Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danskere så »helt vild« ildkugle på himlen mandag aften

Talrige danskere, herunder nationens nok største meteoritekspert, var mandag aften vidner til et bjergtagende syn på nattehimlen.

Her ses en meteor, der i sidste måned drønede hen over nattehimlen i Sydspanien.
Her ses en meteor, der i sidste måned drønede hen over nattehimlen i Sydspanien.

Jagten er nu gået ind på at finde dyrebare småsten fra rummet, efter at adskillige danskere mandag aften så en klart lysende og grønlig ildkugle fare lavt hen over himlen.

En af dem var Danmarks nok førende meteoritekspert, geofysiker Henning Haack.

»Jeg kommer kørende i bil på landevejen mellem Aalborg og Viborg, da jeg pludselig ser et kraftigt lys i min venstre side. Det kommer ind i en stejl vinkel på ca. 45 grader og lyser grønt, hvilket er meget usædvanligt,« fortæller lektoren.

Henning Haack noterede sig endda tidspunktet: 22.03.

Men eksperten, der er tidligere ansvarlig for meteoritsamlingen på Geologisk Museum i København, var langt fra eneste vidne til det imponerende syn, hvilket bl.a. fremgår af TV 2 Vejrets Facebookside.

Her skrev brugeren Christina Langmarck mandag aften:

»Jeg har lige set det smukkeste på himlen ud ad vinduet her i Søborg. Det lignede et stjerneskud, men var meget langt nede og med grønligt lysskær. Det lyste helt vildt meget op.«

En anden bruger, Karina Sørensen, skriver:

»Vi kørte på motorvejen i sydgående retning mellem Herfølge og Haslev. Vi så den meget langt nede, det så faktisk ud, som om den gik ned på marken på vores venstre side. (...) Det var så flot.«

To uafhængige vidner på Fyn beretter tilmed, at de samtidig hørte en kraftig lyd som fra en lavtgående flyvemaskine.

Vidneudsagnene kommer helt fra Bornholm i øst til Ribe og Viborg i vest, og en enkelt mener, at ildkuglen må være faldet ned i Østersøen eller tæt på den polske grænse i Nordtyskland.

Det er Henning Haack enig i:

»På baggrund af min egen og andres observationer tror jeg, at det kan udelukkes, at den er faldet ned over dansk område. Hvis den har overlevet mødet med atmosfæren, må den være drattet ned i Østersøen eller i Nordtyskland.«

Professor i astrofysik og næstformand i Astronomisk Selskab, Johan Fynbo, finder det »meget interessant«, at enkelte angiveligt har hørt ildkuglen.

Professoren bor nemlig i Herlev, hvor adskillige rum-stumper faldt ned på en parkeringsplads i februar sidste år.

»I den forbindelse hørte jeg et tordenagtigt brag. I begyndelsen troede jeg, at det var min søn, der var faldet ud af sengen,« fortæller Johan Fynbo.

Efterfølgende fandt 15 danskere næsten ni kilo meteoritter, som de tidligere i år fik lidt over to mio. kr. til deling for i »findeløn« i kraft af den statslige såkaldte danekræ-ordning.

På samme måde lykkedes det i 2009 for den drevne tyske meteoritjæger Thomas Grau at opspore den såkaldte Maribo-meteorit i en frugtplantage på Lolland.

Meteorer er rester fra solsystemets dannelse og blandt det ældste uforandrede materiale, man overhovedet kan komme i nærheden af. Meteorer, der er landet på Jorden, kaldes for meteoritter.

Hvis man mandag aften så det klart lysende objekt, opfordres man til at udfylde et særligt observationsskema på hjemmesiden ildkugle.dk, der drives i samarbejde mellem Astronomisk Selskab, Geologisk Museum og Tycho Brahe Planetarium.

(Artiklen er kl. 14.30 opdateret med vidneudsagnet fra Henning Haack, red.).

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.