Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Generation smartphone

»De har ikke lært at aflæse andre menneskers basale følelser«

Almindelig omgang med andre mennesker, der tidligere var en selvfølgelig del af opdragelsen i hjemmet, er kommet på skoleskemaet i alle Faxe Kommunes folkeskoler. Skolen tilpasser sig en ny tids børn.

Fra i år skal alle Faxes skolebørn i 2. og 6. klasse undervises i sociale kompetencer, fordi man ikke længere kan regne med, at børnene af smartphone-generationen kan de mest basale sociale spilleregler. Til time i Social Læring hos 2.x.
Fra i år skal alle Faxes skolebørn i 2. og 6. klasse undervises i sociale kompetencer, fordi man ikke længere kan regne med, at børnene af smartphone-generationen kan de mest basale sociale spilleregler. Til time i Social Læring hos 2.x.

»De fylder allesammen meget.«

Skoleleder Mette Løvbjerg smiler, men ser samtidig lidt træt ud.

»Vi har bestemt, at vi ikke vil sidde her og græde over, at børn i dag er anderledes end før i tiden, så nu har vi gjort noget ved det.«
Eleverne på alle Faxes folkeskoler har i år fået et nyt fag i 2. og 6. klasse. Faget hedder socialfag, og i det ny fag skal eleverne lære alle de sociale kompetencer, som de tidligere forventedes at være i besiddelse af på det tidspunkt, de starter i skole.

Give de andre plads. Vente på sin tur. Se og aflæse andre menneskers kropssprog og ansigtsmimik. Kunne reagere følelesmæssigt uden at det går ud over resten af klassen. Tabe og lide nederlag uden at lade det ødelægge resten af dagen for en selv og alle de andre.

»Der er ikke så meget fokus på de sociale kompetencer, som der tidligere var. I børnehaverne er der meget læring, og de skal kunne både bogstaver og tal. Men når vi så får børnene i indskolingen, kan de slet ikke koncentrere sig eller modtage læring. Det er hele tiden mig, der skal ha´, det er mig, der skal vinde, det er mig, mig, mig,« forklarer pædagog Elina Sommer, der sammen med kollegaen Jane Sterup har udarbejdet socialfaget med fagformål, undervisningsvejledning og arbejdsmaterialer.

Det er en ny forældregenerations børn, der starter i skole i dag. I Faxe kalder de dem børn af smartphone-generationen.

»De har ikke lært at aflæse andre menneskers basale følelser på samme måde, som man gjorde før i tiden. I dag sidder vi alle med øjnene på vores telefon eller iPad, lige fra den tidligste tid når vi sidder og ammer. Vores børn mister den tidlige kontakt og den nærhed, de før fik, når de helt fra helt små lærte at aflæse og afkode andre menneskers følelser. Vi ser smartphone-generationens børn starte i skole i dag,« forklarer Jane Sterup.

Det er børn, der ikke længere sidder rundt om brætspillet og venter på, at det skal blive deres tur, for derhjemme sidder de med hver sin iPad. Børn, der pacificeres med digitale spil. Børn, der ikke oplever »smerten« ved at blive slået hjem i LUDO.

»Jeg får lyst til at ødelægge noget«

»Hvilken farve har følelsen sur og vred?« spørger pædagog Jannie Lassen eleverne i 2.x. Fingrene ryger i vejret.

»Orange og rød,« foreslår Jonathan.

»Sort,« lyder Milles bud.

I dag har 2.x om følelser i socialfag. Eleverne skal tale om, hvad der sker i kroppen, når man bliver rigtig sur og gal i hovedet. Mariam fortæller, at hun »får lyst til at ødelægge noget«. Christian peger på sine kæber og forklarer, »det prikker her«, mens Nikolaj fortæller, at han »nogle gange får lyst til at smadre hele verden«.

I socialfag lærer eleverne, hvad de kan gøre, hvis de bliver så vrede, at det kan gå ud over de andre. Hvis klassen skal være et rart sted at være i, kan de ikke lade sig styre af deres umiddelbare trang til at ødelægge, slå og smadre, hvis noget går dem imod.

»Men det er okay at have alle følelser. Den ene følelse er ikke mere rigtig end den anden,« forklarer Jannie Lassen eleverne i 2.x.

Klasselokalets vægudsmykning vidner om, at de fleste skoletimer handler om noget helt andet end det, vi her er vidner til. Her hænger taltavler, tabeller, bogstavtavler og opslag med: »Alle ting på denne jord kalder vi for nav-ne-ord«.

Den danske folkeskole har fået fuld fart på fagligheden, efter Danmark i flere internationale undersøgelser har opnået middelmådige placeringer, der har skuffet landets politikere. Men folkeskolen skal ikke kun lære vores børn at læse, skrive og regne. I formålsparagraffen står der i paragraf 1, at folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Eleverne skal opnå dannelse.

»Det er et dannelsesprojekt, og vi synes, der skal mere fokus på det. Det er underligt, at der ikke er nogen mål for den alsidige udvikling og de sociale kompetencer, men det har Undervisningsministeriet afvist at indføre, så derfor har vi selv udarbejdet målene,« forklarer skoleleder Mette Løvbjerg.
I Faxe hører der også undervisningsmaterialer og - vejledning til socialfag, for ellers bliver undervisningen for tilfældig, og så lærer eleverne ikke noget, mener Mette Løvbjerg:

»De får jo ikke en åbenbaring. Læring kommer kun, hvis det er sat i system. Der er jo heller ingen matematiklærere, der ville gå ind i en klasse uden at have undervisningsmaterialer og en plan«.

Udviklet til autister, men bruges nu af alle

I 2007 udviklede Jane Sterup og Elina Sommer socialfaget til brug for elever i specialundervisningen med for eksempel autisme. Børn, hvis handicap netop består i manglende evne til at begå sig socialt og aflæse andre mennesker.

Men det, der egentlig opstod som et undervisningstilbud til handicappede elever, er i år blevet et alment tilbud til alle børn. Fordi det er hele børnegruppen, der i dag mangler basale sociale kompetencer. Vores allesammens børn.

»Vi får en anden type børn i dag. De kan en masse med IT, og de er gode sprogligt. De er nogle guldklumper, som bliver båret ind i børnehaveklassen, og så skal de bare trives, indtil de skal i gymnasiet. Men der er en mellemregning. Vi skal lære dem andre ting, som børn kunne tidligere. De skal lære at være en del af et forpligtende fællesskab,« forklarer Mette Løvbjerg.

Børn i Faxe Kommune opfører sig ikke hverken værre eller bedre end børn i andre dele af landet. I Faxe har de bare sat sig for at gøre noget ved problemet. Den sociale læringsplan er blevet godkendt politisk i kommunen, og dermed er almindelig omgang med andre mennesker, der tidligere var en del af hjemmets opdragelse, blevet et kommunalt skolefag.

»Jeg har selv tre børn, og som forælder oplever man også frustrationer over, at børnene ikke kan finde ud af at samarbejde og acceptere hinandens svagheder. Det er derfor, vi oplever så mange konflikter i skolen. Spørger du mig, er det lige før, jeg synes, vi burde bruge mere tid på de sociale kompetencer i børnehaveklassen, end vi bruger på tal og bogstaver. I dag skal børenene jo nærmest kunne læse og skrive, før de starter i skole. Det er for galt,« siger Jonas Kristinsson (V), der er formand for Uddannelsesudvalget i Faxe Kommune.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.