Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De sande helte på toppen af verden

Selv om meget få bjergbestigere når toppen af Everest uden hjælp fra sherpaer, er det sjældent det hårdføre bjergfolk, der fylder i historierne om verdens højeste bjerg. Nu kommer en film om lavinen på bjerget i 2014, der dræbte 16 sherpaer og fik dem til at kræve nye tider i Everest-industrien.

Sherpaen Phurba Tashi er med 21 succesfulde bestigninger af Everest en af de mest erfarne sherpaer. I dokumentarfilmen »Sherpa« følger man ham, hos sin familie hjemme i landsbyen Khumjung og som en af mange sherpaer, der gør oprør efter lavinen, der dræber 16 af hans kolleger. Foto fra filmen
Sherpaen Phurba Tashi er med 21 succesfulde bestigninger af Everest en af de mest erfarne sherpaer. I dokumentarfilmen »Sherpa« følger man ham, hos sin familie hjemme i landsbyen Khumjung og som en af mange sherpaer, der gør oprør efter lavinen, der dræber 16 af hans kolleger. Foto fra filmen

Klokken var cirka 3.30, da sherpaerne forlod Base Camp. Mørket lå tungt over teltbyen for foden af verdens højeste bjerg, 8.848 meter høje Everest langt inde i Khumbudalen i det østlige Nepal. Kun de mere end 100 dansende lyspletter fra deres pandelamper afslørede, at en stor flok mennesker var på vej væk fra lejren.

Målet var de højereliggende lejre i Western Cwm, den mægtige dal mellem bjergene Nuptse og Everest godt 1.100 højdemeter over Base Camp. For at komme derop skulle de passere det notorisk farlige Khumbu isfald; en gletsjer, der som en forvitret tunge af dybe spalter og isblokke så store som elefanter maser sig ned fra Western Cwm og med en fart af en meter i døgnet er i konstant bevægelse.

Hvert år, når bjergbestigningssæsonen på Everest går i gang, laver en gruppe sherpaer en rute gennem labyrinten af is, hvor de fastgør reb og aluminiumsstiger op ad isvægge og over spalter for at gøre det muligt og så sikkert som muligt at komme gennem isfaldet.

Khumbu isfaldet bevæger sig cirka en meter i døgnet, og istårn kan derfor pludselig falde sammen og sprækker åbne sig. Sherpaerne passerer i snit gennem isfaldet 30 gange på en sæson. Foto fra filmen
Khumbu isfaldet bevæger sig cirka en meter i døgnet, og istårn kan derfor pludselig falde sammen og sprækker åbne sig. Sherpaerne passerer i snit gennem isfaldet 30 gange på en sæson. Foto fra filmen

Ruten lå dette år i den venstre side af isfaldet, fordi terrænet i midten var ustabilt. Det betød, at den passerede direkte under en hængende gletsjer på Everests vestvæg.

Klokken 6.30 nåede de forreste sherpaer en høj isvæg, der skulle forceres via tre stiger, der var surret sammen. Og lige efter den en dyb sprække i gletsjeren, som to sammensurrede stiger lå hen over.

Selv om sherpaerne bevægede sig så hurtigt, den tynde luft og de plus 30 kilo, de bar på ryggen, tillod, opstod der en flaskehals. Og godt og vel en tredjedel af mændene stod stadig i kø foran isvæggen eller balancerende på stigerne, da et isstykke på størrelse med et tietagers hus knækkede af den hængende gletsjer over dem.

På få sekunder var isstykket forvandlet til en buldrende lavine af sne, pulveriseret is og klippestykker. Der hamrede ned over de mænd, som med en respit på under ti sekunder, fra isen faldt, til lavinen ramte, ikke havde en chance. 16 sherpaer blev dræbt. Ulykken skete 18. april 2014. I morgen for to år siden.

I aften, 17. april, viser Discovery Channel en dokumentarfilm om hændelsen. Set fra sherpaernes synspunkt.

Den vinkel er unik i bjergbestigningsfilm, der oftest tager udgangspunkt i europæiske eller amerikanske bjergbestigere og deres kamp med sig selv og mod naturen i jagten om at nå toppen. Dokumentarfilmen »Sherpa« handler om noget andet, den handler om et folk, der i århundreder har haft hjemme dybt inde og langt oppe i Himalayas høje bjerge. Og som siden Edmund Hillary sammen med sherpaen Norgay Tenzing i 1953 som de første nogensinde nåede toppen af verdens højeste bjerg har fungeret som guider og bærere på bjergbestigningsekspeditioner i Himalaya.

I begyndelsen var det som ligeværdige partnere med vestlige bjergbestigere. Men da kommercialiseringen på Everest i 1990erne eksploderede, og alle med penge nok kunne booke en tur til verdens top, ændrede sherpaernes rolle sig til primært at være hjælpere for amatørbjergbestigere. Det er dem, der laver mad, sætter telte op, etablerer ruten, slæber reb, iltflasker og grej langt op ad bjerget, så ekspeditionsdeltagere ikke skal gøre andet end at fragte sig selv op og ned igen.

Uden at blive bemærket som andet end evigt-smilende hjælpere.

Det ændrede sig med ulykken i 2014. For det, der efterfølgende skete, var noget helt nyt på Everest. For første gang nogensinde forenede de overlevende sherpaer sig og tog bladet fra munden.

De udnyttede verdenspressens øjne på ulykken på Everests flanker til at gøre opmærksom på de voldsomme risici, de løb for at gøre det muligt for uerfarne klatrere at bestige Everest. Herunder det faktum, at hvor bjergbestigerne passerer gennem det livsfarlige isfald to gange, gør sherpaerne det i snit 30 gange på en sæson for at slæbe blandt andet espressomaskiner og varmeapparater op til de højereliggende lejre for at give bestigerne luksuriøse forhold.

En flok særlig kompetente sherpaer, isdoktorerne kaldes de, etablerer hvert år en rute gennem isfaldet, som involverer op til 50 aluminiumsstiger over sprækker og op ad isvægge. Foto fra filmen
En flok særlig kompetente sherpaer, isdoktorerne kaldes de, etablerer hvert år en rute gennem isfaldet, som involverer op til 50 aluminiumsstiger over sprækker og op ad isvægge. Foto fra filmen

De brugte deres viden om den milliardforretning, Everest er blevet, til at kræve en højere livsforsikring fra den nepalesiske regering. Nepal indkasserer årligt tre millioner dollar på tilladelser til at bestige verdens højeste bjerg – en sherpas livsforsikring er på 10.000 dollar; et beløb, der knapt kan dække begravelsesomkostningerne.

Og de meddelte deres arbejdsgivere, en lang række forskellige ekspeditionsledere, at de af respekt for deres døde kolleger og familiemedlemmer ikke ville arbejde mere i resten af sæsonen.

Det betød reelt, at ingen ville stå på toppen af verden det år.

Med ganske få undtagelser var størstedelen af de knapt 400 mennesker, der befandt sig i Base Camp i foråret 2014 for at bestige bjerget, ikke i stand til at nå toppen uden hjælp fra sherpaerne. Og det var netop målet med bjergfolkets strejke – at vise omverdenen, bjergbestigere, sofabestigere og menigmand, at de kendte deres betydning i Everest-industrien, og nu ville de anerkendes for den.

Instruktør på dokumentarfilmen, australske Jennifer Peedom, har via sit arbejde som filmfotograf i bjergene beskæftiget sig med sherpaer gennem det meste af et årti og besluttede at lave filmen efter en voldsom fejde, der brød ud på Everest mellem en flok sherpaer og en gruppe europæiske bjergbestigere i sæsonen 2013.

»Den episode bekræftede mig i, at sherpaerne havde fået nok, så jeg tog til Everest i 2014 for at lave en film om dem og deres rolle i Everest-industrien,« fortæller Jennifer Peedom til Berlingske.

»At lavinen ville ske, havde ingen naturligvis forudset. Men det, der skete efter ulykken, var et vigtigt kapitel i Everests historie, og vores kameraer rullede hele tiden for at kunne fortælle den. Den vinkel, jeg oprindeligt havde arbejdet med – at følge sherpaen Phurba Tashis forsøg på at nå toppen for 22. gang, mens han samtidig er oppasser for amatørbjergbestigere – blev overtaget af den nye virkelighed,« siger hun.

Phurba Tashi optræder stadig i filmen, men som en af mange sherpaer, der siger fra.

En anden, der er med i »Sherpa«, er Norbu Tenzing, vicepræsident for organisationen American Himalayan Foundation og ikke mindst søn af historiens mest berømte sherpa, Norgay Tenzing.

Norbu Tenzing bor i San Francisco, men er som sherpa lige så optaget af forholdene for sit folk som dem fra hans familie, der kalder bjergbyerne i Everest-regionen for hjem.

»Sherpaerne på Everest løber store risici for bjergbestigernes skyld, og at de nedlagde arbejdet i 2014 viser, at de mener det alvorligt, når de kræver ændringer – for det havde stor økonomisk betydning for dem,« siger Norbu Tenzing.

Økonomien er ifølge Norbu Tenzing den primære årsag til, at sherpaer arbejder på Everest. Gennemsnitslønnen i Nepal er cirka 500 dollar om året – en sherpa kan tjene 5.000 dollar på de tre måneder, bjergbestigningssæsonen varer.

»Men det er et job, de har, fordi de ikke har ret mange andre muligheder. Når bjergbestigningssæsonen starter, og de forlader deres familier for at tage til Everest, ved de ikke, om de kommer tilbage. Specielt de mange ture gennem isfaldet er som at spille russisk roulette. Man ved aldrig, hvornår isen kollapser, eller en lavine kommer,« siger Norbu Tenzing.

Den 51-årige sherpa er, ligesom hans far var det, en skarp kritiker af kommercialiseringen på Everest, der betyder, at antallet af især uerfarne mennesker på bjerget er steget voldsomt de sidste 20 år.

I sæsonen 2013 alene nåede 658 mennesker toppen. Det er flere, end der kom derop i 1950erne, 60erne, 70erne og 80erne tilsammen.

Samtidig skyldes mange af de farlige ture gennem isfaldet, at der skal bæres tungt og meget udstyr op på bjerget med det ene formål at give de vestlige bjergbestigere komfort i højden.

»I gamle dage handlede bjergbestigning om eventyr; i dag er det en serviceindustri, hvor mange udelukkende kommer for at få dækket nogle egoistiske behov, og det sker altså på sherpaernes bekostning,« siger Norbu Tenzing.

I april 2015 blev Nepal ramt af et jordskælv, der forårsagede en lavine, som rullede gennem Everest Base Camp og dræbte 19 mennesker, og den nepalesiske regering lukkede bjerget for bestigninger det år.

For sherpaerne betød det endnu en sæson uden indtægt, så lige nu er mange af dem tilbage i Base Camp, klar til dette års sæson – uagtet de dødelige foregående sæsoner.

»Den nepalesiske regering ønsker ikke at forbyde bestigning af Everest, fordi det er en stor økonomisk indtægt for landet, men sherpaerne ønsker det heller ikke – det er deres bedste og for nogle eneste mulighed for at brødføde deres familier,« siger Norbu Tenzing. »Men jeg håber, at de kommer gennem denne sæson uden ulykker.«

Umiddelbart er dette års sæson anderledes end de tidligere år. Der er færre håbefulde bjergbestigere i Base Camp end sidste år – 279 har en tilladelse til at bestige Everest mod 357 sidste år – og mens mange af de internationale arrangører har trukket stikket i år, er lokale arrangører stærkt repræsenteret.

»Sherpaerne vil have en større del af kagen. De ser sig selv som lige så dygtige som vestlige guider, og derfor vil de forsøge at komme ind på markedet. Det tror jeg, vi vil se endnu mere af de kommende år,« siger Norbu Tenzing.

En anden signifikant forskel på situationen på Everest i år og tidligere år er, at nogle af arrangørerne har valgt at sløjfe luksus-tilstande oppe på bjerget samt sat restriktioner på, hvor mange kilo sherpaerne må bære op ad bjerget. Og ikke mindst har den nepalesiske regering som noget nyt givet tilladelse til at transportere reb og udstyr op over isfaldet i helikopter frem for på sherpaernes rygge.

Der er ifølge Norbu Tenzing dog et stykke vej endnu, før sherpaernes vilkår er, som de bør være, men han er fortrøstningsfuld, ikke mindst i forhold til Jennifer Peedoms film.

»Filmen er en øjenåbner; den viser de vilkår, sherpaerne på Everest arbejder under, og forhåbentlig vil den gøre alle, der har noget med bestigninger på det bjerg at gøre, klogere«.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.