Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Pigen der forsvandt

»De er taget til fange og kan ikke forlade landet igen«

Interview. Når familier af æresrelaterede årsager holder danske kvinder under tvang i udlandet, kan der være hjælp at hente fra danske myndigheder. Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, René Dinesen, fortæller om de komplicerede sager.

Zahra fortæller i serien »Pigen der forsvandt« om, hvordan Udenrigsministerier hjalp med at planlægge hendes flugt fra Irak. Se mere på b.dk/pigenderforsvandt
Zahra fortæller i serien »Pigen der forsvandt« om, hvordan Udenrigsministerier hjalp med at planlægge hendes flugt fra Irak. Se mere på b.dk/pigenderforsvandt

Berlingske beskriver i serien »Pigen der forsvandt, hvordan pigen Zahra blev bortført til Irak, da hun var 16. Med kreative og livsfarlige planer forsøger Udenrigsministeriet at hjælpe piger og kvinder som hende hjem.

Hvordan er situationen for de her borgere?

»Typiske er det yngre kvinder, som under tvang er blevet ført til et land, deres familie stammer fra. De får typisk frataget deres pas. En del bor i det, jeg vil kalde husarrest. De er taget til fange og kan ikke forlade landet igen. Andre har et nogenlunde normalt liv. Fælles for dem er, at det er ulykkelige mennesker, der er i udlandet mod deres vilje,« siger René Dinesen.

Hvornår begyndte I at fokusere særligt på æresrelaterede sager?

»Vi har altid hjulpet borgere i nød. Men vi har haft en målrettet æresrelateret indsats siden 2012. Det kom sig af, at man vurderede, der var et mørketal inden for genopdragelsesrejser og tvangsægteskaber. Vi blev en del af et samarbejde mellem ministerier, kommuner, NGOer, der skulle gøre de lettere for især piger, der står i en virkelig vanskelig situation, at få hjælp,« siger han.

Hvad betød planen specifikt for Udenrigsministeriet?

»Vi har efteruddannet folk på ambassaderne. Vi er oppe på 100 uddannede medarbejdere gennem fire år. De lærer, hvad der kendetegner sagerne, hvad vi skal passe på med, hvordan vi selv og andre danske myndigheder kan hjælpe. Vi sørger for at have nogle medarbejdere i Danmark, der har erfaring med præcis de her ret komplicerede sager. Det nytter ikke noget, at vi starter fra scratch hver gang. På vores hjemmeside giver vi gode råd til piger, der er bange for, at de er på vej på en rejse, de ikke vender hjem fra. Vi har blandt andet en simpel »udrejseblanket« på vores hjemmeside” de kan udfylde og give til nogen, de stoler på. Det kan være en ven, en slægtning, en skolelærer,” siger han.

Virker de blanketter så?

»Udfordringen er, at de for sjældent bliver udfyldt. Men dem, der er udfyldt og senere bliver nødvendige at finde frem, er stort set altid nyttige,« siger han.

Er der forskel på, hvad jeres ansatte lærer i de forskellige områder af verden?

»Vi går mere i dybden i de områder, hvor vi har flest sager: i Afrika, Mellemøsten og Asien. Men vi har faktisk også haft sager, som ikke er fra nogle af de tre kontinenter. Sager som opstår i Vesten,« siger René Dinesen.

Blander I jer ikke i interne familieanliggender?

»Nogle gange kan vi se, at alle ender med at være glade for løsningen. Men andre gange, er der selvfølgelig ikke taknemmelighed at spore hos den onkel eller de forældre, der har stået bag det. Men sådan er det. Loven er klar. Vi skal hjælpe de her mennesker,« siger han.

Hvad er udfordringen for ministeriet?

»Det ligger klart i relationer mellem lande, at man overholder hinandens lovgivning og regler. Der er en svær balance mellem, hvad vi kan gøre, og hvad vi gerne vil gøre. Vi ville også betakke os, hvis andre lande kunne udøve politiarbejde eller noget der ligner her i landet. Men inden for de rammer, kan der gøres rigtig meget,« siger han.

Hvor meget af det her dækker Udenrigsministeriet økonomisk, og hvor meget dækker dem I hjælper selv?

»Vi hjælper folk i nød - det gælder også her. Men vi kan ikke finansiere folks hjemrejse fra Islamabad - eller hvor det nu er - til København. Der må man finde en løsning med familie, venner, bekendte eller nogle gange den lokale kommune. Men det er ikke sådan, at den pige, vi har hjulpet hjem, får en fæl regning med gebyrer for Udenrigsministeriets bistand bagefter,« siger han.

Herhjemme stiger antallet af henvendelser om genopdragelsesrejser og tvangsægteskaber. Kan I mærke den tendens?

»Det ligger på nogenlunde det samme niveau. Vi har mellem 10-40 sager, som vi løbende er i gang med. Det har vi haft de sidste tre-fire år. Lige nu har vi sager som omfatter i alt 20  personer,« siger René Dinesen.

Er det jeres indtryk, at der er mange sager, I aldrig hører om?

»Det er der helt sikkert, desværre. Det kræver, at der er nogle pårørende, venner eller andre myndigheder i Danmark, der savner dem og rækker ud til os. Det er af gode grunde svært for os at vurdere, hvor mange af dem, der er,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.