Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danskerne pendler mere end nogensinde

Pendlere i Danmark kører gennemsnitligt ni procent længere end i 2008, viser en ny undersøgelse.

Efter i mange år at have pendlet nogenlunde lige meget hvert år, bruger danskerne nu mere tid på at komme til og fra arbejde.

Det viser en undersøgelse fra Dansk Industri (DI) og tænketanken Kraka baseret på data fra Danmarks Statistik. Det skriver Politiken.

Den gennemsnitlige pendler kører dagligt 42,5 kilometer i bil, tog, bus eller metro. Det er ni procent længere end i 2008, hvor tallet var 39 kilometer.

Undersøgelsen definerer 98 procent af danske lønmodtagere som pendlere, da de ikke har bopæl og arbejdsplads samme sted.

Branchedirektør i DI Transport Michael Svane ser udviklingen som positiv, da det viser en øget interesse blandt lønmodtagere for at rejse til det arbejde, der passer dem bedst.

- Undersøgelsen bekræfter det, vi i virksomhederne har sukket efter. Det er vigtigt for os, at vi kan få fat i arbejdskraften. Specielt i en situation som nu, hvor der er en betydelig efterspørgsel, siger han til Politiken.

Ismir Mulalic er lektor på DTU, senior fellow hos Kraks Fond og forsker i transport- og byøkonomi. Han fortæller, at danskernes vilje til pendling er en afvejning mellem bolig, arbejde og forbrug.

- Vi ser, at folk pendler en halv time længere om dagen, så de kan bo billigere. Du kan i princippet spare en million kroner, hvis du ofrer en halv time af din dag og flytter uden for byen, siger han til Politiken.

Undersøgelsen konkluderer, at urbanisering og udbygning af infrastruktur har været væsentlige årsager i forbindelse med den stigende pendling.

Ifølge Ismir Mulalic har billigere biler og faldende brændstofpriser også haft indflydelse, mens de stigende boligpriser i storbyerne er den vigtigste årsag til, at mange i dag pendler længere end tidligere.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er glad for udviklingen, da den afspejler en økonomi i vækst.

- Jeg ønsker ikke, at folk skal pendle mere eller mindre. Jeg ønsker, at folk lever et liv, som de selv vil. Og jeg tror, at folk, der pendler langt, har et ønske om at bruge mindre tid på transport og mere tid sammen med familien.

- Derfor er det vigtigt, at vi får bygget flere og bredere veje, og at vi får investeret i at ajourføre vores jernbanesystem med eltog og nye signalsystemer. Der ligger meget uforløst potentiale, siger han til Politiken.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.