Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De fleste plejehjemsbeboere er godt tilfredse: »Vi har det jo skidegodt her«

Langt de fleste af de 40.000 beboere på de danske plejehjem er tilfredse med plejen og får et bedre liv, viser undersøgelser. Det til trods for, at flere ældre gruer for at skulle flytte dertil. På plejecenteret Egegården i Gladsaxe glæder beboerne sig over søde plejere, et højt aktivitetsniveau og et godt fællesskab.

Else Hansen med katten Frederik på plejehjemmet Egegården i Gladsaxe.
Else Hansen med katten Frederik på plejehjemmet Egegården i Gladsaxe.

»Er det dig, Karina?«

Else Hansen løfter sit hoved fra puden og kigger ud i halvmørket med sammenknebne øjne. Hun er svagsynet og ser kun silhuetter, men genkender SOSU-assistent Karina Manley Nielsen på hendes »godmorgen«. Så smiler hun.

Else Hansen lader hovedet falde tilbage på puden, for hun står aldrig op med det samme. Den 89-årige kvinde, der flyttede ind på plejehjemmet Egegården i Gladsaxe for godt fire siden, er en langsom starter. Det ved Karina Manley Nielsen. Hun sætter sig på sengekanten, tager Else Hansens hånd med de lange lyserøde negle og aer den, mens hun spørger til Frederik. Det er Egegårdens nyeste beboer, en rødstribet hankat, som har fået en særlig plads i Else Hansens hjerte.

»Han er så sød. Hvor er du, Frederik?« kalder hun med gråd i stemmen.

Else Hansen var med, da Frederik blev hentet på dyreinternatet, han boede fast hos hende de første dage og sover af og til i hendes seng under en plakat af en anden, fiktiv rød kat, som vækker gode minder hos Else Hansen.

»Jeg har altid haft kat,« siger hun, igen med følelsesladet stemme, inden hun rejser sig og går mod badeværelset for at vaske nattesøvnen væk og komme i tøjet.

Else Hansen og Karina Manley Nielsen bliver hurtigt enige om den hvide bluse og den sorte kjole med det sølvgrå mønster, men skoene er et anderledes svært valg.

»Hvad med de sorte med slangeskindsmønsteret?« spørger Karina Manley Nielsen, og Else Hansen trækker i dem efter nøje overvejelser.

»Det er jo ikke forbudt at se godt ud, selv om man ikke kan se,« siger hun og tager fat om sin rollator.

Nu kommer Frederik ind og gnider sig op ad det ene hjul. Else Hansen bukker sig, klikker neglene tre gange mod rollatorhylden, og Frederik hopper op. Sammen går de ud på gangen og sætter kurs mod morgenbordet i dagligstuen.

Vi er på Seniorcenter Egegården, et plejehjem i Gladsaxe, hvor 129 ældre tilbringer deres sidste tid. Her bor Else Hansen, der knap kan se, Aase Aaby Hensch på 84, der lider af Parkinsons og har svært ved at spise selv, og 76-årige Finn Christiansen, som indimellem taler om sin kone, Lis, i tredjeperson, mens de sidder over for hinanden. Stedet er hjem for Flemming Nielsen på 73, der er lam i venstre side, men elsker at cykle, og 97-årige Egon Petersen, der har oplevet så meget i sin tid, at han nu føler sig »klar til den sidste rejse«.

Det er her, på plejecentrene, at de ældste og svageste borgere flytter hen, når tilværelsen lakker mod enden og bliver for svær at magte for såvel borgerne selv som deres pårørende. Det er her velfærdssamfundet for alvor skal stå sin prøve og sikre sig, at de ældres sidste hjem ikke blot bliver et venteværelse.

Berlingske har igennem en uge fulgt livet på Seniorcenter Egegården i Gladsaxe for at skildre, hvordan de løser den opgave netop dér. For at forstå, hvordan de hjælper beboerne med at tackle demens og andre dårligdomme. For at banke på de hvide og grønne døre på plejehjemmets lange gange og høre beboerne, hvordan det er at leve så tæt på døden. For at fornemme, hvordan livet er lige dér - i centrum af værdighedspolitikker, diskussioner om ældrebyrde og antallet af varme hænder – på plejehjemmet.

»Vi har det jo skidegodt«

Der bor godt 40.000 borgere på 65 år og derover på de danske plejecentre, viser den seneste nationale undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, som blev offentliggjort i marts. Den gennemsnitlige beboer flytter ind i en alder 83 år og otte måneder og bor på plejehjemmet i to år og otte måneder.

En tid, som størstedelen af de beboere, Berlingske har mødt på Egegården, ønskede sig fri for, før den kom. De gruede for at skulle give køb på selvstændigheden og erstatte huset og haven gennem fire, fem og seks årtier med 42 kvadratmeter i et af de plejehjem, »man hører så meget om«.

»Jeg har altid sagt, at jeg hellere ville slippe håndtaget end at skulle på plejehjem, men vi har det jo skidegodt her. Maden er god, pigerne (de kvindelige medarbejdere, red.) er søde, og der er altid nogle at snakke med,« siger Flemming Ritter, som flyttede ind på Egegården sidste år, efter han blev delvis lammet under en hjerteoperation.

Aase Aaby Hensch drømte heller ikke om at komme på plejehjem, men efter seks år med Parkinsons var hun blevet så afhængig af hjælp, at der ikke var andre udveje. Så ønskede hun selv at komme på Egegården.

»Der bliver gjort så mange ting for os. Jeg havde hørt, at Egegården var et godt sted, men det er jo helt overvældende,« siger hun, og Else Hansen er enig med sine medbeboere:

»Vi har det som blommen i et æg. De (plejepersonalet, red.) er altid så gode ved os.«

 

Forøger livskvaliteten

Langt de fleste ældre er som Flemming Nielsen, Aase Aaby Hensch og Else Hansen tilfredse med den pleje, de modtager, påpeger Sundheds- og Ældreministeriet i rapporten fra marts, og en undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) lavede for Ældrekommissionen i 2012, viste, at indflytningen på et plejehjem generelt løfter beboernes livskvalitet.

På Egegården er det langtfra et tilfælde, forklarer centerleder Jessie Lykke:

»Det er vores mål at give beboerne et bedre liv. Vi hjælper naturligvis med alle de ting, de ikke længere selv kan klare, men vi forsøger også at hjælpe dem til at komme igen og for eksempel lære at gå, hvis det pludselig er blevet svært for dem. Det betyder rigtig meget for vores beboere, at de langt hen ad vejen kan klare sig selv, og at de har mulighed for at leve et aktivt liv,« siger hun.

Det har de ældre på Egegården. De kan motionere i træningslokalet med instruktører hver formiddag, synge med, når frivillige Hans-Martin Larsen hver tirsdag spiller fra sanghæftet på sin harmonika, og gå til banko i festsalen flere gange om ugen. De kan køre med »Bus-Birthe« på tur og drikke kaffe med en besøgsven eller bare gå rundt på de gule murstensgange og se, hvad der byder sig. Som når 88-årige Lise Ardal og aktivitetsmedarbejderen Jacob Reimer spontant slår sig ned ved klaveret og spiller minderne frem om et langt liv med musik. Som når Flemming Nielsen og Klaus Jørgensen, 77, der mangler et ben, får lyst til en cykeltur og få timer senere drøner rundt på parkeringspladsen med hver deres fysioterapeut.

Så privilegerede er de langtfra på alle landets plejehjem, fastslår Ankestyrelsen i en rapport fra marts. Nogle steder sidder beboerne passive hen foran et stort, larmende TV, men på Egegården fremhæver beboerne netop aktivitetsniveauet, når de stort set enstemmigt roser stedet.

»Her behøver du ikke at kede dig. Så er det da i hvert fald din egen skyld,« siger Flemming Nielsen.

Han sidder ved morgenbordet, da Else Hansen kommer ind med katten Frederik tronende på rollatoren.

»Så er freden forbi,« siger Flemming Nielsen, mens han spiser sin ostemad.

Else Hansen giver igen:

»Her taler vi ikke med mad i munden.«

De er venner og har faste pladser skråt over for hinanden i dagligstuen.

»Det er vi nødt til, så jeg kan holde ham i ørerne. Han har jo et forfærdeligt håndværkersprog,« siger Else Hansen.

»Jeg er gammel rørlægger,« siger Flemming Nielsen.

»Sådan snakkede vi bare i skurvognen.«

»Men du sidder ikke i skurvognen nu,« siger Else Hansen.

De har ikke selv valgt hinanden eller det fællesskab, de er blevet en del af på Egegården. Det fulgte med den hjælp, der blev nødvendig, da Flemming Nielsen blev lam og Else Hansen for svagsynet til at kunne klare sig selv. Men det lever tilsyneladende i bedste velgående, fællesskabet, hen over ostemadder og øllebrød, piller i plasticglas og kaffe med fløde denne morgen. Det kvæler sågar et øjebliks mismod:

»Jeg kan lige så godt lægge mig til at dø,« siger Else Hansen ud af det blå.

Flemming Nielsen stiller kaffekoppen på bordet og siger med alvor i stemmen:

»Så stopper du, Else. Mig skal du ikke tage røven på. Er du med?«

Han forsøger efter bedste evne at overbevise Else Hansen om, at der er al mulig grund til at blive lidt endnu – hun har jo lige fået Frederik, og i eftermiddag får hun besøg af sin nevøs kone.

Flemming Nielsen triller væk fra bordet i sin kørestol. Han skal til træning.

»Du har bare at være her til frokost,« siger han bestemt, men med et smil.

Det lover Else Hansen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.