Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske soldater med psykiske lidelser sendes i krig

Veteranforening advarer om, at soldater skjuler psykisk sygdom. To soldater, der har været udsendt igen trods symptomer på posttraumatisk stress, har begået selvmord i løbet af den seneste måned.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Flere danske soldater, der vender hjem fra krig med posttraumatisk stresslidelse (PTSD), skjuler deres psykiske sygdom for forsvaret. Det gør de af frygt for, at forsvaret skal fyre dem. Og det betyder, at danske soldater har været i krig i Irak og Afghanistan, selvom de har haft PTSD.

Det fortæller Claus Stenberg, talsmand for paraplyorganisationen Veteranalliancen, til Radio24syv.

»Jeg kender flere veteraner, der har henvendt sig til os og fortalt, at de er nødt til at holde det hemmeligt, fordi de risikerer at blive afskediget, og det er ikke en konsekvens, de kan leve med. Man kan ikke se på folk, at de har psykiske lidelser, så hvis Forsvaret ikke selv opdager det, og soldaten ikke siger noget, så har vi risiko for, at vi sender soldater i krig med psykiske lidelser,« fortæller Claus Stenberg.

Mange soldater holder deres sygdom skjult, eller får behandling for egen regning, fordi de er bekymrede for at få en PTSD-diagnose af Forsvaret. En sådan diagnose betyder ifølge Veteranalliancen som regel, at de bliver erklæret ’ikke udsendelsesparate’, og at de skal for en mulighedskommission, der skal vurdere deres fremtidsudsigter. Det har ofte den konsekvens, at soldaterne bliver parkeret med papirarbejde i et depot eller bliver fyret fra forsvaret, udtaler Claus Stenberg til Radio24syv.

»Soldaterne er bekymrede over udsigten til at miste alt; deres arbejde og deres forsørgelsesgrundlag. En stor del af deres identitet er bundet op på at være soldat og blive sendt ud i verden og redde mennesker og gøre gode ting. Og i sidste ende kan det betyde en social deroute, og for nogle få, men stadig for mange, at de mister lysten til at leve,« siger veterantalsmanden til Radio24syv.

Udsigten til en fyring har altså fået flere soldater til at skjule deres psykiske problemer, og i flere tilfælde er danske soldater blevet sendt tilbage til krig i Afghanistan, selvom de har vist tydelige tegn på PTSD.

»Jeg kender blandt andet en militærenhed, hvor halvdelen af soldaterne har forskellige psykiske lidelser. Det ved de selv, men der er ikke nogen i systemet, der får det at vide, for så vil den her deling gå i opløsning. Det er en enhed, som har været udsendt i internationale missioner, og som givetvis bliver udsendt igen,« fortæller Claus Stenberg til Radio24syv.

En af de veteraner, som har været udsendt til en krigszone, selvom han har haft PTSD, begik i sidste uge selvmord. Radio24syv kender hans identitet, men har valgt at anonymisere ham og blot kalde ham "M" af hensyn til de efterladte. Han skrev selv om sine psykiske problemer i et opslag på sin Facebook-væg i begyndelsen af maj:

»Til dem det måtte berøre! Jeg har PTSD. Så er det officielt ude! Jeg har levet med det længe og må nu indrømme over for alle i min omgangskreds, at det er sådan, det står til. Jeg har mere eller mindre været i behandling siden 2007 og har siden da været under gradvis forværring.«

M var udsendt på Hold 4 i Afghanistan i efteråret 2007. Herefter fik han efter eget udsagn behandling for PTSD. Alligevel var han med i Afghanistan igen på Hold 10 i efteråret 2010.

En soldat fra Hold 10 bekræfter over for Radio24syv, at M tydeligvis ikke havde det godt, mens han var i Afghanistan i 2010.

Og det endte med at få fatale konsekvenser. I sidste uge valgte 35-årige M at begå selvmord. Han er dermed den anden danske veteran, som tager sit eget liv inden for den sidste måned.

Den anden er Anders Thor Stabell Hansen. Han tog sit eget liv den 22. maj og blev kun 34 år. I 2006 var han udsendt til Irak, og i 2008 vendte han tilbage til krigen. Denne gang i Afghanistan.

Også Anders Thor Stabell Hansen skjulte sine psykiske problemer, fordi han ikke ville væk fra forsvaret, siger hans søster Mette Nørgaard Stabell Edvardsen til Radio24syv.

»I perioden efter han kom hjem fra Irak – og før han tog til Afghanistan - sagde han ikke noget til Forsvaret om, hvor dårligt han havde det. Han ville meget gerne afsted til Afghanistan, og det var han bange for, at han ikke ville blive erklæret egnet til, hvis han fortalte forsvaret, hvordan han havde det,« fortæller Mette Nørgaard Stabell Edvardsen til Radio24syv.

Anders Thor Stabell Hansen havde det altså dårligt i Afghanistan, og ifølge hans søster, skulle han aldrig været blevet sendt ud igen.

»Min bror viste tydelige tegn på PTSD allerede kort tid efter, han kom hjem fra første udsending. Alligevel blev han sendt til Afghanistan to år efter, selvom han havde flere symptomer på PTSD - blandt andet i form af tydeligt vægttab og kontant angst. Det var på alle måder uforsvarligt at han blev sendt afsted i den tilstand,« fortæller Mette Nørgaard Stabell Edvardsen.

Anders Thor Stabell Hansen fik efter sin sidste udsending diagnosen PTSD. Han blev i 2015 endegyldigt opsagt fra sin kontrakt med Forsvaret.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Forsvaret såvel som forsvarsministeren, men de har ikke ønsket at stille op til interview.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.