Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danskere køber hundredvis af falske jomfruhinder på internettet

Over 500 såkaldte falske jomfruhinder er blevet solgt til danske kunder i 2016. Produktet er tiltænkt muslimske kvinder, så de er sikre på at bløde som en jomfru på deres bryllupsnat.

Alene sidste år købte danske kunder mere end 500 falske jomfruhinder over internettet. Det oplyser to forhandlere til Radio24syv.

I den muslimske kultur forventes det, at man er jomfru inden ægteskab, og det får nogle muslimske unge kvinder til at købe falske jomfruhinder, så de er sikre på, at de bløder første gang de har sex med deres mand.

Stærk forventning

»Der er stadig en meget stærk forventning til de muslimske piger om, at de skal være jomfruer ved ægteskabsindgåelse, og det kan gøre pigerne meget bekymrede, meget pressede, og de kan være så desperate, at de kan overveje selvmord,« siger Susanne Fabricius, projektchef i organisationen EtniskUng, der vejleder unge om æresrelaterede konflikter.

Radio24syv har talt med firmaerne Hymenshop og VirginiaCare, som begge sælger deres produkter til Danmark. De to firmaer har sammenlagt solgt 2.670 falske jomfruhinder til danske kunder de seneste fem år.

Okseblod eller farve

En falsk jomfruhinde består af en lille gelehinde, der indeholder enten okseblod eller farvestof, der ligner blod. Kvinden sætter den falske jomfruhinde op i skeden en halv time inden hun har sex, og så går der hul på hinden, når manden trænger ind i hende, således at det kulturelt betingede ønske om blod på lagenet bliver opfyldt.

Men faktisk bløder langt de færreste kvinder første gang de har sex. Det fortæller ledende overlæge og speciallæge i gynækologi og obstetrik på Hvidovre Hospital, Charlotte Wilken-Jensen:

»Det er slet ikke sikkert, at man bløder første gang man har samleje. Det gør måske én eller to kvinder ud af ti. Så det med at sige, at det er et bevis på, at man er jomfru, at man bløder ved første samleje, det har ikke noget på sig,« forklarer Charlotte Wilken-Jensen til Radio24syv.

På EtniskUngs hjemmeside kan unge skrive ind i til den anonyme brevkasse med spørgsmål, og ifølge organisationens projektchef Susanne Fabricius handler mange af spørgsmålene om mødommen. På deres hjemmeside kan man læse anonyme breve om emnet. En ung kvinde har blandt andet skrevet:

»Jeg har haft en kæreste i et års tid. Han har fra starten sagt, at han ville have en kæreste, der var jomfru. Jeg er jomfru, men jeg har brugt tampon, da jeg var yngre. Vi har ikke snakket om sex den første tid, vi var sammen. Men nu er han begyndt at nævne det for mig. Jeg er virkelig bange for at miste ham på grund af en jomfruhinde.«

Efterspørgslen stiger

Ifølge det tyske firma VirginiaCare, som Radio24syv har talt med, er forespørgslen på falske mødomme steget det seneste år. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det fortæller Daniela Lindemann, som arbejder for firmaet:

»Vi tror, at mange kvinder er interesserede i vores produkt, fordi det er billigere og nemmere end for eksempel en operation, hvor man genskaber mødommen. Vores produkt er derimod risikofrit,« fortæller Daniela Lindemann til Radio24syv.

Hos Socialstyrelsens Dialogkorps kender de også til problematikken ved mødomsmyterne. Hver måned tager Dialogkorpsets koordinator Sigrid Bacher Frederiksen rundt i landet med 25 unge, for at fremme holdningsændringer i forhold til blandt andet ligestilling og ægteskab. Og her har forventninger om jomfruelighed ved ægteskab også været diskuteret:

»Nogle piger har den opfattelse, at de kun er gode piger, hvis de forbliver jomfru indtil ægteskab. De er meget bange for at vanære deres familie og miste deres kærester hvis de ikke bløder på bryllupsnatten,« fortæller Sigrid Bacher Frederiksen, der udover at være koordinator for Dialogkorpset også er fuldmægtig i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, til Radio24syv.

En falsk jomfruhinde koster 400-600 danske kroner og bliver sendt diskret med posten i for eksempel en lille smykkeboks, så familien ikke opdager, hvad pakken indeholder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.