukt videsbyrd om menneskelig integritet, og det giver håb for fremtiden.«

Journalist og historiker Bent Blüdnikow har interviewet Jørgen Kieler adskillige gange gennem årene.
Journalist og historiker Bent Blüdnikow har interviewet Jørgen Kieler adskillige gange gennem årene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.