Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske soldater spejder efter ny krig

Hæren har opnået et historisk højt niveau. Soldaterne håber på en snarlig ny mission, så niveauet kan holdes.

Mens Danmark er på vej ud af Afghanistan, lægger soldaterne ikke skjul på, at de gerne snart vil drage af sted igen.
Mens Danmark er på vej ud af Afghanistan, lægger soldaterne ikke skjul på, at de gerne snart vil drage af sted igen.

De danske soldater vil gerne ud i en ny krig eller mission i udlandet.

Mens Danmark er på vej ud af Afghanistan, lægger soldaterne ikke skjul på, at de gerne snart vil drage af sted igen. Mange af soldaterne foretrækker at blive sendt på mission ude i verden, og krigen i Afghanistan har bragt det militære niveau i hæren op på et historisk højt niveau, som risikerer at smuldre, hvis ikke soldaterne hurtigt bliver sendt ud igen, lyder argumenterne fra soldaterrækkerne.

»Jeg håber ikke, at vi kommer til at opleve en decideret pause efter Afghanistan,« siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF), som organiserer hovedparten af fodsoldaterne.

»Det er ikke sådan, at mine medlemmer render rundt med et dødsønske. Men når man i dag melder sig til forsvaret, er det, fordi man gerne vil sendes ud.«

I Afghanistan har soldaterne blandt meget mere lært at undgå vejsidebomber, patruljere i meterhøje majsmarker, operere i ekstremt klima og har stået over for en kæmpe logistisk udfordring. De har også fået det nyeste udstyr – fragmentationsvest, hjelm, køretøjer.

»Hæren er historisk stærk. Det er der ingen tvivl om. Uden at rødme kan jeg sige, at vi har nogle af verdens bedste soldater. Men jeg tror ikke, at der vil gå lang tid uden en ny udsendelse, før det begynder at gøre ondt. Tre-fire år uden mission og så vil kompetencerne være noget rustne. Og når man nu har valgt at give 20 mia. om året til forsvaret, er der al grund til at bruge os,« siger Flemming Vinther.

»Vi har aldrig været bedre«

Konfronteret med, at det i disse sparetider også kunne være en idé at undlade at give 20 mia. kr. til forsvaret, svarer HKKF-formanden:

»Det har man også gjort. Budgettet er skåret med 15 pct. frem mod 2017,« siger Flemming Vinther med reference til forsvarsforliget.

»Men man har besluttet, at vi fortsat skal have en robust hær og et effektivt søværn og flyvevåben. Og 17-18 mia. kr. er også en sjat penge, hvis vi ikke bliver brugt,« mener Flemming Vinther.

I hæren vurderer man også, at soldaterne »befinder sig på det højeste professionelle niveau nogensinde,« som Jens Lønborg, chef for operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando, udlægger det.

»Vi har aldrig været bedre til at slås eller til at uddanne andre landes soldater. Vi har håndteret en enorm logistisk udfordring med Afghanistan-krigen, og vi kan nu overleve på en sten i en ørken. Det er klart, at kommer der en lang periode uden tilsvarende opgaver, mister vi den skarphed. Kommer der en lang periode uden en ny relevant opgave, kan det også påvirke vores rekruttering og fastholdelse,« vurderer Jens Lønborg.

Han var i 2008 chef for det danske hold 5 i Helmand, faktisk det ene af to hold som med seks faldne soldater har mistet flest danske soldater i Afghanistan.

»Det er ikke sådan, at vi går og leder efter en krig, og jeg håber heller ikke, at jeg igen skal have soldater med ud, der bliver slået ihjel. Men missionerne højner vores niveau. Der er ingen tvivl om, at vi håber på snart at få en ny opgave,« siger Lønborg.

Blandt officererne vil især de unge medlemmer gerne ud på egentlige missioner, bekræfter Bent Fabricius, formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD).

»Officererne vil gerne bruge det, de har lært. Alternativt vil det svare til, at et fodboldhold kun må træne, men aldrig spille kamp. Bliver vi ikke sendt af sted i flere år, frygter jeg også, at det kan påvirke rekruttering og fastholdelse blandt officerer negativt. Det er ude i verden, at de får oplevelsen af at gøre en forskel,« siger Fabricius.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.